Fra en roman af Salman Rushdie udgivet i 1989 til en amerikansk civil protest kaldet "Everyone Draw Muhammad Day" [Alle tegner Muhammed-dag] i 2010 har der udviklet sig et velkendt mønster. Det begynder, når vesterlændinge siger eller gør noget, som kritiserer islam. Islamisterne reagerer med ukvemsord og raseri, krav om tilbagetrækning, trusler om retssager og vold og faktisk voldsudøvelse. Til gengæld hakker og stammer vesterlændingene, kommer med udflugter og bøjer sig til sidst. Undervejs udløser hver eneste kontrovers en debat, som fokuserer på spørgsmålet om ytringsfrihed.
Jeg vil gerne påpege to ting vedrørende denne udvikling. For det første, at vesterlændinges ret til at diskutere, kritisere og direkte lave grin med islam og muslimer er blevet undergravet gennem årene. For det andet, at ytringsfriheden blot udgør en mindre side af problemet; der er noget langt mere dybtgående på spil - faktisk et afgørende spørgsmål i vor tid: vil vesterlændingene bevare deres egen historiske civilisation, konfronteret med angreb fra islamisterne, eller vil de vige for islamisk kultur og lovgivning og underkaste sig en form for andenklasses borgerstatus?
 Forsiden på den bog, som udløste Rushdie-reglerne. |
Jeg informerer alle verdens nidkære muslimer om, at forfatteren til bogen med titlen The Satanic Verses - som er blevet udarbejdet, trykt og udgivet imod islam, profeten og Koranen - samt alle de, der har været involverede i udgivelsen, og som var bevidste om dens indhold, er dømt til døden.
Jeg opfordrer alle nidkære muslimer til at henrette dem hurtigt, hvor de måtte finde dem, således at ingen andre vil vove at fornærme de muslimske helligdomme. Om Gud vil, er enhver, der bliver dræbt på denne sti, en martyr.
Desuden bør enhver, der har adgang til forfatteren af denne bog, men som ikke besidder evnen til at henrette ham, melde ham til folket, så han kan blive straffet for sine handlinger.
Dette edikt, som er uden fortilfælde - intet regeringsoverhoved havde nogensinde før opfordret til henrettelse af en forfatter, som boede i et andet land - kom som et lyn fra en klar himmel og overraskede alle, lige fra den iranske regerings embedsmænd til Rushdie selv. Ingen havde forestillet sig, at en roman præget af magisk realisme, fuld af mennesker der falder ud af himlen og dyr, der kan tale, kunne vække den iranske herskers vrede, et land som Rushdie næsten ingen forbindelser havde til.
Ediktet førte til fysiske angreb på boghandler i Italien, Norge og USA og på oversætterne af The Satanic Verses i Norge, Japan og Tyrkiet; i sidstnævnte tilfælde forsvandt oversætteren og 36 andre i et angreb i form af ildspåsættelse af et hotel. Andre tilfælde af vold i lande med muslimsk flertal førte til mere end 20 døde, de fleste i Sydasien. Derpå, netop som furoren var ved at aftage, i juni 1989, døde Khomeini; hans død gjorde ediktet, der sommetider ukorrekt kaldes for en fatwa, uforanderligt.
Ediktet indeholder fire vigtige elementer. Ved at skrive "imod islam, profeten og Koranen," skitserede Khomeini for det første den brede række af hellige emner, som ikke kunne behandles respektløst uden at fremkalde en dødsdom.
Ved at rette ediktet mod "alle de, der har været involverede i udgivelsen, og som var bevidste om dens indhold," erklærede han for det andet krig, ikke kun mod kunstneren, men tillige mod en hel kulturel infrastruktur - herunder de tusindvis af ansatte i forlag, annoncører, distributionsselskaber og boghandler.
