Mens man endnu vrider hænder i kølvandet på den potentielle tragedie i forbindelse med et fly fra Northwest Airlines tæt på Detroit, dukker en samtale i Londons Heathrow lufthavn i 1986 op i erindringen.
Nizar al-Hindawi og Ann-Marie Murphy. |
Murphy, som senere af anklageren blev beskrevet som en "simpel, usofistikeret irsk pige og katolik," accepterede uden at stille spørgsmål Hindawis arrangement vedrørende hendes flyrejse til Israel med El Al den 17. april. Hun accepterede også en kuffert på hjul, som uden hendes vidende var forsynet med en falsk bund, der rummede næsten 2 kg Semtex, et kraftigt plastisk sprængstof, og hun lod sig råde af ham med hensyn til besvarelse af de spørgsmål, som hun kunne blive stillet af lufthavnens sikkerhedskontrol.
Murphy kom heldigt igennem Heathrows almindelige sikkerhedstjek og nåede frem til gaten med sin taske, hvor en El Al-vagt udspurgte hende. Som det er blevet gengivet af Neil C. Livingstone og David Halevy i magasinet Washingtonian, indledte han med at spørge hende, om hun selv havde pakket sin bagage. Hun svarede benægtende. Derefter:
"Hvad er formålet med Deres rejse til Israel?" Murphy huskede Hindawis instruktion og svarede: "Ferie."
"Er De gift, Miss Murphy?" "Nej."
"Rejser De alene?" "Ja."
"Er det Deres første rejse til udlandet?" "Ja."
"Har De slægtninge i Israel?" "Nej."
"Skal De besøge nogen i Israel?" "Nej."
"Har Deres ferie været planlagt længe?" "Nej."
"Hvor skal De bo, mens De er i Israel?" "Tel Aviv Hilton."
"Hvor mange penge medbringer De?" "Halvtreds pund." Da Hilton på det tidspunkt kostede mindst £70 per nat, spurgte han:
"Har De et betalingskort?" "Åh ja," svarede hun og viste ham et ID til hævning af checks til kontanter.
Det gjorde udslaget, og sikkerhedsvagten sendte hendes taske af sted til yderligere undersøgelse, hvor bombeanordningen blev opdaget.
Sikkerhed i Ben-Gurion lufthavn i Israel. |
Selvom dette lyder selvindlysende, så gør overdreven tillid, politisk korrekthed og lovmæssige begrænsninger en sådan tilgang umulig overalt i Vesten. I USA udsendte Department of Transportation for eksempel, en måned efter 11. sept., nogle retningslinjer, som forbød personalet at generalisere "vedrørende tilbøjeligheden hos medlemmer af nogen form for gruppe af racemæssig, etnisk, religiøs eller national oprindelse til deltagelse i ulovlige aktiviteter." (Bær hijab, råder jeg halvt i spøg de kvinder til, som ønsker at undgå en supplerende screening i lufthavnens sikkerhedskontrol.)
Endnu værre, tænk på de panikagtige og frustrerende Mickey-Mouse-agtige skridt, som den amerikanske Transportation Security Administration iværksatte få timer efter Detroit bombeforsøget: ingen bekendtgørelser fra besætningens side "vedrørende flyrute eller position over byer eller landemærker" og afbrydelse af alle passagerernes kommunikationsmidler. Under rejsens sidste flyvetime må passagererne hverken rejse sig op, have adgang til deres håndbagage eller "have tæpper, puder eller personlige ejendele anbragt på skødet."
Nogle besætninger gik endnu videre og lod kabinelyset være tændt hele natten samtidig med, at de slukkede for flyets interne underholdningsmedier, forbød alt elektronisk udstyr og krævede, i den sidste flyvetime, at passagererne holdt hænderne synlige og hverken spiste eller drak. Det blev så slemt, fortæller Associated Press, at "et krav fra en af stewarderne om, at ingen måtte læse … udløste vantro gisp og hylende latter."
Da TSA mødte omfattende kritik for disse Clouseau-agtige tiltag, besluttede de til sidst at tilføje "øget screening" af rejsende, som rejste gennem eller kom fra fjorten "interessante lande" – som om valget af afgangslufthavn afslører tilbøjelighed til selvmordsbombning.
TSA kaster sig ud i et "sikkerhedscirkus" – hellere nogle klodsede, foregivende skridt, som behandler alle passagerer ens, frem for at risikere at fornærme nogen ved at fokusere, f.eks., på religion. Den alternative tilgang hedder israelificering, defineret af Torontos avis Star som "et system, der beskytter liv og lemmer uden at irritere os til døde."
Hvad ønsker vi – cirkusagtige optrin eller sikkerhed?
Jan. 6, 2010 opdatering: Jeg manglede plads i klummen til at lade dette ultimative scenarium udspille sig: Hvad nu, hvis en meget stor gruppe flykaprere kommer ombord, tilstrækkeligt mange til, at de alene ved muskelkraft – ingen knive, skydevåben eller bomber – kan overmande passagerer og besætning? Hvad nu, hvis de truer piloterne med at strangulere den ene person efter den anden, indtil flyet er under deres kontrol? Ingen mængde af teknologi kan hindre sådan et scenarium; kun en nøje granskning af, hvem der kommer ombord, kan gøre dette.
Og selvom der endnu ikke har optrådt sådan en stor gruppe, så repræsenterede "De Fjorten Syrere Ombord på Northwest Airlines Flight #327" et muligt skridt i denne retning.