Annapolis Blues :: Daniel Pipes

Bush-regeringens planer om at sammenkalde en ny runde israelsk-arabisk diplomati den 26. nov. vil, forudser jeg, volde betydelig skade på amerikanske og israelske interesser.

Som regel kræver vellykkede forhandlinger et fælles mål; i faglige forhandlinger mellem ledelse og arbejdere ønsker begge parter for eksempel at vende tilbage til arbejdet. Når der mangler et fælles grundlag, plejer forhandlingerne ikke blot at mislykkes, men sædvanligvis volder de større skade end gavn. Det er tilfældet med de kommende forhandlinger i Annapolis, Maryland. Den ene side (Israel) søger fredelig sameksistens, mens den anden (araberne) søger at udslette sin forhandlingspartner, sådan som det fremgår af dens voldelige handlinger, stemmemønstre, svar i meningsmålinger, politiske retorik, budskaber i medierne, undervisningsbøger i skolerne, prædikener i moskeerne, væggraffiti og meget andet.

Skaden vil ske, hvis den israelske regering fremsætter "smertefulde indrømmelser" og får en kold fred eller tomme løfter til gengæld, sådan som det bestandig har været tilfældet siden 1979. Dette skæve udfald vil på ny øge den arabiske opsathed og besluttethed på at udslette den jødiske stat.

	Mahmoud Abbas, Condoleezza Rice og Ehud Olmert: Vil der være noget for dem at fejre i Annapolis?

Skulle Israel derimod modsætte sig en fælles amerikansk-palæstinensisk position, forudser jeg en mulig krise i de amerikansk-israelske relationer af hidtil uset omfang – værre end i 1975 eller endda 1957. Det skyldes til dels, at satsningen er så høj. Udenrigsminister Condoleezza Rice har udtalt, at "USA betragter dannelsen af en palæstinensisk stat, en to-statsløsning, som absolut afgørende for fremtiden, ikke blot for palæstinenserne og israelerne, men også for hele Mellemøsten og så afgjort for amerikanske interesser." Hvis en palæstinensisk stat er "absolut afgørende … for amerikanske interesser," vil den, der måtte stille sig i vejen, formentlig komme til at betale en høj pris. Som jeg har hævdet siden november 2004, hænger de amerikansk-israelske relationer i en tynd tråd. Annapolis gør dem blot endnu mere sårbare for brud.

Når man så skubber disse dybe og uundgåelige problemer til side, står forhandlingerne med to praktiske udfordringer: På den palæstinensiske side, er "Fatahs kransekagefigur Mahmoud Abbas" (som Jerusalem Posts klummeskribent Caroline Glick kalder ham) et ekstremt svagt led. "Der eksisterer ikke nogen ansvarlig palæstinensisk ledelse, som ville kunne levere en avis til tiden om morgenen," bemærker Jerusalem Reports Hirsh Goodman, "langt mindre en fredsaftale, som kan holde."

På den israelske side kan Ehud Olmerts statsministerium bryde sammen, hvis hans nervøse partnere forlader regeringskoalitionen. Shas og Yisrael Beiteinu har advaret imod en deling af Jerusalem og andre skridt. Ehud Barak, leder af Arbejderpartiet, vil efter sigende afvise enhver plan, som nægter den israelske forsvarshær, IDF, fri bevægelighed på Vestbredden. Udenrigsminister Tzipi Livni kan trække sig, hvis der ikke gives afkald på en palæstinensisk "ret til tilbagevenden". At en nylig meningsmåling viser, at 77 procent af israelerne mener, at deres regering er "for svag til at underskrive en fredsaftale med palæstinenserne i Israels navn", øger blot risikoen for frafald.

Disse uhyggelige udsigter rejser spørgsmålet: Hvorfor, efter i næsten syv år at have holdt sig fri af de israelsk-palæstinensiske forhandlinger, er Bush-regeringen nu bukket under for denne virus? Nogle mulige faktorer.

Den iranske trussel: Rice ser en mulighed for amerikansk diplomati i en Mellemøst-omstrukturering som følge af den iranske aggression, både aktuelt (Hizbollah, Hamas) og i fremtiden (kernevåben).
Passivitet er værre: Hvis der intet bliver gjort, vil Kadimas allerede bedrøvelige stilling i meningsmålingerne fortsætte med at falde, og Fatahs spinkle greb om Vestbredden vil blive undergravet. Udsigten til, at Likud og Hamas efterfølger Olmert og Abbas vækker ikke større fornøjelse hos Bush-regeringen end hos disse to mænd.
Testamente: Zbigniew Brzezinski har udtrykt det udenrigspolitiske etablissements forhåbninger til Annapolis og dets uklare syn på Rice: "Hun indser, at hendes politiske testamente lige nu i realiteten er meget dårligt. Hvis hun kan hale den her hjem, vil hun blive anset for en ægte historisk figur."
Borgerrettigheder: Rice tror på en bizar analogi mellem Vestbreddens palæstinensere og Sydens sorte.
Messianisme: Både George W. Bush og Rice synes at anse sig selv for at være udset af skæbnen til at løse de arabisk-israelske fjendtligheder. En samtalepartner beretter, at "hun tror, at dette er tiden, hvor den israelske og palæstinensiske konflikt skal ophøre."

Rice's kommentar er både et ekko af George H.W. Bush's udtalelse fra1991 om, at "tiden er kommet til at bringe den arabisk-israelske konflikt til ophør", og den israelske premierminister Ariel Sharons kundgørelse i 2005 af sin intention om "at løse dette problem én gang for alle." Men, som Irving Kristol så mindeværdigt har bemærket: "Den, guderne vil udslette, frister de først til at løse den arabisk-israelske konflikt."

Beslægtede emner: Amerikansk udenrigspolitik, Den arabisk-israelske konflikt & diplomatiet, Israel tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.