Mellemøst-spørgsmål vil sandsynligvis komme til at spille en hidtil uset betydningsfuld rolle ved det amerikanske midtvejsvalg om mindre end et halvt år. Tre emner står øverst på dagsordenen: kursen for krigen i Irak, en passende reaktion på Irans nukleare ambitioner og de stigende oliepriser.
Trods disse emners fremtrædende plads er her tale om flygtige temaer, hvor vælgerne ville træffe deres afgørelser ud fra ubestandige omstændigheder og uden klart definerede forskelle på de to store partier; hvad er egentlig demokraternes holdning til Irak eller republikanernes til Iran? Et fjerde Mellemøst-tema, den arabisk-israelske konflikt, har større valgmæssig betydning til trods for, at den er mindre profileret i år. Den udgør et mangeårigt tema, som hjælper med at definere de to partier.
Båndet mellem USA og Israel udgør det mest specielle "særlige forhold" i verden i dag såvel som broderskabsforholdet i international politik. På mange områder – udenrigspolitik, strategisk samarbejde, økonomiske bånd, intellektuelle forbindelser, religiøse bånd og indblanding i hinandens indenrigspolitik – har de to lande et usædvanligt, om ikke enestående forhold til hinanden. Dette rækker endda helt ind i lokalpolitikken; som en artikel i avisen New Yorker i 1994 formulerede det, så ser det til tider "ud som om Mellemøsten – eller i hvert fald Israel – udgør en afdeling" af New York.
Endvidere afstemmer et betydeligt antal amerikanere (jøder, evangeliske kristne, arabere, muslimer, anti-semitter, venstrefløjsfolk) deres stemmeafgivning i forhold til den israelske politik.
Siden Israels grundlæggelse i 1948 har demokrater og republikanere skiftet side i holdningen til Israel. I den første æra, 1948-70, havde demokraterne større sympati for den jødiske stat og republikanerne klart mindre. Mens demokraterne lagde vægten på de åndelige bånd, var republikanerne tilbøjelige til at betragte Israel som en svag stat og en belastning i Den Kolde Krig.
Den næste æra blev indledt omkring 1970 og varede i 20 år. I kølvandet på Israels ekstraordinære sejr i Seksdageskrigen kom præsident Richard Nixon, som var republikaner, til at betragte Israel som et militært energicenter og en nyttig allieret. Denne nye synsvinkel endte med at gøre republikanerne lige så positive over for Israel som demokraterne. I en påpegelse af denne kendsgerning konkluderede jeg i en undersøgende artikel i 1985: "Liberale og konservative støtter i lige høj grad Israel imod araberne."
Da Den Kolde krig ophørte i 1990, indledtes den tredje æra. Demokraterne blev køligere stemt over for Israel og republikanerne endnu varmere. Venstrefløjen gjorde den palæstinensisk-arabiske sag til et kernetema i sin verdensopfattelse (tænk på Durban-konferencen i 2001), mens højrefløjen uddybede sit religiøse og politiske forhold til Israel.
Denne tendens er blevet tiltagende åbenbar. I 2000 fandt en undersøgelse, bestilt af venstrefløjs- og anti-Israel-aktivisten James Zogby, "en betydelig deling af tilhængerne" i den arabisk-israelske konflikt, idet republikanerne var betydeligt mere pro-Israel end demokraterne. Stillet over for eksempelvist dette spørgsmål: "Med hensyn til Mellemøsten, hvordan mener du så, at den næste præsident bør forholde sig til regionen?" sagde 22% af republikanerne og kun 7% af demokraterne, at han burde være pro-Israel.
En nylig undersøgelse af Gallup meningsmålinger angiver, at 72% af republikanerne og 47% af demokraterne sympatiserer mere med israelerne end med de palæstinensiske arabere. Et detaljeret blik på selvsamme data afslører endnu mere dramatiske resultater, idet konservative republikanere har mere end fem gange større sympati med Israel end liberale demokrater.
Den demokratiske kølighed over for Israel passer med et mere omfattende mønster af konspirationsteorier vedrørende ny-konservative og anti-jødiske udbrud af partistjerner som Jimmy Carter, Jesse Jackson, Cynthia McKinney og James Moran. En iagttager, Sher Zieve, konkluderer, at blandt demokrater "er og har anti-semitismen været stigende" gennem nogen tid.
Den aktuelle tendens synes at vokse sammen med en ledsagende frasortering af jøder og arabere/muslimer i amerikansk politik. Dette får mig til at forvente, at muslimer, arabere og andre, der er fjendtligt indstillede over for Israel, i stigende grad vil stemme demokratisk, ligesom jøder og mennesker, der er venligt stemt over for den jødiske stat, i stigende grad stemmer republikansk. Set i dette lys bør det bemærkes, at amerikanske muslimer ser sig selv som direkte konkurrenter til jøderne; Brookings Institutes Muqtedar Khan spår, at muslimerne i USA snart "vil være i stand til ikke alene at overgå jøderne stemmemæssigt, men også at overbyde jødiske og de fleste andre etniske lobbyer."
Denne udvikling har nogle potentielt dybtgående konsekvenser for forholdet mellem USA og Israel. Fortidens tværpartipolitiske kontinuitet vil ophøre og blive erstattet af en omfattende ændring, hver gang Det Hvide Hus skifter hænder fra det ene parti til det andet. Når den politiske konsensus bryder sammen, vil Israel blive taberen.
