Forsiden på Nidal Hasans PowerPoint-fremlæggelse ved et medicinsk foredrag i juni 2007 indikerer, hvor lidt han interesserede sig for medicin, og hvor meget han gik op i modsætningen mellem at være muslim og amerikansk soldat. |
Trods opfordrende hentydninger til "voldelige islamister" fra sen. Joseph Lieberman (Demokrat fra Connecticut), formand for Homeland Security Committee, er der grund til at frygte en hvidvaskning af den massakre, som fandt sted den 5. nov.; det er simpelthen langt nemmere end at erkende implikationerne ved en fjendtlig ideologi, som næsten udelukkende dyrkes af muslimer.
Faktisk har de første reaktioner fra den amerikanske hær, lovens håndhævere, politikere og journalister stort set været enige om, at maj. Nidal Hasans morderiske raseri intet havde at gøre med islam. Barack Obama erklærede: "Vi kan ikke fuldt ud vide, hvad der får et menneske til at gøre den slags," og Evan Thomas fra Newsweek affærdigede Hasan som "en skør kugle."
Men der bliver ved at med strømme beviser ind, som bekræfter Hasans islamistiske livssyn, hans jihadiske temperament og hans bitre had til kafirer (vantro). Jeg omtalte de første kendsgerninger vedrørende hans historie i en artikel, som blev udgivet den 9. nov., men siden er der dukket langt flere oplysninger op; her følger en opsummering. Beviserne deler sig i tre spor, begyndende med Hasans arbejde ved Walter Reed Army Medical Center:
-
Han leverede en timelang formel medicinsk præsentation for sine supervisorer og godt 25 ansatte ved afdelingen for psykisk sundhed i juni 2007, hvilket udgjorde den afsluttende øvelse i hans efteruddannelsesprogram ved Walter Reed. Det, der skulle have handlet om et medicinsk emne efter eget valg, blev i stedet til et 50 siders PowerPoint-foredrag om "The Koranic World View As It Relates to Muslims in the U.S. Military" [Koranens livssyn med særligt henblik på muslimer i det amerikanske militær], der indeholdt kommentarer som "Det bliver sværere og sværere for muslimer i militærtjeneste moralsk at retfærdiggøre deres tilstedeværelse i et militær, som hele tiden synes at agere imod deres muslimske trosfæller" og "Forsvarsministeriet burde give muslimske [sic] soldater mulighed for at blive fritaget som 'samvittighedsnægtere' for at styrke troppernes moral og mindske risikoen for skadelige handlinger." En person, som var til stede ved præsentationen, husker, at "De ledende læger så virkelig oprørte ud" ved dens afslutning.
-
Hasan fortalte mindst én patient på Walter Reed, at "islam kan frelse din sjæl."
-
Så tydelige var Hasans islamistiske tilbøjeligheder, fortæller National Public Radio, at nøglepersoner blandt de psykiatriske autoriteter ved Walter Reed mødtes for at diskutere, om han var psykotisk. En ansat fortalte sine kolleger om sin frygt for, "at hvis Hasan blev udstationeret i Irak eller Afghanistan, ville han måske lække hemmelige, militære oplysninger til islamiske ekstremister. En anden ansat ytrede angiveligt over for sine kolleger sin tvivl med hensyn til, hvorvidt Hasan kunne være i stand til at begå brodermord," i en ihukommelse af sergent Hasan Akbars bersærkergang i 2003.
Herefter fulgte Hasans historie på Ft. Hood:
-
Hans supervisor, kaptajn Naomi Surman, erindrer, at han havde fortalt hende, at hun som vantro ville blive "revet i stumper og stykker" og "brænde i helvede." En anden person fortæller, hvordan han havde erklæret, at de vantro skulle have hovedet hugget af og have brændende olie hældt ned i halsen.
-
I sine psykiatriske rådgivningsmøder med soldater, der var vendt tilbage fra Irak og Afghanistan, hørte Hasan oplysninger, som han anså for svarende til krigsforbrydelser. Så sent som den 2. nov., tre dage før sin morderiske soldetur, forsøgte han at overbevise mindst to af sine overordnede officerer, Surman og oberst Anthony Febbo, om nødvendigheden af at retsforfølge soldaterne.
