Hvem er den mest betydningsfulde nulevende europæer? Jeg nominerer hermed den hollandske politiker Geert Wilders. Det gør jeg, fordi han er bedst placeret, når det gælder at tage den islamiske udfordring op, som kontinentet står over for. Han besidder potentialet til at blive en verdenshistorisk person.
Den islamiske udfordring består af to dele: på den ene side en indfødt befolknings hensygnende kristentro, en utilstrækkelig fødselstilvækst og kulturel undselighed og på den anden en tilstrømning af fromme, frugtbare og kulturelt selvhævdende muslimske immigranter. Denne hurtigtvoksende situation rejser nogle alvorlig spørgsmål vedrørende Europa: vil det bevare sin historiske civilisation eller blive et kontinent med muslimsk flertal underlagt islamisk lov (shari'a)?
Geert Wilders, som altid omgivet af bodyguards. |
PVV er et frihedsparti og mainstream konservativt, uden rødder i neo-fascisme, nativisme, konspirationstendenser, antisemitisme eller andre former for ekstremisme. (Wilders kan offentligt måle sig med Ronald Reagan.) Et tegn på denne moderation er Wilders' langvarige kærlighed til Israel, som har indbefattet to års ophold i den jødiske stat, snesevis af besøg og hans anbefaling af overflyttelsen af den hollandske ambassade til Jerusalem.
Desuden er Wilders en karismatisk, vidende, principfast og ligefrem leder, som hurtigt er blevet den mest dynamiske politiske kraft i Holland. Selvom han har sine meninger om alle typer af emner, så udgør islam og muslimer hans vigtigste politiske tema. Han har overvundet de hollandske politikeres tendens til at holde på det sikre, kalder Muhammed for en djævel og kræver, at muslimerne "river halvdelen af Koranen ud, hvis de ønsker at blive boende i Holland." Mere bredt anser han islam selv for at være problemet, ikke blot en ondartet udgave af den kaldet islamisme.
Endelig har PVV gavn af det faktum, at hollænderne som de eneste i Europa er modtagelige for en ikke-nativistisk afvisning af shari'a. Dette blev for første gang tydeligt for ti år siden, da Pim Fortuyn, en venstredrejet tidligere kommunistisk homoseksuel professor, begyndte at hævde, at hans værdier og livsstil uigenkaldeligt var truet af shari'a. Fortuyn foregreb Wilders med hensyn til at grundlægge sit eget politiske parti og opfordre til en standsning af den muslimske indvandring til Holland. Efter mordet på Fortuyn i 2002, begået af en venstreorienteret, arvede Wilders effektivt hans kappe og hans vælgerskare.
PVV har klaret sig godt i valgene og vundet 6 procent af sæderne ved det nationale parlamentsvalget i november 2006 og 16 procent af de hollandske pladser ved EU-valget i juni 2009. Meningsmålingerne viser nu generelt at PVV ville vinde flertallet af stemmerne og er på vej til at blive landets største parti. Skulle Wilders gå hen og blive premierminister, kunne han påtage sig en lederrolle for hele Europa.
Men han står over for nogle skræmmende udfordringer.
Siddende skulder ved skulder, Daniel Pipes og Geert Wilders i 2006. |
Wilders skal også overvinde sine modstanderes beskidte taktik. Mest bemærkelsesværdigt er, at de omsider, efter 2½ års forberedende forpostfægterier, har fået held til at trække ham ind i en retssag, sigtet for hate speech og opildnen til had. Den offentlige anklagers sag imod Wilders åbnede i Amsterdam den 20. januar; Hvis Wilders dømmes, kan han komme til at stå med en bøde på op til 14.000 dollar eller hele seksten måneders fængsel.
Husk, han er sit lands førende politiker. Plus at han på grund af trusler på livet altid færdes med bodyguards og uafladeligt skifter sikker bolig. Man kan spekulere over, hvem der egentlig er et offer for opildnen til had?
Selvom jeg er uenig med Wilders vedrørende islam (jeg respekterer religionen, men bekæmper islamisterne med alt, hvad jeg har), så står vi skulder-ved-skulder imod denne retssag. Jeg afviser kriminaliseringen af politiske forskelle, især forsøg på at hæmme politiske græsrodsbevægelser ved hjælp af domstolene. Derfor har Middle East Forums Legal Project arbejdet til fordel for Wilders, rejst betydelige midler til hans forsvar og hjulpet på andre måder. Vi gør det, fordi vi føler os overbevist om den overordentlige vigtighed af at kunne tale frit i offentligt regi og i krigstid vedrørende fjendens natur.
Ironisk nok ville det formentlig øge Wilders muligheder for at blive premierminister, hvis han blev dømt og fik en bøde eller en fængselsstraf. Men principper tæller mere end politisk taktik her. Han repræsenterer alle vesterlændinge, som påskønner deres civilisation. Udfaldet af hans retssag og hans ret til at ytre sig frit har følger for os alle.