Ødelæggelse af skulpturer af Muhammed

Denne karikaturtegning af Muhammed ved Kurt Westergaard, trykt den 30. september 2005 sammen med elleve andre, tiltrak sig størst opmærksomhed og vrede.

I denne måned forpurrede Danmarks politi en terroristsammensværgelse om at myrde Kurt Westergaard, den karikaturtegner som tegnede den stærkeste af Muhammed-tegningerne, hvilket fik de fleste af landets aviser til at gentrykke hans karikaturtegning som en solidarisk handling og et signal til islamisterne om, at deres trusler og vold ikke vil føre til noget.

Denne hændelse peger på islamisternes blandede succes med hensyn til at lægge bånd på den vestlige frihed til at ytre sig om Muhammed – tænk på Salman Rushdies Sataniske Vers eller Deutsche Opers produktion af Mozarts Idomeneo. Selvom trusler om vold til tider virker, så provokerer de lige så hyppigt, vækker vrede og inspirerer til modstand. En høflig og diplomatisk henvendelse kan opnå mere. Til at illustrere dette skal her anføres to parallelle bestræbelser, fra henholdsvis 1955 og 1997, på at fjerne nogle næsten identiske skulpturer af Muhammed på amerikanske retsbygninger.

I 1997 krævede Council on American-Islamic Relations (CAIR), at en del af en frise fra 1930'erne i den største retssal i USA's højesteretsbygning i Washington, D.C., skulle sandblæses ind i glemslen med den begrundelse, at islam forbyder billedgengivelser af sin profet. Det godt 2 meter høje marmorrelief ved Adolph Weinman afbilder Muhammed som én blandt 18 historiske lovgivere. I venstre hånd holder han Koranen i bogform (en skurrende historisk unøjagtighed set fra et muslimsk synspunkt), og i højre holder han et sværd.

Højesteretsfrisens gengivelse af Muhammed. De officielle domstolsoplysninger påpeger, at "Ovenstående figur er et velment forsøg fra skulptøren, Adolph Weinmans side på at ære Muhammed, og den har ingen lighed med profeten Muhammed. Muslimer nærer generelt en stærk aversion imod skulpturer eller billedlige gengivelser af deres profet."

Overdommer William Rehnquist afviste imidlertid CAIR's pres, idet han fandt, at afbildningen "kun var ment som en gengivelse [af Muhammed] … som en vigtig skikkelse i retshistorien; den var ikke ment som en form for idoldyrkelse." Blot medgav Rehnquist, at domstolslitteraturen skulle nævne, at afbildningen krænker muslimske følelser. Hans afgørelse blev mødt med optøjer og tilskadekomne i Indien.

I modsætning hertil var der tilbage i 1955 en kampagne for at nedlægge censur mod en afbildning af Muhammed ved en anden amerikansk retsbygning, som havde heldet med sig. Det drejede sig om den i New York City baserede retsbygning for appelretten ved første departement ved staten New Yorks højesteret. Denne bygning var opført i 1902 og rummede i sin tagbalustrade en knapt 2,5 meter høj marmorstatue af "Mohammed", ved Charles Albert Lopez, som én af ti historiske lovgivere. Denne Muhammed-statue holdt ligeledes en Koran i venstre hånd og en krumsabel i den højre.

Selvom figurerne øverst oppe på bygningen er synlige fra gaden, var lovgivernes identitet vanskelig at skelne. Først ved en almindelig istandsættelse af bygningen i februar 1953, herunder også dens statuer, blev offentligheden gjort opmærksom på deres identitet. Den egyptiske, indonesiske og pakistanske FN-ambassadør reagerede med at bede USA's udenrigsministerium om at bruge sin indflydelse til at få Muhammed-statuen ikke renoveret, men fjernet.

Karakteristisk nok sendte udenrigsministeriet to ansatte af sted for at overtale New York City's kommissær for offentlige arbejder, Frederick H. Zurmuhlen, til at føje ambassadørerne. Retten fik, ifølge cheffuldmægtig George T. Campbell, "også et antal breve fra muhamedanere på dette tidspunkt, som alle bad retten om at skille sig af med statuen." Alle syv appelretsdommere anbefalede Zurmuhlen at tage statuen ned.

Selvom, som Time magazine udtrykte det, "faren for, at et større antal newyorkere ville give sig til at tilbede statuen, måtte indrømmes at være minimal," så fik ambassadørerne deres vilje. Zurmuhlen fik den fornærmende statue fragtet af sted til at lager i Newark, New Jersey. Mens Zurmuhlen spekulerede over, hvad han skulle stille op med den, rapporterede Times i 1955, har statuen "ligget på ryggen i en kasse i flere måneder." Dens endelige tilstand er ukendt.

Øverst til venstre: Retsbygningen for appelretten ved første departement ved staten New Yorks højesteret, ved Madison Avenue og 25. gade, New York City, fotograferet før 1955 fra sydvest. Bemærk tilstedeværelsen af en statue yderst til højre (mod øst) på bygningen. Nederst til venstre: Samme retsbygning, efter 1955. Bemærk den manglende statue yderst til højre. Muhammed-statuen havde været placeret i den vestlige ende ud mod 25. gade, men de øvrige statuer på den side blev flyttet ét trin mod vest i 1955, således at den tomme plint nu befinder sig i den østlige ende. Til højre: Muhammed-statuen fra New York, beskrevet af New York Times, viser profeten "af normal højde, men bredskuldret, med kraftige, stærke hænder. Under turbanen er hans øjenbryn fremstående og rynkede. Et langt, tungt skæg falder ned over hans kappe. I venstre hånd holder han en bog, symbolet på den nye religion han havde grundlagt, og i højre hånd en krumsabel, som hentyder til muslimsk sejr."

Den tomme sokkel, hvor Muhammed ikke længere står.

I stedet for at erstatte den tomme sokkel på retsbygningens tag lod Zurmuhlen de ni tilbageværende statuer flytte rundt for at skjule den tomme plads, således at Zoroaster kom til at erstatte Muhammed på pladsen ved det vestlige hjørne. Mere end et halvt århundrede senere er det stadig situationen ved retsbygningen.

Genkaldelsen af disse begivenheder fra 1955 antyder flere ting. For det første, at der er forekommet pres fra muslimer på Vesten om at indordne sig islamiske skikke forud for den nuværende islamistiske æra. For det andet, at selv med et minimalt antal muslimer i Vesten kunne et sådant pres lykkes. Og endelig antyder modstillingen af de parallelle episoder i 1955 og 1997, at den tidligere henvendelse fra ambassadører, som fremsætter høflige anmodninger – ikke despotiske krav bakket op af vrede menneskeskarer, for slet ikke at tale om terroristsammensværgelser – kan være den mest effektive vej.

Denne konklusion bekræfter mit mere generelle synspunkt – og udgangspunkt for Islamist Watch-projektet – at islamister, som arbejder stille inden for systemet, opnår mere end vildskab og krigeriskhed. I sidste ende frembyder den bløde islamisme en lige så stor fare som den voldelige islamisme.

Mr. Pipes, direktør for Middle East Forum, suspenderer sin klumme i nogle uger.