Et nyt tysk politisk parti, Die Freiheit (Friheden), afholdt sit stiftende møde den 28. oktober i Berlin. Jeg befandt mig i byen, så dets ledere inviterede mig, som det eneste ikke-medlem af det nyskabte parti, til at overvære og fortælle om dets stiftende generalforsamling.
 Die Freiheits formand, René Stadtkewitz, flankeret af andre partimedlemmer ved stiftelsesbegivenheden. |
Meget af tiden gik med lovmæssige krav vedrørende registreringen af et politisk parti i Tyskland: fremmødet blev noteret, stemmer talt op, organiseringsprocedurer forklaret, skridt indledt med henblik på opstilling til valget i Berlin i september 2011, og repræsentanter valgt, heriblandt formanden, René Stadtkewitz, 45 år. Han har en østtysk baggrund og var medlem af Berlins parlament, hørende til det regerende Kristelige Demokraters Enhedsparti, indtil han blev smidt ud for en måned siden, fordi han offentligt havde fungeret som vært for den hollandske politiker Geert Wilders.
Af størst interesse for mig var hans mundtlige gennemgang af partiets politik plus omdelingen af et 71-siders Grundsatzprogramm ("Principprogram"), som beskrev partiets holdninger i detaljer. Stadtkewitz forklarede behovet for et nyt tysk parti ud fra det forhold, at "de etablerede partier desværre ikke er parate til at tage klart stilling, men i stedet overlader folk til deres egne bekymringer." Programmet lægger ikke fingrene imellem og tænker ikke i snævre baner. I dets indledende sætning hedder det, at den "vestlige civilisation, efter i århundreder at have fungeret som verdens leder, står over for en eksistentiel krise."
 Forsiden på Die Freiheits "Principprogram." |
Die Freiheit støtter håndfast Israel, som partiet kalder for "den eneste demokratiske stat i Mellemøsten. Landet er derfor den vestlige verdens udpost i det arabiske cirkus. Alle demokratiske lande bør udvise den største interesse for, at Israel kan leve i fri selvbestemmelse og sikkerhed. Vi udtrykker eksplicit vores støtte til Israels ret til at eksistere, hvilket ikke er åbent for diskussion."
Uanset hvor tydelige disse passager er såvel som afvisningen af tyrkisk optagelse i EU, så udgør de kun godt 2 procent af Principprogrammet, som benytter sig af traditionelle vestlige værdier og politiske holdninger, almindelige i tysk politik. Dets emner indbefatter tysk folketilhørsforhold, direkte demokrati, familien, skolegang og uddannelse, arbejdspladsen, økonomi, energi, miljøet, sundhed osv. Det giver god mening at tilbyde en bred platform, hvor anti-islamiseringsprogrammet passer ind i en fuld politisk menu.
Trods dette betonede pressedækningen af grundlæggelsen Die Freiheits position vis-á-vis islam og beskrev det som et snævert "anti-islam parti."
Dannelsen af Die Freiheit udløser to iagttagelser: For det første, selvom partiet passer ind i et mønster med opdukkende europæiske partier, der fokuserer på islam som værende central for deres mission, så adskiller det sig fra de øvrige i kraft af sit bredere udsyn. Mens Wilders' PVV placerer skylden for næsten alle samfundsmæssige problemer på islam, så har Die Freiheit, ud over at modsætte sig "af al kraft islamiseringen af vores land," også mange andre emner på sin agenda.
For det andet ligger Tyskland påfaldende langt tilbage for de fleste andre europæiske lande med en stor muslimsk befolkningsandel ved ikke at have udklækket et parti, som modsætter sig islamisering. Det skyldes ikke manglende forsøg; men tidligere forsøg døde hen. Slutningen af 2010 vil måske være et gunstigt tidspunkt med henblik på at søsætte et sådant parti, hvis man betænker de voldsomme kontroverser i Tyskland over Thilo Sarrazins bog og dens fortrydelser over den muslimske indvandring, efterfulgt af kansler Angela Merkels erklæring om, at multikulturalismen er "aldeles mislykket." En stemningsændring synes at være på vej.
Partiet Die Freiheit synes at være en mainstream, oprigtig og konstruktiv bestræbelse på at håndtere et umådelig komplekst og langvarigt problem. Hvis det lykkes, vil det kunne ændre politikken i Europas mest indflydelsesrige land.
