"Hvem kunne for hundrede år siden have forestillet sig, at jøderne skulle blive de bedste soldater og araberne de bedste til PR?" spurgte jeg tilbage i 2005.
Et iøjnefaldende eksempel på arabernes overlegenhed inden for PR er deres evne til at forvandle kortet over den arabisk-israelske konflikt. I de første årtier viste kortene over den arabisk-israelske konflikt Israel i et kæmpestort Mellemøsten, et område så lille, at man praktisk talt skulle bruge et forstørrelsesglas for at finde det. Men i vore dage skildres konflikten typisk ved et kolossalt Israel, som tårner sig truende op over den splittede Vestbred og Gaza.
Denne ændring i størrelse medfører en ændring i status som den svage part; hvor Israels status som svag aktør engang fremstod klart, har palæstinenserne nu lagt beslag på denne position og alle dens medfølgende fordele.
En nylig undersøgelse ved Joseph A. Vandello, Nadav P. Goldschmied og David A. R. Richards, "The Appeal of the Underdog," i Personality and Social Psychology Bulletin tager udgangspunkt i den antagelse, at "Når mennesker overværer konkurrencer, bliver de ofte tiltrukket af de deltagere, der opleves som ufordelagtigt stillede eller med meget ringe sandsynlighed for at vinde. … Hvis mennesker fristes til at sympatisere med personer, der opfattes som den svage part, kan holdningerne til parterne i denne konflikt formes strategisk ved at betone den ene gruppes status som svag i forhold til den anden."
Trioen undersøger da denne hypotese ved til dels at kigge på den arabisk-israelske konflikt. For at afdække de mulige fordele ved at blive opfattet som underhund foranstaltede forfatterne et eksperiment, hvor de
iværksatte status som svageste part ved på en forfinet måde at øge forskellen i fysisk størrelse på nogle kort, som ændrede perspektivet således, at et iøjnefaldende Israel fremstod stort og omsluttende de mindre, besatte, palæstinensiske territorier, eller modsat ved at få Israel til at synes lille ved at vise det omgivet af arabiske lande i et større Mellemøsten.
Efter at have kreeret eksperimentet med de to kort forudså forfatterne, "at denne ændring i visuelt perspektiv ville fremkalde en oplevelse af underhundsstatus, som til gengæld ville forudsige støtte til den svage part."
Deres forudsigelse var korrekt. Lille størrelse viste sig at være nøglen til at blive opfattet som den svage part:
Deltagerne blev spurgt om, hvilken side de anså for at udgøre den svage part i konflikten. Når Israel fremstod stort på kortet, oplevede 70% palæstinenserne som den svage part. Hvorimod når Israel fremstod lille på kortet, opfattede 62,1% Israel som den svage part.
Det at blive opfattet som svageste part giver afgjort visse fordele med hensyn til at vinde politisk sympati:
Deltagerne blev også spurgt, hvilken gruppe de følte størst sympati for. Når Israel fremstod stort på kortet, følte 53,3% størst sympati for palæstinenserne. Hvorimod når Israel fremstod lille på kortet, følte 76,7% størst sympati for Israel.
Det er en forskel på 23 procent, hvilket er vældig meget. Lille størrelse har, erfarede de, også "betydelig" indflydelse på sympatiens intensitet:
Deltagerne blev bedt om at angive størrelsen af den sympati, som de følte over for konfliktens parter, på en skala fra 1 (ingen) til 5 (meget). Når Israel fremstod stort på kortet, udtrykte deltagerne en anelse større sympati for palæstinenserne (3,77 imod 3,73), men når Israel fremstod lille på kortet, udtrykte deltagerne større sympati for israelerne (4,00 imod 3,30).
Kommentarer:
(1) Der er noget besynderligt ved at rode med en for den svageste part livstruende situation, som om det ikke gjaldt andet end et sportsmesterskab, men det får være. Den moderne tilværelse opfordrer os til at træffe afgørelser i mange forhold, hvor vi mangler viden; og holdningerne hos en dårligt oplyst offentlighed kan siden dirigere selv modne demokratiers politik, der styres af meningsmålinger.
(2) Dette at holde med den svage part passer ind i en større sammenhæng. Jeg dokumenterede for eksempel i 2006 (i "Besynderlig logik i Libanon-krigen") at "det at lide tab og at ligne et offer gavner ens stilling" i kampen om den offentlige mening.
(3) Ønsket om at virke som den svage part eller lide størst tab vender op og ned på det historiske imperativ, "hvor parterne hver især ønsker at skræmme fjenden ved at virke grum, ubøjelig og sejrssikker."
(4) Denne kovending er blot en af mange måder, hvorpå krigsførelsen har ændret sig fundamentalt i de seneste 60 år og er blevet til en næsten uigenkendelig variant af sin egen historiske identitet.
(5) Krigens rammer – skabelsen af den måde, hvorpå den opfattes – er blevet så vigtige, at, som jeg udtrykte det i 2006, "det clausewitzske tyngdepunkt er flyttet fra kamppladsen til lederkommentarerne og nyhedsoplæserne. Hvordan krigen bliver opfattet, er langt vigtigere, end hvordan den rent faktisk bliver udkæmpet."
(6) Svage, men opfindsomme organisationer som Hizbollah og Hamas har været bedre til at tilpasse sig denne nye virkelighed end de magtfulde, men traditionsbundne vestlige regeringer.
(7) Disse regeringer bør vågne op og erkende den grundlæggende betydning af public relations i krig.
