Araberes vold og grusomheder gør ofte vesterlændinge rådvilde.
Ikke kun Hizbollahs leder erklærer "Vi elsker døden," men det samme gør for eksempel en 24 årig ung mand, som i sidste måned råbte: "Vi elsker døden højere, end I elsker livet," da han smadrede sin bil på Bronx-Whitestone Bridge i New York City. Da to forældre i St. Louis begik æresdrab på deres teenagedatter med tretten stik fra en slagterkniv, råbte den palæstinensiske far: "Dø! Dø hurtigt! Dø hurtigt! . . . Stille, du lille! Dø, min datter, dø!" – og det lokale arabiske samfund støttede dem mod mordanklagen. En prins fra Abu Dhabi torturerede for nylig en kornhandler, som han beskyldte for fusk; selv om en video af den grusomme handling blev vist på internationalt tv, blev prinsen frikendt, mens hans anklagere blev dømt.
I en større målestok fortæller én undersøgelse om 15.000 terroristangreb siden 11. sept. Regeringer overalt i de arabisktalende lande støtter sig i højere grad til brutalitet end til et retsvæsen. Trangen til at eliminere Israel eksisterer stadig, selv om der finder nye opstande sted; det seneste er blusset op i Yemen.
Der findes flere glimrende forsøg på at forklare den arabiske politiks patologi; mine personlige favoritter indbefatter undersøgelser ved David Pryce-Jones og Philip Salzman. Hertil kan nu tilføjes The Strong Horse: Power, Politics, and the Clash of Arab Civilizations (Doubleday, $26), en underholdende, men dybtgående og vigtig analyse ved Lee Smith, Mellemøst-korrespondent for Weekly Standard.
Som eksempeltekst vælger Smith Osama bin Ladens kommentar i 2001: "Når mennesker ser en stærk hest og en svag hest, så vil de helt naturligt kunne lide den stærke hest." Det, som Smith kalder for den stærke hests princip, rummer to banale elementer: Grib magten og fasthold den så. Dette princip er fremherskende, fordi det arabiske offentlige liv "ikke ejer nogen mekanisme til fredelig magtoverdragelse eller magtdeling og derfor opfatter politisk konflikt som en kamp til døden mellem stærke heste." Volden, mener Smith, er "central i det arabisktalende Mellemøstens politik, samfund og kultur." Mere skjult medfører dette også, at der holdes et vagtsomt øje med den næste stærke hest, det politiske landskab måles, og der helgarderes.
Smith hævder, at det er den stærke hests princip, ikke vestlig imperialisme eller zionisme, som "har været bestemmende for det arabisktalende Mellemøstens grundlæggende karakter." Den islamiske religion som sådan både passer ind i dette ældgamle mønster med at støtte den stærke hest og fremmer det. Muhammad, den islamiske profet, var både en stærk mand og en religiøs figur. Sunnimuslimerne har gennem århundreder regeret "ved hjælp af vold, undertrykkelse og tvang." Ibn Khalduns berømte historieteori beskriver dybest set en voldscyklus, hvor stærke heste erstatter svage. Ydmygelsen af dhimmierne minder dagligt ikke-muslimerne om, hvem det er, der regerer.
 Den libanesiske drusiske leder Walid Jumblatt foreslår amerikanske bilbomber i Damaskus. |
Hvilket fører os frem til de ikke-arabiske aktørers politik: Medmindre de er stærke og udviser ægte modstandskraft, vil de tabe, understreger Smith. Pænhed – f.eks. ved at trække sig ensidigt ud af det sydlige Libanon og Gaza – fører uundgåeligt til nederlag. George W. Bush-regeringen påbegyndte med rette et demokratiseringsprojekt, skabte store forhåbninger, men svigtede så de arabiske liberale ved ikke at føre det igennem. I Irak ignorerede regeringen rådet om at indsætte en demokratisk indstillet stærk mand.
Betragtet mere bredt er det sådan, at når den amerikanske regering vakler, så får andre (f.eks. den iranske ledelse) mulighed for at "påtvinge regionen deres egen orden." Walid Jumblatt, en libanesisk leder, har halvt i spøg foreslået, at Washington "sender bilbomber til Damaskus" for at få sit budskab igennem og tilkendegive sin indsigt i den arabiske livsform.
Smiths enkle og næsten universelle princip giver nogle redskaber til at forstå arabernes dødsdyrkelse, æresdrab, terroristangreb, despotisme, krigsførelse og meget mere. Han erkender, at princippet om den stærke hest kan forekomme vesterlændinge ubeskriveligt primitivt, men han insisterer med rette på dets karakter af kold realitet, som udenforstående er nødt til at erkende, tage i betragtning og reagere på.