Ved at beordre Rushdie henrettet, "således at ingen andre vil vove at fornærme de muslimske helligdomme," gjorde Khomeini det for det tredje klart, at hans formål ikke blot var at straffe en forfatter, men tillige at forhindre yderligere tilfælde af latterliggørelse.
Ved at kræve at de, der var ude af stand til at henrette Rushdie, skulle "melde ham," opfordrede Khomeini endelig hver eneste muslim verden over til at blive del af et uformelt efterretningsnetværk, der havde til opgave at opretholde de islamiske helligdomme.
Disse fire elementer danner det, jeg kalder for Rushdie-reglerne. Her to årtier senere er de stadig fuldt funktionsdygtige.
Ediktet kom på flere måder til at danne præcedens i Vesten. En politisk leder i et fremmed land havde haft held til at tilsidesætte de konventionelle grænser for statsmagt. En religiøs leder havde bevidst grebet direkte ind, med få omkostninger og ringe modstand, i vestlige kulturelle affærer. Og en muslimsk leder havde skabt præcedens for at anvende et aspekt af den islamiske lov, shari'a, i et overvejende ikke-muslimsk land. Vedrørende det sidste punkt, så har vestlige stater til tider tjent som Khomeinis effektive agenter. Østrigs regering udstedte en forlænget fængselsdom til en person, som trodsede Rushdie-reglerne, mens regeringerne i Frankrig og Australien anstillede sigtelser, som kunne havde givet fængselsstraffe. Og hvad der var mest overraskende, myndighederne i Canada, Storbritannien, Holland, Finland og Israel fængslede faktisk personer, som overtrådte Rushdie-reglerne. Det kræver en del energi at genkalde sig de uskyldige dage før 1989, hvor vesterlændinge frit kunne tale og skrive om islam og lignende emner.
Rushdie-reglerne fik en øjeblikkelig indvirkning på muslimer bosat i Vesten, hvis udbrud af fornærmelse og vold frembragte en ny fornemmelse af magt. Fra Sverige til New Zealand reagerede islamisterne med glæde over, at muslimer, efter århundreder i defensiven, atter havde fundet deres stemme og kunne udfordre Vesten fra uhyrets egen bug. Størsteparten af den vold, som fulgte, var af den vilkårlig slags, skåret over modellen fra den 11. sept., Bali, Madrid, Beslan og London, hvor jihadister dræbte enhver, der tilfældigvis krydsede deres vej; TheReligionOfPeace.com dokumenterer gennemsnitlig fem sådanne vilkårlige islamistiske terroristangreb om dagen rundt om i verden.
Mindre almindeligt, men mere skræmmende er den vold, der er rettet direkte imod dem, der trodser Rushdie-reglerne. Lad os begrænse eksemplerne på dette fænomen til ét land, Danmark. I oktober 2004 blev en lærer ved Carsten Niebuhr Instituttet på Københavns Universitet sparket og slået af flere fremmede, da han forlod universitetet. De oplyste ham om, at han havde læst op fra Koranen, hvilket han som vantro (kafir) ikke havde lov til. I oktober 2005 blev Jyllands-Postens redaktør Flemming Rose truet for at have bestilt og udgivet nogle tegninger, som skildrede Muhammed. To af tegnerne var gået i skjul. En af dem, Kurt Westergaard, undslap efterfølgende med nød og næppe et fysisk angreb i sit eget hus. I marts 2006 blev Naser Khader, en anti-islamistisk politiker, truet af en islamist, som advarede Khader om, at hvis denne blev minister i regeringen, så ville han og hans ministerium blive sprængt i luften.
De danske eksempler er typiske. Wall Street Journal skriver: "Over hele Europa skjuler snesevis af mennesker sig nu eller lever under politibeskyttelse på grund af trusler fra muslimske ekstremister." Selv pave Benedict XVI modtog en strøm af trusler i kølvandet på sit citat af en byzantinsk kejser vedrørende emnet islam. Alene i Holland rapporterede politikere om 121 dødstrusler mod dem på blot ét år. Henrettelsen i november 2004 på en gade i Amsterdam af Theo van Gogh - en velkendt venstreorienteret, filmskaber, talkshow-vært, avisklummeskribent og urostifter, som havde gjort grin med islam - traumatiserede hans land og medførte en kortvarig tilstand af oprør.
