Amerikanerne får øjnene op for islamismen

Opstandelsen over det islamiske center, som skiftevis kaldes for Ground Zero Moskeen, Cordoba House og Park51, har omfattende implikationer for islams fremtid i USA og måske endnu længere.

En kunsters skitse til det foreslåede islamiske center nær Ground Zero.

Debatten er lige så uventet, som den er bemærkelsesværdig. Man skulle have troet, at den begivenhed, som ville ramme selve nerven i amerikansk politik og gøre islam til et nationalt anliggende, ville være en terrorhandling. Eller en opdagelse af, at islamisterne havde infiltreret den amerikanske sikkerhedstjeneste. Eller det afskrækkende resultat i en meningsmåling. Eller en undskyldende præsidenttale.

Men nej, det var noget langt mere symbolsk, der skulle komme til at virke forstyrrende ind på den politiske offentlighed - udsigten til en moske tæt ved den tidligere plads for World Trade Center. Det, der begyndte som et lokalzoneanliggende, udviklede sig gennem nogle måneder til en national debat med mulige udenrigspolitiske efterdønninger. Den symbolske karakter passer med et mønster, som er set i andre vestlige lande. Islamisk tildækning af kvinder har afstedkommet gentagne nationale debatter i Frankrig fra 1989 og frem. Schweizerne forbød opførelsen af minareter. Mordet på Theo van Gogh påvirkede Holland dybt, ligesom offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne gjorde det i Danmark.

Sært nok var det først efter, at det islamiske centers placering havde afstedkommet flere ugers kontroverser, at spørgsmålet om personer, organisationer og finansiering bag projektet omsider rykkede i forgrunden - selvom disse spørgsmål helt åbenlyst har større betydning end selve beliggenheden. Personlig har jeg intet imod en virkelig moderat muslimsk institution i nærheden af Ground Zero; derimod er jeg imod, at en islamistisk institution bliver opført noget steds overhovedet. Ironisk nok vil opførelsen af centeret så tæt på Ground Zero, hvis man kigger på de intense følelser dette har vakt, sandsynligvis blive en hæmsko for muslimernes langvarige interesser i USA.

Denne nye emotionalitet markerer starten på en vanskelig periode for islamisterne i USA. Selvom disses oprindelse som organiseret gruppe strækker sig helt tilbage til grundlæggelsen af den muslimske studenterorganisation, Muslim Student Association, i 1963, så blev de først politisk modne i midten af 1990'erne, hvor de dukkede op som en magtfaktor i den amerikanske offentlighed.

Jeg bekæmpede islamisterne dengang, og det gik dårligt. Der var praktisk talt kun tale om Steven Emerson og mig imod hundredtusinder af islamister. Han og jeg var ikke i stand til at finde tilstrækkelig intellektuel støtte, penge og medieinteresse, endsige politisk opbakning. Vores sag føltes ganske håbløs.

Richard H. Curtiss forudså i 1999, at de amerikanske muslimer ville følge Muhammeds vej til sejr.

Mit personlige lavpunkt kom i 1999, da en pensioneret karriereofficer i den amerikanske udenrigstjeneste ved navn Richard Curtiss talte på Capitol Hill om "det amerikanske muslimske samfunds muligheder" og sammenlignede dets fremfærd med Muhammeds krigsslag i det syvende århundredes Arabien. Han forudså rent ud, at ligesom Muhammed engang havde sejret, således ville også de amerikanske muslimer gøre det. Selvom Curtiss kun talte om at ændre politik over for Israel, så indebar hans tematik en bredere islamistisk overtagelse af USA. Hans forudsigelse syntes umulig at argumentere imod.

Den 11. sept. blev en vækkelse, som betød afslutningen på denne håbløshed. Amerikanerne reagerede negativt, ikke blot på denne dags gruopvækkende vold, men også på islamisternes oprørende insisteren på at give den amerikanske udenrigspolitik og senere valget af Barack Obama skylden for angrebene eller deres skamløse benægtelse af, at gerningsmændene var muslimer eller intens muslimsk støtte til angrebene.

Amerikanske akademikere, klummeskribenter, bloggere, mediepersonligheder og aktivister fik kendskab til islam og udviklede sig til en gruppe, som i dag fornemmes at være en bevægelse. Kontroversen om det islamiske center udtrykker dens opdukken som politisk kraft og muliggør en vred og magtfuld reaktion, som var utænkelig for blot ti år siden.

Den energiske modstand gennem de seneste måneder har gjort mig delvist opstemt: de, der afviser islamismen og alt dens værk, udgør i dag en majoritet og er på banen. For første gang i femten år føler jeg, at jeg måske befinder mig på det vindende hold.

Men én ting bekymrer mig: holdets tiltagende anti-islamiske tone. Vildført af islamisternes insisteren på, at der ikke kan eksistere nogen "moderat islam," undlader mine allierede ofte at skelne mellem islam (som tro) og islamisme (som er en radikal utopisk ideologi, der er rettet mod at indføre de islamiske love i deres totalitet). Dette er ikke blot en intellektuel fejl, men også en politisk blindgyde. At rette skytset imod alle muslimer strider mod grundlæggende vestlige normer, skærer venner og fjender over én kam og overser den uomgængelige kendsgerning, at muslimerne alene kan yde en modvægt imod islamismen. Som jeg så ofte har skrevet, så er den radikale islam selve problemet og den moderate islam er løsningen.

Når denne lektie er lært, så vil den nye energi bringe islamismens nederlag svagt inden for synsvidde.