Amerikanske tropper forlod de irakiske byer i sidste uge under parader, fyrværkeri og tilråb som "Ud, Amerika, ud!" og "Amerika er væk! Baghdad har sejret!"
 Irakere fejrede de amerikanske soldaters tilbagetrækning fra irakiske byer den 1. juli. |
Nogle af de amerikanske byskanser blev overgivet til irakerne, andre blev revet ned. Som kapt. Andrew Roher udtrykte det, da han stod i en forretningsgade i det centrale Baghdad og så sin lille base blive jævnet med jorden: "Efterlad intet spor, det er målet." De amerikanske tropper er flyttet ud i telt- og krydsfiner- "installationer" (kald dem ikke "baser") uden for byerne.
Kort fortalt betyder disse ændringer, at irakerne, trods mere end seks års amerikansk ledet besættelse og deres nuværende ønske om betydelig amerikansk støtte, omsider mere eller mindre styrer deres eget land.
For mig at se kommer den amerikanske flytning ud til landområderne seks år for sent. Allerede i en artikel i 2003, "Lad irakerne styre Irak," gav jeg dette råd: "Overgiv magten til irakerne. Lad dem danne en regering. … Ophæv koalitionsstyrkernes patruljering i byernes gader og deres beskyttelse af bygninger og anbring dem i ørkenbaser."
Washingtons lange udskydelse har kostet amerikanerne dyrt, først i form af tusindvis af døde og flere hundrede milliarder dollars, og derefter i form af en forgiftning af amerikansk politik. Bindingen af amerikanske interesser til de irakiske byboeres velfærd smadrede solidariteten "united we stand" efter 11.sept. og erstattede den med landets mest genstridige og ondskabsfulde debat siden Vietnam-krigen.
Og endnu værre, besættelsen af de irakiske storbyer har en endnu uberegnelig, men skræmmende, langvarig indvirkning. Mere end noget andet var det dette, at man påtog sig ansvaret for de irakiske byer, som bragte George W. Bush i vanry og opbyggede den understrøm af støtte, som bragte den mest venstreorienterede politiker nogensinde ind i præsidentembedet. Barack Obamas første halve år i embedet antyder, at han ønsker at indføre fundamentale ændringer i forholdet mellem stat og samfund; i den forstand kommer amerikanerne sandsynligvis i mange årtier til at betale for fejltagelserne i Irak.
Og hvad med besættelsens indvirkning på irakerne? Som Ernesto Londoño fra Washington Post bemærker, så har to spørgsmål plaget de amerikanske tropper, mens de forberedte sig på tilbagetrækningen den 30. juni: Hvordan ville de irakiske styrker opføre sig, efter at de havde trukket sig ud? Ville de amerikanske liv og penge, som blev brugt til at understøtte og legitimere den irakiske regering, vise sig at være en god investering?
Jeg er pessimistisk, for jeg betragter Irak som et historisk set voldeligt land endnu på vej ud af Saddam Husseins stalinistiske mareridt, et land propfuldt af korruption, spændinger, had og hævntørst. De amerikanske troppers tilstedeværelse gennem seks år lettede midlertidigt på presset, men vil næppe for alvor kunne bedre landets skæbne.
Mange irakere er enige. "Når amerikanerne trækker sig ud, vil alt blive plyndret, for så er der ingen, der kigger," siger en irakisk løjtnant i hæren. "Der bliver borgerkrig—det er der ingen tvivl om," spår en tolk. Ingen bekymrer sig om de livfulde budskaber om håb og forsoning, som blev kaldt frem i Irak med de amerikanske skatteyderes penge. "Irak er som et spædbarn lige nu. Det har brug for nogen, der passer på det," har formanden for et lokalt sikkerhedsråd sagt. Et shi'itisk medlem af den lovgivende forsamling, Qassim Daoud, opfordrer åbent de amerikanske tropper til at blive indtil 2020 eller 2025
Men tropperne trækkes ubønhørligt ud, og jeg forudser, at den massive amerikanske indsats hurtigt vil opløses, slå fejl og blive glemt. Irakerne vil være dårlige til at håndtere problemer som terrorisme, sunni-shiitiske spændinger, kurdisk autonomi, islamistiske ambitioner, kristnes forsvinden, en skrøbelig Mosul-dæmning og en forældet olie- og gas-infrastruktur. Borgerkrig vil være en aktuel mulighed, efterhånden som de sekteriske kampe vender tilbage. Aktuelle vidnesbyrd indikerer, at irakerne end ikke vil være i stand til at beholde og bevare det militære isenkram til flere milliarder dollar, som er blevet doneret af USA.
Som amerikaner siger jeg held og lykke til Irak, men gudskelov for ophøret af amerikansk kontrol med landets byer, farvel til opsynet med økonomi og skoler, slut med bekymringer vedrørende stammernes indbyrdes relationer og Mosul-dæmningen og adjø til ansvaret for terroristerne og deres ofre.
Det er ironisk, at mens besættelsen af de irakiske byer har påført USA dyb og langvarig skade, så vil dens velgørende indvirkning på Irak sandsynligvis være overfladisk og forbigående. Alt i alt er et smertefuldt spild af resurser under afvikling ikke et øjeblik for tidligt.