Vesterlændinge opfatter almindeligvis denne vold som en udfordring af deres ret til at ytre sig. Men selvom ytringsfriheden er slagmarken, så handler den større krig om den vestlige civilisations grundlæggende principper. Det tilbagevendende mønster i de islamistiske opstandelser eksisterer for at opnå tre mål - ikke altid udtrykt - som går et godt stykke videre end til et forbud mod kritik af islam.
Først og fremmest er der målet om at etablere en overordnet status for islam. Khomeinis krav vedrørende den hellige treenighed af "islam, profeten og Koranen" indebærer særlige privilegier for én bestemt religion, en undtagelse fra ståhejen på ideernes markedsplads. Islam ville nyde godt af nogle unikke regler, som var uopnåelige for andre religioner. Jesus kan udsættes for gudsbespottende satire i Monty Python's Life of Brian eller Terry McNally's Corpus Christi, men, som en bogtitel udtrykker det: "vær forsigtig med Muhammed!"
Dette fører til et andet mål - muslimsk overherredømme og vestlig underordning. Islamister siger og gør rutinemæssigt ting, som er mere krænkende mod vesterlændinge end noget, vesterlændinge gør vis-á-vis muslimer. De foragter åbenlyst vestlig kultur; med en algiersk islamists ord, så er det ikke en civilisation, men en "syfilisation." Deres almindelige hverdagsmedier offentliggør grovere, mere nederdrægtige og mere voldeligt betonede tegninger end noget, Flemming Rose nogensinde har bestilt og trykt. De fornærmer frit væk jødedom, kristendom, hinduisme og buddhisme. De myrder jøder, blot fordi de er jøder, som Daniel Pearl i Pakistan, Sébastian Sellam og Ilan Halimi i Frankrig samt Pamela Waechter og Ariel Sellouk i USA. Om det nu skyldes frygt eller uopmærksomhed, så billiger vesterlændinge en ubalance, hvor muslimer kan fornærme og angribe, mens de selv er usårlige over for den form for uværdig behandling eller smerte.
Hvis vesterlændinge accepterer denne ubalance, følger der en dhimmi-status med. Dette islamiske begreb tillader "bogens folk," monoteister som kristne og jøder, at fortsætte med at praktisere deres religion under muslimsk styre, dog underlagt mange restriktioner. På dens egen tid betød denne dhimmi-status visse goder (indtil så sent som 1945 havde jøder generelt en bedre tilværelse under islamisk styre end under kristent), men hensigten med denne status er at fornærme og ydmyge ikke-muslimer, samtidig med at den styrker muslimernes overophøjethed. Dhimmier betaler flere skatter, kan ikke deltage i hæren eller regeringen og lider under omfattende lovbefæstede hindringer. På nogle tidspunkter og nogle steder kunne dhimmier godt ride på et æsel, men ikke på en hest, de bar særlige klædninger, og en ældre dhimmi på gaden skulle springe til side for et muslimsk barn. Elementer af dhimmi-status er for nylig bragt i anvendelse så forskellige steder som Gaza, Vestbredden, Saudi-Arabien, Irak, Iran, Afghanistan, Pakistan, Malaysia og Filippinerne. Londonistan og endnu videre er klart også inden for deres synsvidde.
Genetableringen af dhimmi-status er på sin side blot ét skridt fra islamisternes tredje og ultimative ambition, anvendelsen af fuld shari'a-lovgivning. At lukke ned for diskussionen af islam baner vejen for dette mål. Hvorimod en opretholdelse af ytringsfriheden vedrørende islam udgør et afgørende forsvar imod en påførelse af islamisk orden. Bevarelsen af vores civilisation kræver en åben diskussion af islam.
