Lad mig slå det fast, pastor Terry Jones' plan om at afbrænde kopier af Koranen i sin kirke i Gainesville, Florida, var en afskyelig handling, som passer ind i en hæslig tradition. Når det er sagt, så skal to andre punkter fremhæves: At indkøbe bøger og derefter brænde dem er en fuldkommen lovlig handling i USA. For det andet lagde David Petraeus, Robert Gates, Eric Holder, Hillary Clinton og Barack Obama udelukkende pres på Jones for at få ham til at afbryde handlingen, fordi de frygtede muslimsk vold mod amerikanere, såfremt han fremturede. Og faktisk, trods Mr. Jones' aflysning af koran-afbrændingen, så var der 5 afghanere og 14 i Kashmir som døde under protesterne mod hans planer.
 Palæstinensere vanhelliger Josefs grav i oktober 2000. |
Og ikke mindre vigtigt, sharia nedgør andre religioners helligdomme, en tradition som i de senere år er kommet til udtryk i ødelæggelsen af de buddhistiske Bamiyan-statuer og vanhelligelser af den jødiske helligdom Josefs grav og den kristne Fødselskirken. Et dekret fra 2003 kundgjorde, at Bibelen kunne bruges af muslimer, når de rensede sig efter afføring. De iranske myndigheder skal ifølge rapporter have afbrændt i hundredvis af bibler i maj måned. Denne ubalance, hvor islam nyder immunitet og andre religioner nedgøres, har været fremherskende længe i lande med muslimsk flertal.
I 1989 udvidede ayatollah Khomeini så pludselig denne dobbeltmoral til at omfatte Vesten, da han udstedte et dekret om, at den britiske romanforfatter Salman Rushdie skulle henrettes på grund af blasfemi i hans bog De sataniske vers. Dermed grundlagde Khomeini Rushdie-reglerne, som stadig fungerer. De fastslår, at enhver, som opponerer imod "islam, profeten og Koranen," kan henrettes; at enhver, der har forbindelser til blasfemikeren, ligeledes skal henrettes; og at alle muslimer bør deltage i et uformelt efterretningsnetværk med henblik på at realisere denne trussel.
Det er indlysende, at disse regler står i modsætning til den grundlæggende forudsætning for den vestlige tilværelse, ytringsfriheden. Opsummeret i erklæringen: "Jeg misbilliger det, du siger, men jeg vil indtil døden forsvare din ret til at sige det," så sikrer denne frihed en beskyttelse af retten til at tage fejl, til at fornærme, til at være uenig og til at udtrykke sig blasfemisk.
Selvom Rushdie-reglerne i begyndelsen chokerede Vesten, er de siden blevet til den nye norm. Når emnet er islam, er ytringsfriheden blot en erindring fra før 1989. Skribenter, kunstnere og redaktører er fuldkommen klar over, at kritik af islam kan bringe deres liv i fare.
 Britiske muslimer afbrændte "De sataniske vers" i januar 1989. |
Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen stod ligeledes fast i 2006, da nogle respektløse tegninger af Muhammed i en københavneravis medførte en bølge af protester: "Her er tale om en principiel sag," sagde han. "Som statsminister har jeg absolut ingen magt til at begrænse pressen – og jeg ønsker heller ikke en sådan magt."
Begge disse begivenheder førte til bekostelige boykotter og vold, men principperne overtrumfede det opportune. Andre vestlige ledere er vaklet i forsvaret for ytringsfriheden. Regeringerne i Australien, Østrig, Canada, Finland, Frankrig, Storbritannien, Israel og Holland har alle forsøgt eller gennemført fængslinger af krænkere af Rushdie-reglerne.
Obama-administrationen er nu kommet med på denne skammelige liste. Dens pres på Mr. Jones har yderligere undergravet ytringsfriheden, når det gælder islam, og dermed lagt grunden til islams privilegerede stilling i USA, i kraft af hvilken muslimer kan fornærme andre, men ikke selv må fornærmes. Dette har ført landet i retning af dhimmitude, en tilstand hvor ikke-muslimer anerkender islams overherredømme. Desuden har Mr. Obama i virkeligheden hermed styrket islamisk lovgivning, en handling som kan komme til at danne præcedens ved andre former for påtvungen sharia-føjelighed.
Mr. Obama burde have fulgt i Mr. Rasmussens spor og forfægtet princippet om ytringsfrihed. Hans manglende vilje til at gøre dette betyder, at amerikanerne bør erkende og modsætte sig yderligere anvendelse af Rushdie-reglerne fra regeringens side eller andre aspekter af sharia.
