Når det gælder statens kamp mod en ikke-statslig fjende, hersker der en udbredt opfattelse af, at den kamp er dømt til at mislykkes for statens vedkommende.
I 1968 drog Robert F. Kennedy den slutning, at en sejr i Vietnam "sandsynligvis [var] uden for vores rækkevidde," og opfordrede til en fredelig løsning. I 1983 skrev kommentatoren Shahram Chubin, at de sovjetiske tropper i Afghanistan var viklet ind i en "krig, som ikke kan vindes." I 1992 forsøgte amerikanske embedsmænd at undgå et engagement i Bosnien af frygt for at blive viklet ind i en flere hundrede år gammel konflikt. I 2002 beskrev den pensionerede amerikanske general Wesley Clark den amerikanske indsats i Afghanistan som umulig at vinde. I 2004 sagde præsident George W. Bush om krigen mod terror: "Jeg tror ikke, at den kan vindes." I 2007 vurderede Winograd-kommissionen Israels krig mod Hizbollah umulig at vinde.
Mere end nogen anden krig for nylig er de allierede styrkers indsats i Irak blevet anset for at føre til et sikkert nederlag, især i perioden 2004-06. Tidligere udenrigsminister Henry A. Kissinger, tidligere britisk minister Tony Benn og tidligere amerikansk særlig udsending James Dobbins har alle kaldt den umulig at vinde. Baker-Hamiltons Iraq Study Group Report genlød af dette synspunkt. Militæranalytiker David Hackworth, har, blandt andre, udtrykkeligt sammenlignet Irak med Vietnam: "Ligesom i Vietnam var den irakiske surdejssump åh-så-nem at synke ned i, men forekommer at være lige så svær at komme op af igen."
Listen over "krige, som er umulige at vinde," fortsætter og omfatter for eksempel også kontraoprørskrige i Sri Lanka og Nepal. "Bag alle disse analyser," skriver Yaakov Amidror, pensioneret israelsk generalmajor, ligger den formodning, "at kontraoprørskampagner nødvendigvis forvandler sig til langvarige konflikter, som uundgåeligt vil miste politisk støtte."
Amidror er imidlertid ikke enig i denne vurdering. I en nylig undersøgelse offentliggjort af Jerusalem Center for Public Affairs, Winning Counterinsurgency War: The Israeli Experience, argumenterer han overbevisende for, at stater kan besejre ikke-statslige aktører.
Denne debat er af den allerstørste betydning, for hvis pessimisterne har ret, vil de vestlige styrker være dømt til at tabe hver eneste igangværende og fremtidig konflikt, som ikke omfatter konventionelle styrker (dvs. fly, skibe og tanks). Fremtiden vil forekomme sort ved udsigten til vellykkede oprør rundt om i verden og endda i Vesten selv. Man kan kun gyse ved udsigten til en intifada i israelsk stil f.eks. i USA. Tilfældigvis kom der nyt fra Australien i sidste uge vedrørende en islamistisk gruppe, som opfordrede til en "skov-jihad" med omfattende skovbrande i landet.
Nedkæmpelse af oprør er mulig, hævder Amidror, men ikke nem. Til forskel fra vægten på styrkers og arsenalers størrelse i traditionelle krige postulerer han fire betingelser af hovedsagelig politisk art, som er nødvendige for at nedkæmpe oprør. To af disse vedrører staten, hvor den nationale ledelse bør:
- Forstå og acceptere den politiske og pressemæssige udfordring, som følger med bekæmpelse af oprør.
- Erkende efterretningernes vitale rolle, investere i dem og kræve, at militæret bruger dem effektivt.
De to andre betingelser vedrører kontraterroristoperationer, som bør:
- Isolere terroristerne fra den ikke-terroristiske civilbefolkning.
- Kontrollere og isolere de områder, hvor terroristerne lever og kæmper.
Hvis disse retningslinjer bliver fulgt på rette måde, vil resultatet ikke blive en underskrivelsesceremoni og en sejrsparade, men noget langt mere raffineret – noget Amidror kalder for "tilstrækkelig sejr", men som jeg foretrækker at kalde "tilstrækkelig kontrol." Hermed mener han et resultat, "som ikke fremkalder mange års fred, men som snarere blot opnår en 'påtvunget ro,' som kræver en fortsat indsats for at bevare denne." Som eksempler fremhæver Amidror de britiske resultater i Nordirland og de spanske over for baskerne.
Når disse betingelser er opfyldt, hævder Amidror, så begynder "den vanskelige, komplicerede, knusende, glansløse krig uden faner og trompeter." Den krig indebærer, at man "samler småbidder af efterretninger, drager sine konklusioner, indsætter mindre styrker i kamp under vanskelige forhold i en blandet befolkning af terrorister og uskyldige civile i et tæt befolket bycentrum eller en isoleret landsby, og med små taktiske sejre."
Følger man disse grundlæggende forskrifter, vil det give succes, og vestlige stater har faktisk i det seneste århundrede haft fornøjelsen af en imponerende række af sejre over oprørere. To gange har amerikanske styrker nedkæmpet oprør på Filippinerne (1899-1902 og 1946-54), ligesom englænderne gjorde det i Palæstina (1936-39), Malaysia (1952-57) og Oman (1964-75), israelerne på Vestbredden (Operation Defensive Shield, 2002) og senest den amerikanske bølge i Irak.
Kontraoprørskrige kan vindes, men de sætter deres egne betingelser og vilkår, som adskiller sig klart fra dem, der gælder for konventionel krigsførelse.