Shari'a regulerer både det private og det offentlige liv. Den private dimension inkluderer så dybt personlige ting som kropsrenselse, seksualitet, barnefødsel, familierelationer, klædedragt og kost. På det offentlige område regulerer shari'a de social relationer, kommercielle transaktioner, kriminalstraffe, kvinders og mindretals status, slaveri, herskerens identitet, domstolene, skatter og krigsførelse. Kort sagt, islamisk lov omfatter alt lige fra toiletetikette til krigsførelse.
Men shari'a modsiger de mest dybtgående præmisser for vestlig civilisation. Det ulige forhold mellem mænd og kvinder, muslim og kafir, ejer og slave kan ikke forenes med ligeret. Haremmet kan ikke forenes med en monogam orden. Islamisk overherredømme modsiger religionsfrihed. En enerådende Gud kan ikke tillade demokrati.
Alle islamister er enige i målet om at anvende islamisk lov globalt. Men de adskiller sig med hensyn til, om dette skal opnås gennem vold (det foretrækker bin Laden), totalitært styre (Khomeini) eller ved rent politisk at spille med på systemet (den schweiziske intellektuelle Tariq Ramadan). Men hvordan det end gøres, så ville islamisterne, såfremt de opnåede shar'ia-styre, effektivt erstatte vestlig civilisation med islamisk civilisation. I amerikansk forstand, hvis Koranen får lov til at overtrumfe Forfatningen, så vil det USA ophøre, som har eksistere i mere end to hundrede år.
 Muslim Council of Britain ønsker at omdanne skoler i England. |
Dette råd, MCB, søger at skabe et miljø i skolerne, hvor muslimske børn ikke får den "upassende opfattelse", at "for at komme frem i samfundet skal de gå på kompromis med eller opgive sider af hvem, de er, eller deres religiøse tro og normsæt." For at fremme dette mål foreslår MCB en række højst forbløffende ændringer, som grundlæggende vil ændre karakteren af de britiske skoler og i virkeligheden forvandle disse til saudi-lignende institutioner. Nogle af rådets forslag lyder:
- Bøn: Tilbyd (1) ekstra "vandkander eller flasker" til afvaskning før bøn og (2) bederumsfaciliteter, ideelt set adskilt mellem piger og drenge. Skolerne bør også tilbyde "en egnet udefrakommende gæst, en lærer eller en ældre elev" at lede den fælles fredagsbøn og afholde prædiken.
- Toiletter: Vand i vandkander eller flasker bør tilbydes til rensningsformål.
- Sociale kutymer: Intet pres mht. at give hånd til medlemmer af det modsatte køn, hvad enten det drejer sig om elever eller lærere.
- Timeplan: Fridage for alle på de to største muslimske helligdage, Eid'er.
- Festligholdelse af helligdage: Involver ikke-muslimske elever og deres forældre i islamiske helligdagsritualer. Under ramadanen bør for eksempel alle børn, ikke kun muslimske, fejre "Ramadanens ånd og værdier gennem kollektiv gudstjeneste eller forsamlingsemner og fælles Iftar (afbrydelse af fasten)."
- Ramadan: (1) Ingen eksaminer i denne måned, "eftersom kombinationen af eksamensforberedelse og faste kan være en prøvelse for nogle elever" og (2) ingen seksualundervisning af respekt for restriktionerne imod sex i denne måned.
- Kost: Tilbyd halalkød. Tillad eleverne at spise med højre hånd.
- Klædedragt: Vær indforstået med i iførelse af hijab eller endda jilbab (en lang ydre klædning, som når ned til anklerne). I svømmebadet bør muslimske børn bære moderat badetøj (dvs. for pigernes vedkommende fuld trikot og lange gamacher). Islamiske amuletter bør tillades.
- Skæg: En ret for mandlige elever.
