Hvis man ikke kan sætte navn på sin fjende, hvordan kan man så besejre ham? Ligesom en læge må identificere en sygdom, før han kan kurere patienten, således må en strateg identificere fjenden, før han kan vinde krigen. Men vesterlændingene har vægret sig ved at identificere modstanderen i den konflikt, som den amerikanske regering skiftevis (og eufemistisk) har kaldt den "globale krig mod terror," den "lange krig," den "globale kamp mod voldelig ekstremisme" eller endda den "globale kamp for sikkerhed og fremskridt."
Denne frygtsomhed omsættes i en manglende evne til at definere krigens mål. To amerikanske udtalelser på højt niveau i slutningen af 2001 er typiske for de vestlige regeringers vage og ineffektive erklæringer. Forsvarsminister Donald Rumsfeld definerede sejr som skabelse af "et miljø, hvor vi rent faktisk kan udfolde og leve [vores] frihed." I modsætning hertil kundgjorde George W. Bush et smallere mål, nemlig "bekæmpelsen af det globale terrornetværk" – hvad dette udefinerede netværk så end måtte være.
"Bekæmpelse af terrorisme" har faktisk vedblivende været det basale krigsmål. Hvoraf følger, at terrorister er fjenden og kontraterrorisme den vigtigste reaktion.
Men analytikere har i stigende grad konkluderet, at terrorisme blot er en taktik, ikke en fjende. Bush indrømmede reelt dette i midten af 2004, da han erkendte, at "Vi har faktisk givet krigen mod terror et forkert navn." I stedet kaldte han krigen for en "kamp mod ideologiske ekstremister, som ikke tror på frie samfund, og som benytter terror som et våben til at bringe den frie verdens samvittighed til at vakle."
Et år senere, i kølvandet på trafiknetbombningerne i London den 7/7, hjalp den britiske premierminister Tony Blair diskussionen videre ved at tale om fjenden som "en religiøs ideologi, en forgrening inden for den verdensomspændende religion islam." Kort efter anvendte Bush selv betegnelserne "islamisk radikalisme," "militant jihadisme" og "islamo-fascisme." Men disse betegnelser afstedkom megen kritik, og han opgav dem.
Ved midten af 2007 var Bush vendt tilbage til at tale om "den store kamp mod ekstremisme, som i dag udspilles i store dele af Mellemøsten." Det er sådan, sagen ligger i dag, hvor de amerikanske regeringskontorer rådes til at referere til fjenden med så uklare begreber som "dødskult," "kultagtig," "sekterisk kult" og "voldelige kultdyrkere."
I virkeligheden har fjenden et præcist og koncist navn: islamisme, en radikal, utopisk udgave af islam. Islamister, dvs. tilhængere af denne velfinansierede, vidtspændende, totalitære ideologi, forsøger at skabe et globalt islamisk system, som gør fuld anvendelse af islamisk lov (shari‘a).
Defineres bevægelsen således, fremgår den nødvendige reaktion klart. Den er tofoldig: at besejre islamismen og hjælpe muslimerne til at udvikle en anden form for islam. Det er ikke tilfældigt, at denne tilgang stort set stemmer med det, de allierede styrker opnåede vis-à-vis de to forrige radikale, utopiske bevægelser, fascismen og kommunismen.
Først kommer byrden ved at bekæmpe en ideologisk fjende. Ligesom i 1945 og 1991 bør målet være at marginalisere og svække en sammenhængende og aggressiv, ideologisk bevægelse, så den ikke længere tiltrækker tilhængere eller udgør en verdensomvæltende trussel. Anden Verdenskrig, som blev vundet med blod, stål og atombomber, udgør én model til sejr, Den Kolde Krig med dens afskrækkelse, kompleksitet og næsten fredelige kollaps udgør en helt anden.
En sejr over islamismen må formentlig trække på begge disse overleveringer og blande dem til en ny bryg bestående af konventionel krigsførelse, kontraterrorisme, kontrapropaganda og mange andre strategier. På den ene side har krigsindsatsen ført til omstyrtelse af taleban-regeringen i Afghanistan; på den anden side kræver det en gendrivelse af de lovlige islamister, som arbejder lovligt på den uddannelsesmæssige, religiøse, mediemæssige, retslige og politiske arena.
Det andet mål indebærer, at man hjælper de muslimer, som modsætter sig de islamistiske mål og ønsker at tilbyde et alternativ til islamismens fordærv ved at forsone islam med de bedste, moderne former for livsførelse. Men disse muslimer er svage og består mest af enkeltindivider, som først lige har påbegyndt det hårde slid med at undersøge, kommunikere, organisere, finansiere og mobilisere.
For at kunne gøre dette hurtigere og mere effektivt har disse moderate behov for ikke-muslimsk opmuntring og støtte. Uanset hvor uimponerende de måtte forekomme i øjeblikket, så er det alene de moderate, som, med vestlig støtte, ejer potentialet til at modernisere islam og dermed udrydde truslen fra islamismen.
I den endegyldige analyse byder islamismen på to vigtige udfordringer for vesterlændinge: At ytre sig åbenhjertigt og at sigte mod sejr. Intet af dette ligger naturligt for det moderne menneske, som har tendens til at foretrække politisk korrekthed og konfliktløsning eller endda formildelse. Men når disse forhindringer er overvundet, vil den islamistiske fjendes objektive svaghed med hensyn til arsenal, økonomi og ressourcer betyde, at han nemt kan nedkæmpes.