-
Hasan underskrev rutinemæssigt sine e-mails med "Praise Be to Allah" (Lovpriset være Allah).
- · Han opførte sit fornavn som Abduwalli, i stedet for Nidal, i sin e-mailadresse i den officielle hærstabsoversigt. 'Abd al-Wali er et arabisk navn, som betyder "Herrens slave," hvor Herre er et af Guds 99 navne. Det står ikke klart, hvorfor Hasan gjorde dette, men Abduwalli kan have været et nom de guerre, hvilket er almindelig praksis blandt palæstinensere (Yasir Arafat havde endda to af slagsen - Yasir Arafat og Abu Ammar).
Endelig afslørede Hasans aktiviteter uden for pensum hans livssyn:
-
Han designede nogle grønne og hvide personlige visitkort, som ikke nævnte hans militære tilknytning. I stedet indeholdt de hans navn, derefter "Behavior Heatlh [sic] Mental Health and Life Skills," [adfærdsmæssig sundhed, psykisk sundhed og livsfærdigheder] et Maryland mobiltelefonnummer, en AOL e-mailadresse og "SoA (SWT)." SoA er den jihadiske forkortelse for Soldier of Allah [Allahs soldat] og SWT står for Subhanahu wa-Ta'ala eller "Glory to Him, the Exalted" [Han, den Ophøjede, være lovet].
-
Hasan kontaktede jihadiske websteder via flere forskellige e-mailadresser og skærmnavne.
-
Han udvekslede 18 e-mails mellem dec. 2008 og juni 2009 med Anwar al-Awlaki, Al-Qaeda-rekruttør, inspirator bag mindst to andre nordamerikanske terrorsammensværgelser og flygtet fra det amerikanske retssystem. Awlaki havde været Hasans åndelige leder i to moskeer, Masjid Al-Ribat Al-Islami i San Diego og Dar al-Hijrah Islamic Center uden for Washington, D.C., og han indrømmer at være Hasans fortrolige. Awlaki forestiller sig, at han kan have påvirket Hasans udvikling, og roser Hasan for massakren, idet han kalder ham for en "helt," som "gjorde det rigtige" ved at dræbe amerikanske soldater, før de kunne angribe muslimer i Irak og Afghanistan.
-
I disse e-mails spørger Hasan Awlaki, hvornår jihad er på sin plads og om mord på uskyldige ved et selvmordsangreb. "Jeg kan næsten ikke vente, til jeg slutter mig til dig" i det hinsidige for at diskutere ikke-alkoholisk vin, skrev Hasan til ham. En yemenitisk kommentator kalder Hasan for "næsten et medlem af Al-Qaeda."
-
"Min styrke er min økonomiske formåen," pralede Hasan over for Awlaki, og han gav 20-30.000 dollar om året til islamisk "velgørenhed" uden for USA, hvoraf noget gik til Pakistan.
-
At Hasan, som var af palæstinensisk oprindelse, bar pakistansk klædedragt den morgen, han gik bersærk, peger på hans jihadiske indstilling.
-
Hasan havde "flere uforklarede forbindelser til personer, som var sporet af FBI," ud over Awlaki, heriblandt nogle i Europa. En embedsmand har karakteriseret disse som værende "islamiske ekstremister, om ikke nødvendigvis al Qaeda."
-
Duane Reasoner Jr., den 18-årige muslimske konvertit, som Hasan vejledte i islam, kalder sig selv for en "ekstremist, fundamentalist, mujhadeen, muslim," som åbenlyst støtter Awlaki, Osama Bin Laden, Taliban, Omar Abdur Rahman (den blinde sheik) og Adam Gadahn (Al-Qaedas amerikanske topfigur).
Disse symptomer set i sammenhæng efterlader ingen tvivl med hensyn til Hasans jihadiske indstilling. Men vil efterforskningen give sig selv lov til at se hans motiver? Skete dette, ville det betyde en ændring fra en krig imod "oversøiske katastrofeoperationer" og "menneskeskabte ulykker" til en krig imod radikal islam. Er amerikanerne parate til det?