- Sport: Kønsopdelt, hvor der er fysisk kontakt med andre holddeltagere som i basketball og fodbold, eller hvor kroppen er synlig, som ved svømning.
- Bruserum: Særskilte rum er nødvendige, så muslimer ikke udsættes for det "dybt uværdige" i at se andre nøgne eller selv at blive set nøgne.
- Musik: Bør begrænses til "den menneskelige stemme og ikke-stembare slagtøjsinstrumenter så som trommer."
- Dans: Udelukket, medmindre det foregår i et ét-kønsmiljø og ikke "involverer seksuelle konnotationer og budskaber."
- Lærer- og administratortræning: Personalet bør gennemgå en islamisk "opmærksomhedstræning," så skolerne er "bedre informerede og udviser en større og mere præcis værdsættelse af deres muslimske elevers behov."
- Kunst: Muslimske elever bør undtages fra at frembringe "tredimensionale figurative billeder af mennesker."
- Religionsundervisning: Billeder af profeter (herunder Jesus) skal være forbudt.
- Sprogundervisning: Arabisk bør tilbydes alle muslimske elever.
- Islamisk civilisation: (1) Studér muslimers bidrag til Europa inden for historie, kunst, matematik og naturvidenskab og (2) læg vægt på de fælles aspekter af europæisk og islamisk arv.
 En reaktion på Muslim Council of Britain's hæfte. |
Den grundige undersøgelse af skolerne er blot én blandt en mangfoldighed af planlagte ændringer. Skridt for skridt, lidt efter lidt ønsker islamisterne at overtrumfe præmisserne for den vestlige tilværelse ved at indgyde dens uddannelse, kulturliv og institutioner et sideløbende islamisk system, som med tiden vil tilsidesætte de sekulære institutioner, indtil en islamisk orden bliver funktionelt implementeret. Nogle ændringer har allerede fundet sted og berører mange sider af tilværelsen. Et par krasse eksempler:
Polygame ægteskaber er gyldige under særlige omstændigheder i England, Holland, Belgien, Italien, Australien og den canadiske provins Ontario. Svømmetider kun for muslimske kvinder findes i kommunale badeanstalter i staten Washington. Undervisning kun for kvinder tilbydes ved Virginia Tech, et skattestøttet universitet. Kvinder kan få deres kørekortsfoto taget iført hijab i tre amerikanske stater. Hvis de arbejder i IKEA eller ved Londons politi, kan kvinder bære firmalogomærket hijab, udleveret til dem af arbejdsgiveren.
Sparegrise er blevet forbudt som opsparingssymbol ved to større britiske banker. "Genstande, som indeholder religiøst materiale, der står i modsætning til den islamiske tro," kan ikke sendes via det amerikanske postsystem U.S. postal til soldater, som gør tjeneste i Mellemøsten. Hospitalspersonalet må ikke spise eller drikke i nærværelse af muslimske patienter eller kolleger i ramadanmåneden på et skotsk hospital. Byen Boston solgte en offentligt ejet grund til discountpris for at opføre en islamisk institution.
 Møbelkæden IKEA forsyner ansatte i Storbritannien med logomærkede hijab'er. |
Set i bakspejlet, så var reaktionerne på Rushdie-ediktet blandt de intellektuelle og politikerne i 1989 bemærkelsesværdige for deres støtte til den truede forfatter, især på venstrefløjen. De venstreorienterede intellektuelle var mere tilbøjelige til at støtte ham (Susan Sontag: "vores integritet som nation bliver bragt lige så meget i fare af et angreb på en forfatter som på et olietankskib") end dem på højrefløjen (Patrick Buchanan: "vi burde smide hans blasfemiske lille roman ud i kulden"). Men tiderne har ændret sig: Paul Berman udgav for nylig en bog, The Flight of the Intellectuals [De intellektuelles flugt], som hudfletter hans venstreorienterede fæller for (som det hedder på smudsomslaget) at have "fumlet skrækkeligt i deres bestræbelser på at tumle de islamistiske ideer og den islamistiske vold."
