Var jeg den eneste, der vantro gned øjnene forleden, da den egyptiske regering var vært for en "International konference til genopbygning af Gaza"?
 Husni Mubarak fra Egypten taler ved Gaza-donorernes konference. |
Blandt de større donationer indgik et bidrag fra Gulf Cooperation Council på 1,65 milliarder dollar over fem år og et løfte fra den amerikanske regering på 900 millioner dollar fra de amerikanske skatteydere (hvoraf 300 millioner skal gå til genopbygning af Gaza).
Husni Mubarak fra Egypten, Nicholas Sarkozy fra Frankrig, Silvio Berlusconi fra Italien, Ban Ki-moon fra FN, Amr Moussa fra Den Arabiske Liga og Mahmoud Abbas fra Det Palæstinensiske Selvstyre holdt alle tale.
Hvorfor denne min vantro ved dette skue: Jo, jeg spekulerer på, hvorvidt disse eminencer og velærværdigheder virkelig tror, at krigsførelse i Gaza nu hører fortiden til, og at tiden til genopbygning er nær?
De læser givetvis ikke telegrammerne fra det sydlige Israel, der beretter om den daglige krigsførelse, som fortsætter der. Tag f.eks. et repræsentativt nyhedsemne fra Yedi'ot Aharonot, dateret den 28. februar: "Eksperter: Grad'er i Ashkelon var avancerede."
de to Grad-raketter, som landede i Ashkelon lørdag morgen[den 28. feb.] var nye og forbedrede modeller med en evne til større ødelæggelse end dem, der sædvanligvis bliver affyret fra Gaza. En af raketterne ramte en skole i den sydlige by og havde held til at gennemtrænge den befæstning, som bruges til at beskytte skolen mod projektiler. … De Grad-raketter, som ramte Ashkelon, var to ud af de blot fem eller seks lokalt fremstillede 170 mm raketter, som nogensinde er blevet affyret mod Israel, siger eksperter. De sjældent benyttede raketter har en rækkevidde på 14 km (8,6 miles) og er i stand til at forøve massiv skade, hvilket fremgår af de ødelæggelser, som vidner beskrev fra scenen for lørdagens angreb.
I en officiel protest til FN skrev Israels ambassadør, Gabriela Shalev, at "der har fundet næsten 100 raket- og morterangreb sted fra Gaza-striben" siden våbenhvilen den 18. januar, eller mere end to om dagen. De er taget til i antal, med 12 raketter affyret mod Sderot alene den 1. marts.
Som svar på disse angreb besluttede det israelske kabinet den 1. marts, at "såfremt beskydningen fra Gaza-striben fortsætter, vil den blive mødt af en smertefuld, skarp, stærk og kompromisløs reaktion fra sikkerhedsstyrkerne." Den udpegede premierminister, Binyamin Netanyahu, gentog denne krigeriskhed, idet han efter sigende fortalte en europæisk leder, at han ikke ville ofre Israels sikkerhed "for et smil."
(Den saudiske udenrigsminister, Saud Al-Faisal, bemærkede med uventet enighed, at en genopbygning af Gaza ville være "vanskelig og dumdristig, så længe fred og sikkerhed ikke hersker" der.)
Hvad i helvede er det, donorlandene foretager sig, når de træder ind midt i en foregående krig med deres højtprofilerede, formodede genopbygningsbestræbelser? Mit bedste gæt er dette: Det tillader dem i det skjulte at signalere til Jerusalem, at man hellere må lade være med at angribe Gaza igen, for gør man det, vil man komme til at stå over for en masse meget vrede donorregeringer – herunder, selvfølgelig, Obama-regeringen.
Noget, der blot øger den surrealistiske karakter, er den ubekymrede ligegyldighed over for Israels sikkerhedsbehov. Tænk blot på holdningen hos Douglas Alexander, international udviklingssekretær for Englands Labour-regering, som lovede 30 millioner pund af sine skatteyderes penge til genopbygning af huse, skoler og hospitaler i Gaza. "Der er et desperat behov for, at de strenge restriktioner på tilførslen af varer bliver slækkede," sagde han og krævede derpå, at "Israel bør gøre det rigtige og tillade de stærkt behøvede forsyninger at komme igennem til de mænd, kvinder og børn, som fortsat lider."
Det er vældig humanitært af Mr. Alexander, men han ignorerede bevidst de israelske forventninger om, at Hamas konfiskerer stål, beton og andre vigtige byggematerialer for at bygge flere tunneller, bunkere og raketter. Hamas har trods alt tilegnet sig tidligere leveringer, som var beregnede for civile, og det så skamløst utilsløret, at selv det sædvanligvis så føjelige United Nations Relief and Works Agency protesterede.
Husni Mubarak vil måske advare Hamas mod at behandle donorernes løfter som en "krigssejr," men de vil helt sikkert gøre netop det. Den amerikanske republikaner Mark Kirk (republikaner fra Illinois) har forstået det rigtigt: "Ved at dirigere 900 millioner dollar ind i dette område, og lad os sige, at Hamas kun var i stand til at stjæle 10 procent af dem, så forbliver vi stadig Hamas' andenstørste bidragsyder næst efter Iran."
Så under det muntre banner for opbygning af, med Clintons ord, "en udstrakt fred mellem Israel og dets arabiske naboer," nægter donorstaterne ikke alene Israel retten til at beskytte sig selv mod raket-ild, men de sluser også materiel ind til Hamas.
Er dette et udtryk for uvidenhed eller løgnagtighed? Jeg mener det sidste; ingen er så dumme.
