Her hvor de amerikansk-israelske spændinger nærmer sig uvante højder, mindes man en tidligere spændingsrunde for næsten tredive år siden, hvor Menachem Begin og Ronald Reagan sad ved roret. I modsætning til Binyamin Netanyahus gentagne undskyldninger anlagde Begin en helt anden tilgang.
Hændelsesforløbet indledtes med en udtalelse fra den syriske diktator Hafiz al-Asad om, at han ikke ville slutte fred med Israel "end ikke i hundrede år," Begin svarede ved at gøre Golanhøjderne til en del af Israel og bragte dermed den militære administration til ophør, som havde styret området, lige siden de israelske tropper erobrede det fra Syrien i 1967. Lovgyldigheden af denne reaktion blev vedtaget uden problemer af Israels parlament den 14. dec. 1981.
 Menachem Begin sammen med Samuel Lewis ved en mere venskabelig lejlighed i maj 1977. |
Yehuda Avner, tidligere Begin-støtte, gengiver stemningen og kommenterer episoden i "When Washington bridled and Begin fumed" (Dengang Washington stejlede og Begin skummede af raseri). Han gengiver det således: "Premierministeren bad Lewis tage plads, stivnede, rettede sig op, rakte ud efter en stak papirer på bordet ved siden af sig, lagde dem på sit skød og [anlagde] et stenansigt og en stemme hård som stål." Begin indledte med en "tordnende opremsning af de forræderiske handlinger, som Syrien havde begået gennem årtier." Han sluttede af med, hvad han kaldte for "et meget personligt og hastende budskab" til præsident Reagan (kan ses på det israelske udenrigsministeriums, Ministry of Foreign Affairs, website).
"Tre gange i de seneste seks måneder har den amerikanske regering 'straffet' Israel," begyndte Begin. Han opregnede de tre situationer: ødelæggelsen af Iraks atomreaktor, bombningen af PLO's hovedkvarter i Beirut og nu loven om Golanhøjderne. Under denne fremlæggelse indskød Lewis ifølge Avner, dog uden held: "Ikke afstraffet Dem, hr. premierminister, blot suspenderet ...," "Undskyld mig, hr. premierminister, det var ikke ...," "Hr. premierminister, jeg må korrigere Dem ...," og "Dette er ikke en afstraffelse, hr. premierminister, det er blot en suspendering indtil ..."
For ganske at få luft for sin vrede henviste Begin til et helt århundredes zionisme:
Hvad er det for et udtryk -- "afstraffelse af Israel"? Er vi jeres vasalstat? Er vi en bananrepublik? Er vi unge knægte på fjorten, som, hvis de ikke opfører sig ordentligt, får et dask over fingrene? Lad mig fortælle Dem, hvem denne regering består af. Den består af mennesker, som har øvet modstand hele livet, kæmpet og lidt. I skræmmer os ikke med "afstraffelser." Den, der truer os, vil erfare, at vi er døve over for trusler. Vi lytter udelukkende til rationelle argumenter. I har ingen ret til at "afstraffe" Israel -- og jeg protesterer mod selve anvendelsen af dette udtryk.
I sit skarpeste angreb på USA udfordrede Begin den amerikanske moraliseren over de civile tab under det israelske angreb på Beirut:
I har ingen moralsk ret til at prædike for os om civile tab. Vi har læst historien om Anden Verdenskrig, og vi ved, hvad der overgik de civile, når I gik i aktion mod en fjende. Vi har også læst historien om Vietnamkrigen og kender jeres udtryk "body-count" (optælling af døde).
Idet Begin refererede til den amerikanske beslutning om at suspendere den nyligt underskrevne aftale, erklærede han, at "Israels folk har levet i 3.700 år uden et samarbejdsmemorandum med Amerika -- og det vil fortsætte med at leve i endnu 3.700 år." På det mere verdslige plan citerede han Haig for på Reagans vegne at have udtalt, at den amerikanske regering ville købe for 200 millioner dollar israelske våben og andet udstyr. "Nu siger De, at det ikke bliver til noget. Der er således tale om en krænkelse af præsidentens løfte. Er det sædvane? Er det passende?"
Idet han mindede om den nylige strid i det amerikanske senat vedrørende beslutningen om at sælge AWACS-fly til Saudi-Arabien, bemærkede Begin, at den "blev ledsaget af en hæslig antisemitisk kampagne." For at illustrere dette nævnte han tre ting: sloganerne "Begin eller Reagan?" og "Vi skal ikke lade jøderne bestemme USA's udenrigspolitik," plus bagtalelserne om, at senatorer som Henry Jackson, Edward Kennedy, Robert Packwood og Rudy Boschwitz "ikke er loyale borgere."
I sit svar på kravet om, at loven om Golanhøjderne blev tilbagekaldt, henførte Begin selve ideen om tilbagekaldelse til "Inkvisitionens tid" og mindede Lewis om, at
Vore forfædre foretrak marterpælen frem for at "tilbagekalde" deres tro. Men vi går ikke til marterpælen. Gudskelov. Vi har tilstrækkelig styrke til at forsvare vores uafhængighed og forsvare vore rettigheder ... vær venlig at underrette udenrigsministeren om, at loven om Golanhøjderne forbliver gyldig. Ingen magt på jorden kan afstedkomme dens tilbagekaldelse.
 Menachem Begin rådfører sig med Yehuda Levy. |
Kommentarer: (1) Slutningen af 1981 markerede lavpunktet i de amerikansk-israelske relationer under Reagan-regeringen. Især det strategiske samarbejde gjorde fremskridt i de efterfølgende år.
(2) Ministeriets website kalder Begins eksplosion for "en aldrig tidligere set handling"; hvortil jeg vil tilføje, at ikke blot var den aldrig tidligere set, den blev heller aldrig gentaget.
(3) Begins fornemmelse af skæbne og hans storslåede oratoriske evner tvang ham til at reagere på den aktuelle politiske modsætning ved at referere til 3.700 års jødisk historie, Inkvisitionen, Vietnamkrigen og den amerikanske antisemitisme. Undervejs ændrede han diskussionens karakter.
(4) Trods intens amerikansk irritation over Begin forbedrede hans hudflettende angreb den israelske stolthed og stilling.
(5) Politikere i andre lande angriber ganske ofte USA. Hamid Karzai, Afghanistans præsident, gjorde det så sent som i sidste uge. Men hans formål -- nemlig at overbevise sine landsmænd om, at han faktisk ikke er en holdt politiker -- adskilte sig fundamentalt fra Begins, som handlede om at hævde Israels værdighed.
(6) Det er vanskeligt at forestille sig nogen anden israelsk politiker, Binyamin Netanyahu medregnet, som ville turde udfolde Begins verbale angreb.
(7) Men det er måske netop, hvad Israel har brug for.