Dengang kaldte François Mitterrand, Frankrigs daværende socialistiske præsident, truslen mod Rushdie for et "absolut onde." Partiet De Grønne i Tyskland søgte at bryde alle økonomiske aftaler med Iran. Hans-Dietrich Genscher, daværende tysk udenrigsminister, bifaldt en EU-resolution til støtte for Rushdie som "et signal om at sikre bevarelsen af civilisation og menneskelige værdier." Det amerikanske senat vedtog enstemmigt en resolution, som kundgjorde dets forpligtelse til "at beskytte enhvers ret til at skrive, udgive, sælge, købe og læse bøger uden frygt for intimidering og vold," og fordømte Khomeinis trussel som "statssponsoreret terrorisme." Den type regeringsreaktioner er utænkelige i 2010.
For hver eneste udøvelse af ytringsfrihed siden 1989, så som de danske Muhammed-tegninger eller de holdningsåbne studier af islam udgivet af Prometheus Books, er utallige skarer af forfattere, udgivere og illustratorer veget tilbage for at udtrykke sig. To eksemplerrr: Paramount Pictures erstattede den Hamas-lignende terrorist i Tom Clancys roman The Sum of All Fears med europæiske ny-nazister i sin filmudgave af fortællingen. Og Yale University Press udgav en bog om den danske tegningekrise uden at tillade at tegningerne blev gengivet i undersøgelsen.
Begrundelsen hos dem, der kapitulerer, er lige så almindelig, som den er bedrøvelig: "Denne beslutning var udelukkende baseret på hensynet til den offentlige sikkerhed"; "sikkerheden og trygheden for vore kunder og ansatte har topprioritet"; "Jeg nærer en ægte frygt for, at nogen vil komme og skære halsen over på mig"; "Hvis jeg sagde, hvad jeg i virkeligheden tænker om islam, så ville jeg ikke befinde mig i denne verden ret længe"; og "'Hvis dette her bliver dårligt modtaget, så skriver jeg min egen dødsdom."
Alle forandringer siden 1989 skyldes hovedsagelig væksten i tre ismer: multikulturalisme, venstrefascisme og islamisme. Den multikulturelle tilgang anser ingen livsstil, intet trossystem og ingen politisk filosofi for bedre eller værre end alle andre. Ligesom både italiensk og japansk mad er lækker og mættende, således er miljøbevidsthed og Wicca-tilbud lige gyldige alternativer til den jødisk-kristne civilisation. Hvorfor kæmpe for sin livsstil, når den ikke kan gøre krav på at være hævet over andre?
Men måske er én vej værre: hvis vestlig imperialisme og den hvide race forurener verden, hvem vil da ønske sig vestlig civilisation? En ret betydelig bevægelse af venstrefascister, anført af Hugo Chávez, anser vestlig magt, som de kalder for "Imperiet," for verdens hovedtrussel, med USA og Israel som de største forbrydere.
Islamismen er vokset iøjnefaldende siden 1989 og er blevet den mest magtfulde form for radikal utopianisme, har dannet alliance med venstrefløjen, dominerer civilsamfundet, udfordrer mange regeringer og overtager andre, etablerer et brohoved i Vesten og fremmer dygtigt sin agenda i internationale institutioner.
Den vestlige svagheds yin har kort sagt mødt den islamistiske selvhævdelses yang. Forsvarerne for den vestlige civilisation må ikke alene kæmpe mod islamisterne, men også mod de multikulturelle, som styrker dem, og venstrefløjen, som allierer sig med dem.
Mr. Pipes is director of the Middle East Forum, Taube distinguished visiting fellow at the Hoover Institution of Stanford University, and a columnist at National Review. Han har bragt en tidligere udgave af denne tekst ved modtagelsen af en pris fra det danske Trykkefrihedsselskabet.
