"Lyt opmærksomt til mig," fortalte Egyptens præsident, Hosni Mubarak, en interviewer den 30. jan. "Gaza er ikke en del af Egypten og bliver det aldrig …. jeg har hørt tale om et forslag om at gøre Striben til en forlængelse af Sinai-halvøen, om at læsse ansvaret for den over på Egypten", men Mubarak afviste dette som "det rene drømmeri."
 Egyptiske sikkerhedsstyrker forsegler grænsemuren i Rafah den 3. feb. 2008 med metalspigre. (AP Photo / Adel Hana) |
I betragtning af, at Gazas indbyggere har vist sig ude af stand til at skabe et ansvarligt selvstyre, og Cairo stiltiende har tilladt indsmuglingen af våben siden 2000, bør Mubarak gøres ansvarlig for Gaza-Striben. Som min klumme i sidste uge fremhævede, så "bør Washington og andre hovedstæder erklære eksperimentet med selvstyre i Gaza for en fiasko og presse Hosni Mubarak i Egypten til at hjælpe."
Hamas indvilliger delvist: Én leder, Ismail Haniyeh, håber, at Gaza kan "bevæge sig i retning af økonomisk løsrivelse fra den israelske besættelse," mens en anden, Ahmad Youssef, ønsker grænsen mellem Gaza og Egypten åbnet for handel, og at Egypten kommer til at tjene som Gazas "port" ud til omverdenen. Da Hamas har lovet, at Cairos fornyede lukning af muren den 3. feb. ikke vil skrue tiden tilbage, kræver Egyptens Muslimske Broderskab, som er en Hamas-allieret, at grænsen til Gaza skal genåbnes. Kan Mubarak ignorere disse krav, som er populære blandt egypterne? I virkeligheden er Gaza allerede begyndt at trænge sig ind på et uvilligt Egypten.
Nogle israelere ønsker at hjælpe hermed. Israels viceforsvarsminister, Matan Vilnai, hævder f.eks., at Cairo bør tage over rent økonomisk. "Når Gaza er åben til den anden side, mister vi ansvaret for det. Derfor ønsker vi at løsrive os fra det. Vi ønsker at holde op med at forsyne dem med elektricitet, at holde op med at forsyne dem med vand og medicin." Den israelske højesterets bestemmelse fra den 30. jan. om, at regeringen kan reducere forsyningerne af brændsel og elektricitet til Gaza, gør en afskæring mulig.
Hvordan gennemføres overførslen af Gaza?
Robert Satloff fra Washington Institute for Near East Policy har over for mig foreslået, at Jerusalem kundgør tre trin: "en fast dato for afbrydelsen af Israels forsyninger af vand, elektricitet og handelsadgang, fri adgang for erstatningstjenester gennem Egypten og en invitation til international støtte for at forbinde Gaza til de egyptiske ledningsnet." Giora Eiland, tidligere israelsk sikkerhedsrådgiver, vil tillige løse Gaza fra dets toldunion med Israel og Vestbredden.
Disse israelske initiativer ville tvinge Egypten. Egypterne vil selvfølgelig, med hjælp fra Fatah og endda Hamas, forsøge at genrejse grænsen og skubbe byrden tilbage på Israel. Men i sidste instans vil den arabiske solidaritet kræve, at de egyptiske "brødre" udfylder tomrummet efter den israelske fjende. Når først Jerusalem afskærer forsyningerne, har Cairo intet andet valg end at tilvejebringe dem. Økonomisk afhængighed vil derefter involvere Egypten endnu mere, hvilket har yderligere konsekvenser. Det
-
genopliver den gamle forestilling om at løse den arabisk-israelske konflikt via en trevejsforhandling mellem Egypten, Israel og Jordan.
-
giver Hamas mulighed for at forbinde sig med sin ophavsorganisation, Det Muslimske Broderskab. De egyptiske sikkerhedsstyrker har faktisk allerede arresteret mindst 12 bevæbnede Hamas-medlemmer i Egypten og andre indbyggere fra Gaza med selvmordsbælter. Kontrollen med den islamistiske vold fra Gaza vil blive en egyptisk prioritet – men Mubarak har håndteret islamister gennem hele sin 27-årige præsidentperiode, og han kan behandle denne nye udfordring på en måde, som Israel ikke kan.
-
begrænser Hamas' and Islamisk Jihads frihed til at angribe Israel. Javist, egypterne ønsker, at raketterne skal falde over Sderot, men Cairo ved godt, at en fortsættelse heraf inviterer til israelske repressalier og muligvis en omfattende krig.
Til at forhindre Gazas indbyggere i at skabe ballade i Egypten eller angribe Israel kræves en kraftig politiindsats i deres område. Dette betyder formentlig, at man må løsne de stramme restriktioner vedrørende udstationeringen af egyptiske tropper nær grænsen til Israel i Tillæg I til den egyptisk-israelske fredstraktat fra 1979. Heldigvis behøver den egyptiske sikkerhedstjeneste i Gaza kun at være lettere bevæbnet og de multinationale styrker & observatører i Sinai-halvøen ville kunne føje denne overvågningspligt til deres opgaver.
Kort sagt, Gaza kan overlades til Egypten i tillid til, at egypterne må acceptere det og må hindre Gazas indbyggere i at angribe Israel. En påbegyndelse af denne "fredsproces" vil imidlertid kræve en ukarakteristisk mængde fantasi og energi af Israel og de vestlige stater.
