Bombesprængningerne i London den 7/7, hvor islamister dræbte 52 og sårede 700, fik de britiske myndigheder til at indlede et samarbejde med muslimer for at undgå fremtidig vold.
Men i stedet for at henvende sig til de anti-islamistiske muslimer, som afviser det sejrsberuste mål om at anvende islamisk lov i Europa, promoverede de nogle ikke-voldelige islamister i håbet om, at disse ville overtale deres trosfæller til at give udtryk for deres had til Vesten på en lovlig måde. Denne indsats omfattede Tariq Ramadan (f. 1962), en fremtrædende islamistisk intellektuel. Londons Metropolitan Police finansierede for eksempel delvist en konference, som Ramadan deltog i, og premierminister Tony Blair ansatte ham i en officiel "arbejdsgruppe med henblik på at håndtere ekstremisme."
Ansættelsen af en islamist forekom muligvis at være en original og klog idé, men den var ingen af delene. Vestlige regeringer har uden held allieret sig med islamister i årtier. Ja faktisk har de allieret sig med Ramadans egen familie.
 Dwight Eisenhower (i midten) modtog en muslimsk delegation. Said Ramadan stod til højre med nogle papirer i hænderne. |
I 1953 var Dwight D. Eisenhower vært for en gruppe udenlandske muslimer, som omfattede Said Ramadan (1926-95), leder af den måske mest indflydelsesrige islamistiske organisation i det 20. årh., det rabiat anti-vestlige Muslimske Broderskab -- og tillige Tariqs far. Eisenhower-Ramadan-mødet fandt sted i forbindelse med den amerikanske regerings ihærdige bestræbelser på at samle muslimerne imod den sovjetiske kommunisme, til dels ved at sætte Said Ramadan på CIA's lønningsliste. Talcott Seelye, en amerikansk diplomat som mødte ham omkring det pågældende tidspunkt, forklarer: "Vi regnede islam for at udgøre en modvægt til kommunismen."
Så var der Hasan al-Banna (1906-49), Tariqs bedstefar, grundlægger af Det Muslimske Broderskab og modtager af nazistisk økonomisk støtte. Amerikanske diplomater i Cairo i slutningen af 1940'erne afholdt "jævnlige møder" med al-Banna, fandt ham "fuldt ud empatisk" og opfattede hans organisation som en "moderat" og ligefrem "positiv" kraft. Briterne tilbød tilsyneladende al-Banna penge.
 Gerhard von Mende |
I et stykke forbløffende, undersøgende, historisk forskning afslører Ian Johnson, en Pulitzer Pris-vindende journalist, som tidligere arbejdede ved Wall Street Journal, nye kringlede veje i dette drama i sin nylig udgivne bog, A Mosque in Munich: Nazis, the CIA, and the Rise of the Muslim Brotherhood in the West [En moské i München: Nazisterne, CIA og Det Muslimske Broderskabs opdukken i Vesten] (Houghton Mifflin Harcourt, $27).
Johnson indleder med en gennemgang af de systematiske nazistiske bestræbelser på at rekruttere sovjetiske muslimer blandt deres krigsfanger. Mange muslimer afskyede Stalin; og mellem 150.000 og 300.000 af dem kæmpede for Akse-landene under Anden Verdenskrig. Med andre ord, ud over deres uopfyldte propagandaindsats rettet mod araberne, mønstrede nazisterne rent faktisk en egentlig styrke bestående hovedsagelig af tyrkiske muslimer under ledelse af en akademisk nazi- entusiast ved navn Gerhard von Mende.
Efter det tyske nederlag i 1945 følger Johnson von Mende, som fortsatte sit anti-kommunistiske arbejde med eks-sovjetiske muslimer, nu i den Kolde Krigs kontekst. Men hans netværk af tidligere soldater viste sig ikke synderlig kompetent, når det gjaldt opgaven med at fremkalde muslimsk fjendskab mod Sovjetunionen. Deres ledende intellektuelle havde for eksempel tjent som imam for en SS-division, som havde hjulpet med at undertrykke Warzawa-opstanden i 1944. Islamisterne viste sig hurtigt langt mere kompetente vedrørende denne politiske og religiøse udfordring. Johnson forklarer, at de "bærer jakkesæt, har universitetsgrader og kan formulere deres krav på en måde, som en politiker kan forstå."
 Said Ramadan |
Johnson viser, hvordan amerikanerne, uden at nogen egentlig havde planlagt det, usurperede von Mendes netværk og videregav dette til Said Ramadan. Denne tidlige amerikanske støtte til Det Muslimske Broderskab, hævder Johnson, gav dette midlerne til at skabe et islamistisk rammeværk netop tidsnok til at modtage bølgen af muslimsk immigration til Europa i 1970'erne.
Islamisternes dominans over de europæiske muslimer havde således to skjulte formidlere, nazisterne og amerikanerne. Oprindelsen i Operation Barbarossa afslører den vederstyggelige baggrund for vore dages islamistiske styrke. Hitler og hans bøller kunne ikke forudse det, men de hjalp med at sætte scenen til Eurabia.
Den amerikanske opbakning til islamisterne får Johnson til at advare imod formålsløsheden i at alliere sig med Det Muslimske Broderskab og deres slags -- sådan som Tony Blair på ny forsøgte for nylig. Uanset hvor fristende det måtte være, så vil det uundgåeligt skade Vesten. Lektien er enkel: kend historien og lad være med at hjælpe islamisterne.
Opdatering 25. maj 2010: (1) Den udgivne bog mangler fotografier til at gøre dens førende figurer levende. Heldigvis er de tilgængelige på Ian Johnsons website. Jeg har gengivet nogle af dem ovenfor .
(2) Jeg tilbraget tilfældigvis sommeren 1953, i en alder af tre år, i München, netop som byen begyndte at blive et centrum for islamisk aktivisme, netop på grund af tilstedeværelsen af det store antal eks-sovjetiske muslimer, som boede der. Et udpluk fra min fars selvbiografi, Richard Pipes, Vixi: Memoirs of a Non-Belonger (Yale University Press, 2003), s. 74 forklarer, hvorfor han bragte sin familie til München:
I slutningen af maj 1951, med økonomisk støtte fra Center of International Affairs i MIT, overlod Irene og jeg Daniel til vore forældre og tog på en fire måneders tur til Europa og Mellemøsten. Mit formål var at interviewe de overlevende medlemmer af de nationale regeringer i det, der havde udgjort Det Russiske Kejserrige i perioden 1917-21. Jeg fandt indtil flere af dem i London, Paris, München og Istanbul, og de hjalp mig med at forstå de komplicerede situationer fra denne periode. I Paris fik jeg kontakt med det georgiske emigrantsamfund. To år senere tilbragte jeg endnu en sommer i Europa, denne gang i München, hvor jeg interviewede flygtninge fra den sovjetiske del af Centralasien, som næsten alle var eks-tyske krigsfanger. De oplysninger, som de gav om livet i deres regioner i 1930'erne, bestyrkede min overbevisning om, at nationalismen var i live og havde det godt i grænseområderne inden for USSR, og at der ikke fandt nogen masseassimilation sted.
Hans undersøgelser den sommer dannede grundlaget for hans artikel, "Muslims of Soviet Central Asia: Trends and Prospects," [Muslimer i sovjetisk Centralasien: Tendenser og udsigter] The Middle East Journal, Spring, 1955, pp. 147-162 og Summer, 1955, pp. 295-308.
