Efter invitation for nylig fra det nydannede Pechter Middle East Polls (Pechter Mellemøst-meningsmålinger) til at stille tre spørgsmål til 1.000 repræsentative egyptere og 1.000 saudiske byboere fokuserede Middle East Forum på Iran og Israel, de to mest polariserede lande i regionen. Resultatet er oplysende.
 Nogle egyptere og saudier støtter tanken om et israelsk angreb på iranske kernekraftfaciliteter. |
Iran: I vore dages mellemøst-koldkrig står Irans Islamiske Republik i spidsen for den revolutionære blok, mens regeringerne i Saudi-Arabien og Egypten fører an i den oppositionelle status-quo-blok. Hvor ængstelig er den saudiske og egyptiske befolkning ved den iranske opbygning af kernevåben? Pechter Polls stillede to spørgsmål for MEF: "Hvis vi antager, at den iranske regering fortsætter sit kerneberigelsesprogram, ville du så støtte et israelsk angreb mod de iranske kernekraftfaciliteter?" og "Hvad med et amerikansk angreb på de iranske kernekraftfaciliteter?"
I Egypten støttede 17 procent et israelsk angreb og 25 procent et amerikansk. I Saudi-Arabien udgjorde tallene henholdsvis 25 og 35 procent. Opbakningen til et israelsk angreb er overraskende stor, til et amerikansk stort set, som jeg havde forventet. Disse tal bekræfter en nylig afsluttet undersøgelse af meningsmålingsdata ved David Pollock fra Washington Institute for Near East Policy, som fandt "overraskende høje niveauer for støtte—især blandt saudierne—til barske indgreb mod Irans atomprogram."
Disse tal antyder, at mellem en sjettedel og en tredjedel af befolkningen i de to vigtigste status-quo-lande tilslutter sig et israelsk eller amerikansk angreb på den iranske atominfrastruktur. Selvom der ikke er tale om en ubetydelig minoritet, så er den dog lille nok til at få den egyptiske eller saudiske regering til at tøve over for at lade sig forbinde med et angreb på Iran. Især dette at give israelske styrker tilladelse til at krydse saudisk luftrum kan synes udelukket.
Israel: MEF spurgte: "Islam kendetegner staterne Egypten/Saudi-Arabien; under de rette omstændigheder, ville du da acceptere Israel som jødisk stat?" I dette tilfælde svarede 26 procent af de adspurgte egyptere og 9 procent af saudierne bekræftende.
 Som dette kort, der gengiver Arabien i 1923, viser, rummer Saudi-Arabiens moderne kongedømme flere historisk forskellige regioner. (Klik for større billede) |
En smule kontekst: Siden 1920'erne har omkring 20 procent af palæstinenserne været villige til at leve med Israel i en tilstand af harmoni. Den egyptiske besvarelse overstiger dette i lettere grad, den saudiske ligger væsentligt under. Disse resultater stemmer overens med det politiske livs mere åbenlyst religiøse karakter i Saudi-Arabien i modsætning til Egypten. De bekræfter, at hovedkilden til anti-zionismen nu ikke længere er nationalisme, men islam.
Borer man lidt i undersøgelsens tal, afslører de ingen synderlig demografisk variation (ved alder, uddannelse, etc.). En forskel optræder dog ved en opdeling i køn, idet egyptiske kvinder accepterer Israel som jødisk stat i højere grad end egyptiske mænd, mens det forholder sig lige omvendt hos saudiaraberne, noget der ikke umiddelbart lader sig forklare.
Geografiske forskelle i Saudi-Arabien har større indflydelse. Indbyggere i den vestlige del af landet, som er tættest på Israel, er langt mere villige til at acceptere dette som en jødisk stat end indbyggere i de fjernere centrale eller østlige områder. Omvendt er indbyggerne i de østlige og centrale områder 50 procent mere tilbøjelige til at støtte et amerikansk angreb på det nærliggende Iran end dem i den fjernere, vestlige region.
Det vestlige Saudi-Arabien (Hijaz, Asir) forbliver tro mod sin baggrund som den mest frisindede del af landet, mens den østlige del (Al-Ahsa) har det største antal shi'itter og den største frygt for Teheran. Disse regionale forskelle påpeger nytten af ikke at betragte Saudi-Arabien som et homogent hele, men som en blanding af regioner med historisk forskellige identiteter, og måske føre politik med disse forskelle in mente.
For at opsummere: Disse meningsmålingstal peger på en lille, men ikke ligegyldig base af konstruktive synspunkter i lande, som i vidt omfang er fjendtligt indstillede over for Vesten og Israel. Selvom denne base ikke har de store udsigter til at komme til at drive politik lige med det første, så udgør den en kerne af sund fornuft, som der med passende opmærksomhed kan bygges videre på i et forsøg på at skabe mere langvarige forbedringer.
