To religiøst definerede nye stater dukkede frem af skårene efter det britiske imperium i kølvandet på Anden Verdenskrig. Israel var selvfølgelig den ene; den anden var Pakistan.
De udgør et interessant, om end sjældent sammenlignet par. Pakistans oplevelse af udbredt fattigdom, næsten konstant indre uro og ydre spændinger, som har kulmineret i dets nuværende status som næsten hasardstat, giver en antydning om de farer, som Israel har undgået med sin stabile, liberale politiske kultur, dynamiske økonomi, banebrydende højteknologiske sektor, levende kultur og imponerende sociale sammenhæng.
Men trods alle sine præstationer lever den jødiske stat under en forbandelse, som Pakistan og de fleste andre politiske systemer aldrig står over for: truslen om udslettelse. Landets bemærkelsesværdige fremskridt gennem årtier har ikke befriet det fra en overhængende trussel på mange flanker, som rummer næsten alle tænkelige midler: masseødelæggelsesvåben, konventionelle militære angreb, terrorisme, interne omvæltninger, økonomisk blokade, demografisk angreb og ideologisk underminering. Ingen anden nutidig stat står over for en sådan liste af trusler; faktisk har formentlig ingen i historien nogensinde gjort det.
Israels fjender deler sig i to hovedlejre: venstrefløjen og muslimerne, med den yderste højrefløj som et mindre tredje element. Venstrefløjen rummer en rabiat fortrop (International ANSWER, Noam Chomsky) og et mere raffineret centrum (FN's generalforsamling, Canadas Liberale Parti, mainstreammedierne, de største kirkesamfund, skolebøger). Men i den endelige analyse fremstår venstrefløjen imidlertid i mindre grad som en styrke i sig selv og mere som hjælpetropper for den primære, anti-zionistiske aktør, som er den muslimske befolkning. Sidstnævnte kan til gengæld opdeles i tre klare grupper.
Først kommer de udenlandske stater: Fem væbnede styrker, som invaderede Israel ved dets uafhængighed i maj 1948, og siden nabohære, luftstyrker og søværn, som kæmpede i krigene i 1956, 1967, 1970 og 1973. Selvom den konventionelle trussel er aftaget noget, så udgør Egyptens amerikansk finansierede våbenopbygning én fare, og truslen fra masseødelæggelsesvåben (især fra Iran, men også fra Syrien og potentielt fra mange andre stater) udgør en anden og endnu større.
Dernæst kommer de eksterne palæstinensere, dem der lever uden for Israel. Yasir Arafat og Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), som var kørt ud på et sidespor af regeringerne fra 1948 til 1967, fik deres chance med nederlaget for tre staters væbnede styrker i Seksdageskrigen. Efterfølgende begivenheder såsom Libanon-krigen i 1982 og Oslo-aftalen i 1993 har bekræftet de eksterne palæstinenseres centrale position. I dag styrer de konflikten ved hjælp af vold (terrorisme, missiler fra Gaza) og endnu vigtigere ved at presse verdensopinionen imod Israel via en medieindsats, som vækker bred genklang blandt muslimer og venstreorienterede.
Som den tredje faktor kommer de muslimske borgere i Israel, ligningens slumrende element. I 1949 udgjorde de blot 111.000 eller 9 procent af Israels befolkning, men i 2005 var de blevet tifoldigt mangedoblet til 1.141.000 og 16 procent af beholdningen. De drog fordel af Israels åbne indstilling og udviklede sig fra et medgørligt og ineffektivt samfund til et selvhævdende sådant, som i stigende grad afviser den israelske stats jødiske karakter med potentielt dybtgående konsekvenser for denne stats fremtidige identitet.
Selvom denne lange liste af farer adskiller Israel fra alle andre vestlige lande og tvinger det til at beskytte sig dagligt mod sin lange række af fjender, så gør denne knibe Israel mærkeligt lig andre lande i Mellemøsten, som ligeledes står over for truslen om udslettelse.
Kuwait, som blev erobret af Irak, forsvandt faktisk fra jordens overflade mellem august 1990 og februar 1991; havde det ikke været for en amerikansk ledet koalition, var landet ganske sikkert ikke genopstået. Libanon har i realiteten været under syrisk kontrol siden 1976, og skulle fremtidige begivenheder give grund til en formel annektering, vil Damaskus frit og helt officielt kunne indlemme det. Bahrain hævdes lejlighedsvist af Teheran at være en del af Iran, senest i juli 2007, hvor en kollega til ayatollah Ali Khamene'i, Irans øverste leder, hævdede, at "Bahrain er en del af Irans jord," og insisterede på, at "Det væsentligste krav hos Bahrains folk i dag er at give denne provins tilbage … til dens moder, det islamiske Iran." Jordans eksistens som selvstændig stat har altid været prekær, til dels fordi landet stadig opfattes som et kolonipræget kunstgreb fra Winston Churchills side, og til dels fordi adskillige stater (Syrien, Irak, Saudi Arabien) og palæstinenserne anser det for et oplagt bytte.
At Israel befinder sig i dette selskab har flere implikationer. Det sætter Israels eksistentielle dilemma i perspektiv: Mens intet land risikerer udslettelse uden for Mellemøsten, så er dette næsten et rutinemæssigt problem i denne regionen, hvilket antyder, at Israels ustabile status ikke vil finde sin løsning inden for den nærmeste fremtid. Dette mønster betoner også Mellemøstens enestående brutale, ustabile og fatale politiske liv; regionen rangerer klart som verdens værste nabolag. Israel er barnet med briller, som forsøger at klare skolen, mens det selv lever i en bandeplaget del af byen.
Mellemøstens dybe og omfattende politiske sygdom peger på det fejlagtige i at betragte den arabisk-israelske konflikt som den drivende kraft bag regionens problemer. Det er mere fornuftigt at betragte Israels tilstand som et resultat af regionens forgiftede politik. At give Israel skylden for Mellemøstens autokrati, radikalisme og vold svarer til at give det flittige skolebarn skylden for banderne. At løse den arabisk-israelske konflikt betyder derimod kun at løse denne konflikt, ikke at ordne hele regionen.
Selvom alle medlemmerne af denne truede kvintet frygter udslettelse, så er Israels vanskeligheder de mest komplekse. Israel, som har overlevet utallige trusler på dets eksistens gennem de seneste seks årtier, og som har gjort dette med æren i behold, giver sin befolkning grund til at feste. Men glæden vil ikke vare længe, før det har ryggen mod barrikaderne for at forsvare sig mod den næste trussel.
