Venstrefløjens nye fjende: "Imperiet"

Vi ved, hvad Marx, Lenin, Stalin og Mao ønskede (statskontrol med alt) og hvorledes de nåede dette mål (gennem brutal totalitarisme); men hvad ønsker deres efterfølgere i dag og hvorledes håber de at opnå det? Det er et mærkelig u-undersøgt emne.

Ernest Sternberg fra University at Buffalo kommer med nogle svar i en øjenåbner af en artikel i et nyligt nummer af Orbis, "Purifying the World: What the New Radical Ideology Stands For" [Renselse af verden: Hvad den nye radikale ideologi står for]. Han begynder med at skitsere, hvad vor tids yderste venstrefløj (i modsætning til den "pæne venstrefløj") er imod og hvad den ønsker.

Hvad venstrefløjen er imod: Den primære fjende er noget, der kaldes for Empire [Imperium](ingen bestemt artikel er nødvendig), en formodet global monolit som dominerer, udbytter og undertrykker verden. Sternberg opsummerer venstrefløjens altomfattende anklage mod Imperiet:

mennesker lever i fattigdom, maden er forurenet, produkterne er kunstige, et ødselt overforbrug er påtvunget, oprindelige befolkningsgrupper fordrives, og naturen selv undergraves. Indtrængende arter løber løbsk, gletsjere smelter og årstiderne kommer i uorden og truer med en verdenskatastrofe.

"Empire," nøgletekst til venstrefløjs-fascismen.

Imperiet opnår dette ved hjælp af "økonomisk liberalisme, militarisme, multinationale korporationer, korporative medier og overvågningsteknologi." Fordi kapitalismen forårsager millioner af døde, som et ikke-kapitalistisk system ville eliminere, er den også skyldig i massemord.

USA er selvfølgelig den Store Satan og beskyldes for at hamstre uforholdsmæssigt af resurserne. Dets militær undertrykker de svage, så dets korporationer kan udbytte dem. Dets regering fremmer den forestillede fare i form af terrorisme for at øve aggression ude i verden og undertrykke hjemme.

Og Israel er den Lille Satan, der tjener som Imperiets skumle allierede – eller måske er den jødiske stat den virkelige herre? Lige fra World Social Forums møder i Brasilien til FN's anti-racisme- konference i Durban og fra større hovedkirker til NGO'er, fremstilles zionismen som absolut ond. Hvorfor Israel? Ser man et øjeblik bort fra den ret åbenlyse antisemitisme, så lever dette land alene blandt de vestlige nationer under en kaskade af konstante trusler, som på sin side tvinger det til at indgå i konstante krige. "Berøvet al kontekst," bemærker Sternberg, "passer Israels handlinger til det fornødne billede af en aggressor."

For at bekæmpe Imperiets overlegne resurser har venstrefløjen brug for at alliere sig med hvem som helst, der er imod det – især islamister. Islamisternes målsætning er i modstrid med venstrefløjens, men det betyder ikke noget; så længe islamisterne hjælper med at bekæmpe Imperiet, har de en værdifuld plads i koalitionen.

Hvad venstrefløjen søger: Ét stikord er autenticitet: Imperiets kunstighed fremkalder en analogi mellem oprindelige kulturer og truede arter. Kultur bør være oprindelig, organisk og beskyttet mod Imperiets stupide kommercialisme (f.eks. Hollywood), dets forlorne rationalitet og dets falske frihedsbegreber.

Et andet stikord er demokrati: Venstrefløjen forkaster den fjerne og formelle forestilling om en moden republik og hylder i stedet græsrødder, et ikke-hegemonisk demokrati, som tilbyder en mere direkte stemme. Den demokratiske proces, forklarer Sternberg, "vil udfolde sig gennem møder befriet for manipulerende tøjler fra love, procedurer, præcedens og hierarki." Disse højtflyvende ord skjuler imidlertid en opskrift på despotisme; disse love, procedurer, præcedens og hierarki tjener et meget reelt formål.

Historien er tilsyneladende ikke ophørt.

Et tredje stikord er bæredygtighed. For at integrere økonomien i jordens økosystem vil den nye orden "køre med alternativ energi, organisk landbrug, lokale fødevaremarkeder og genbrugsindustrier med lukkede kredsløb, såfremt industri overhovedet er nødvendig. Mennesker vil køre med offentlige transportmidler eller i biler, som er varsomme mod naturen, eller, endnu bedre, cykle. De vil bo i grønt byggeri opført af lokale materialer og i byer, som vokser organisk inden for bestemte bioregioner. Livet bliver befriet for kulstofudledninger. Der vil være tale om en varig, fredfyldt livsstil."

Socialisme er afgjort en del af dette billede, men økonomien dominerer ikke længere, sådan som den gjorde engang. Venstrefløjens nye mål er mere komplekst end blot og bar anti-kapitalisme og konstituerer en hel livsstil. Sternberg døber denne bevægelse world purificationism [verdensrenselse], men jeg foretrækker venstrefløjsfascisme.

Derefter stiller han det vitale spørgsmål: Vil venstrefløjens seneste inkarnation endnu engang ende i totalitarisme? Han mener, at det er for tidligt at besvare det afgørende, men peger på adskillige "totalitære advarselstegn," herunder dehumanisering af fjender og beskyldninger om massemord. Han advarer mod et vendepunkt, når venstrefløjsfascisterne "i troskab mod deres egen katastroferetorik ifører sig selvmordsbælter eller griber til våben for at blive martyrer." Med andre ord, faren er reel og nærværende.

Så meget for disse fashionable teorier fra for tyve år siden, udbasuneret mens Berlinmuren faldt, vedrørende ideologiernes ophør. Venstrefløjen skar ned efter leninismens fald og truer nu menneskeheden med en ny udgave af sin anti-vestlige, anti-rationelle, anti-friheds, anti-individualistiske ideologi.