Virkeligheden er ikke altid så enkel, som den ser ud til; den aktuelle krise i det amerikansk-israelske forhold har sine lyspunkter.
Fire iagttagelser, som alle er hentet fra historiske eksempler, har foranlediget denne konklusion:
For det første er "fredsprocessen" i virkeligheden en "krigsproces." De diplomatiske forhandlinger op gennem 1990'erne førte til en række israelske tilbagetrækninger, som fik den fordrejede virkning, at de ændrede en middelmådig-dårlig situation i 1993 til en rædsom i 2000. Vi ved i dag, at smertefulde israelske indrømmelser ikke fremkalder tilsvarende palæstinensisk velvilje, men snarere irredentisme, ambitioner, raseri og vold.
For det andet gælder de israelske indrømmelser til araberne i realiteten for bestandig, mens forholdet til Washington svinger. Da israelerne forlod det sydlige Libanon og Gaza, gjorde de det for altid, og det samme ville være tilfældet ved Golanhøjderne eller Øst-Jerusalem. En ophævelse af disse skridt ville blive uoverkommeligt omkostningsfuld. Derimod afhænger de amerikansk-israelske spændinger af personer og omstændigheder, hvorfor de svinger op og ned, og risikoen er relativt lav. Hver eneste præsident eller premierminister kan slå sin forgængers synspunkter og tone af marken. Problemer kan hurtigt udbedres.
I en mere bred forstand rummer det amerikansk-israelske bånd nogle styrker, som rækker langt hinsides politikere og øjeblikkets spørgsmål. Intet andet på jorden ligner dette gensidige forhold, det "mest specielle" af alle specielle forhold og "familiemæssige bånd i international politik." Som alle andre familiemæssige bånd tæller det højt (Israel figurerer som nummer to, lige bag USA, i listen over firmaer på NASDAQ) og lavt (spionagesagen om Jonathan Pollard nager stadig her et kvart århundrede efter, at den brød ud). Dette bånd rummer en enestående intensitet, når det gælder strategisk samarbejde, økonomiske forbindelser, intellektuelle bånd, fælles synspunkter, afstemninger i FN historisk set, religiøse fællestræk og endda gensidig indblanding i hinandens indre anliggender.
Fra Israels synspunkt er dets politiske forhold til araberne derfor belastet, mens forholdet til Washington er præget af lethed og fleksibilitet.
For det tredje, når de israelske ledere har et stærkt og tillidsfuldt forhold til Washington, så giver de mere til araberne. Golda Meir afgav indrømmelser til Richard Nixon, Menachem Begin til Jimmy Carter, Yitzhak Rabin, Binyamin Netanyahu og Ehud Barak til Bill Clinton og Ariel Sharon til George W. Bush.
 Huse i Ramat Shlomo, et tidligere ingenmandsland i Jerusalem, hvor Barack Obama modsætter sig nyt israelsk byggeri. |
Derimod gør mistillid til Washington israelerne mere anspændte og lukker ned for viljen til at tage chancer. Dette var tilfældet under George H.W. Bush og er det i endnu højere grad under Barack Obama. Det aktuelle ubehag begyndte allerede, inden Obama indtog Det Ovale Værelse, på grund af hans offentlige forbindelser til fremtrædende Israel-hadere (f.eks. Ali Abunimah, Rashid Khalidi, Edward Said, Jeremiah Wright). Forholdet degenererede i marts, da hans regering d. 9. simulerede stor ophidselse over en bekendtgørelse af et rutinemæssigt byggeri i Jerusalem, efterfulgt af en brutal telefonopringning fra udenrigsministeren den 12. og et anspændt topmøde i Det Hvide Hus den 23.
 Dennis Ross (t.h.): lidt for bekymret for Binyamin Netanyahu (t.v.)? |
Disse grimme og faktisk ikke tidligere sete spændinger har haft en forudsigelig effekt på den israelske offentlighed, har vakt dens misillid til Obama, dens modstand mod amerikansk pres, og har samtidig fået normalt mundhuggende politikere til at samarbejde for at imødegå hans politik.
For det fjerde øger de amerikansk-israelske spændinger palæstinensernes uforsonlighed og krav. Når Israels stilling er dårlig, bestyrker det deres ledere; og hvis spændingerne opstår på grund af et amerikansk pres for indrømmelser til palæstinenserne, så får det disse til at læne sig tilbage og nyde showet. Dette skete i midten af 2009, da Mahmoud Abbas fortalte amerikanerne, hvad de skulle uddrage af Jerusalem. Men når det amerikansk-israelske forhold blomstrer, føler de palæstinensiske ledere sig derimod presset til at mødes med israelerne, foregive at forhandle og underskrive dokumenter.
Samler man disse fire antagelser, resulterer dette i en umiddelbart lidet indlysende konklusion: Et stærkt amerikansk-israelsk bånd afstedkommer uigenkaldelige israelske fejltagelser. Et dårligt amerikansk-israelsk bånd afbryder denne proces. Obama forventer muligvis, at et klammeri med Israel vil fremkalde forhandlinger, men det vil få den modsatte virkning. Måske forestiller han sig, at han nærmer sig et diplomatisk gennembrud, men i virkeligheden gør han dette mindre sandsynligt. De, der frygter yderligere "krigsproces," kan derfor finde en vis trøst i regeringens bommerter.
Det komplicerede amerikansk-israelske forhold giver stor plads til paradokser og uagtsomhed. Et blik hinsides begivenhedernes bekymrende drejning antyder imidlertid, at der kan komme noget godt ud af det.
