Nu hvor demokraterne sidder ved roret både i de udøvende og de lovgivende afdelinger, hvilke ændringer vil man da kunne forvente i amerikansk politik over for den arabisk-israelske konflikt?
Personaleudnævnelserne har indtil nu passet med centrum-venstre-skabelonen. På plussiden betyder dette, således som kommentatoren Steven Rosen skriver, at ingen på holdet medbringer en "klar venstrefløjsagenda præget af farlige vildfarelser – faktisk er mange af dem fornuftige og intelligente, resistente om ikke fuldkommen immune over for det vrøvl, som forblænder de fleste akademikere." Især når man erindrer sig Barack Obamas tidligere forbundsfæller (Ali Abunimah, Rashid Khalidi, Edward Said) og de potentielle alternative "dream teams" ["drømmehold"], kommer dette som en lettelse.
På minussiden, bemærker Rosen, er de fremtidige medarbejdere "moderate og centrumorienterede til overmål, og ingen af dem er i stand til at ringe med alarmklokkerne ved den ekstraordinære fare, som vi står over for, eller foreslå en reaktion ud over det sædvanlige."
Hvis man anlægger et bredere perspektiv, hinsides personalet, vil man finde et tilsvarende blandet billede. Læg mærke til den pro-Israel-resolution, som Kongressen vedtog tidligere på måneden, og som "anerkendte Israels ret til at forsvare sig imod angreb fra Gaza, bekræftede USA's stærke opbakning til Israel og støttede den israelsk-palæstinensiske fredsproces." Den gik også enstemmigt igennem Senatet og Repræsentanternes Hus med 390-5, idet 22 medlemmer var registret som værende "til stede". Af disse 27 var de 26 demokrater; den 27. var Ron Paul, republikaner udelukkende af navn.
Denne afstemning indebærer to ting: For det første har amerikanernes stærke, topartis pro-Israel-holdning klaret sig igennem Gaza-konflikten. For det andet optræder de personer, som har en kølig eller fjendtlig holdning til Israel, i overvældende grad i en niche inden for Det Demokratiske Parti.
Meningsmålinger har gennem det seneste årti bestandigt vist, at amerikanerne i høj grad bakker op om Israel, men demokraterne i mindre grad end republikanerne. Allerede i 2000 påviste jeg, at "mange gange flere medlemmer af Det Republikanske Parti end demokrater er venligt stemt over for Israel, og de to ledelser afspejler denne forskel." I de senere år har meningsmåling efter meningsmåling bekræftet dette mønster, selv under krigene mod Hizbollah og Hamas. For at citere et par stykker:
- Marts 2006, Gallup: "har du større sympati med israelerne end med palæstinenserne?" Svar: 72 procent af republikanerne og 47 procent af demokraterne sympatiserer mere med israelerne. (Forskel: 25 procent.)
- Juli 2006, NBC/WSJ: "har du størst sympati med Israel eller med de arabiske lande?" Svar: 81 procent af republikanerne og 43 procent af demokraterne sympatiserer mest med Israel. (Forskel: 38 procent.)
- August 2006, LAT/Bloomberg: Er du enig i, at "USA fortsat bør alliere sig med Israel"? Svar: 64 procent af republikanerne og 39 procent af demokraterne var enige. (Forskel: 25 procent.)
- Marts 2008, Gallup meningsmåling: 84 procent af republikanerne og 64 procent af demokraterne ser positivt på Israel. (Forskel: 20 procent.)
- December 2008. Rasmussen Reports: 75 procent af republikanerne og 55 procent af demokraterne siger, at Israel er USA's allierede. (Forskel: 20 procent.)
Republikanernes støtte til Israel er bestandigt større, idet den er mellem 20 og 38 procent større end demokraternes og har et gennemsnit på 26 procent. Sådan har det ikke altid været. Faktisk har demokrater og republikanere drastisk skiftet plads i holdningen til Israel gennem tres år og tre perioder.
I den første periode, 1948-70, udviste demokrater som Harry Truman og John Kennedy varme over for den jødiske stat, mens republikanere som Dwight Eisenhower var mere kølige. I den anden periode, 1970-91, kom republikanere som Richard Nixon og Ronald Reagan til at påskønne Israel som en stærk allieret; som jeg konkluderede i 1985, betød dette, at "venstreorienterede og konservative støtter Israel imod araberne i lige stort omfang." Men med afslutningen på Den Kolde Krig i 1991 begyndte en tredje æra, hvor demokraterne fokuserede på den palæstinensiske sag og nedkølede deres forhold til Israel, mens republikanernes støtte til Israel blev stadig varmere.
Matt Brooks, direktør for Republican Jewish Coalition, bemærker korrekt, at "demokrater vender i stigende grad ryggen til Israel." Denne tendens antyder en sandsynlig spændingstilstand gennem de næste fire år med hensyn til, hvorvidt man skal anlægge en mere "europæisk" holdning til Israel eller ej.
Spændingerne findes allerede. På den ene side har Obamas hold været ukritisk over for Israels krig mod Hamas samtidig med, at man har udtalt, at man ikke vil indgå aftaler med Hamas, at Israel er USA's nøgleallierede i Mellemøsten, og at den amerikanske politik vil tage hensyn til Israels sikkerhedsinteresser. På den anden side har dette hold vist en villighed til at omgås Hamas og udviser en tendens til en mere "upartisk" holdning, til at presse mere på for at få forhandlinger i gang og til at dele Jerusalem.
Kort sagt, politikken over for den jødiske stat er sat i spil.
