Hvorfor er Mellemøsten i den grad på kant med den moderne tilværelse, træg på alle områder lige fra det at kunne læse og skrive og til generel levestandard, fra militær dygtighed til politisk udvikling?
 Philip Carl Salzmans "Culture and Conflict in the Middle East," fra Prometheus Books. |
Salzman, som er antropolog, indleder med at skitsere de to styringsstrukturer, som historisk set har domineret i Mellemøsten: stammeautonomi og tyrannisk centralisme. Førstnævnte, hævder han, er kendetegnende for regionen og udgør en nøgle til at forstå den. Stammesamfundenes selvstyre er baseret på det, som Salzman kalder for balanceret modsætning, en mekanisme hvorved de mellemøstlige befolkningsgrupper, som lever i ørkener, bjerge og på stepper, beskytter deres liv og lemmer gennem tillid til deres omfangsrige familier.
Dette umådeligt indviklede og forfinede system kan koges ned til, at (1) den enkelte er afhængig af, at hans/hendes slægtninge på faderens side (kaldet for agnater) yder beskyttelse, og at (2) lige store grupper af agnater står over for hinanden. Den ene kernefamilie står således over for den anden kernefamilie, den ene klan står over for den anden klan og så fremdeles, helt op på meta-stammeniveau. Eller som det velkendte mellemøstlige ordsprog opsummerer disse konfrontationer: "Jeg imod min broder, jeg og min broder imod mine fætre, jeg og mine brødre og mine fætre imod verden."
Positivt betragtet yder slægtssolidariteten en værdig uafhængighed af undertrykkende stater. Negativt betragtet medfører den aldrig ophørende konflikter; hver eneste gruppe har mangfoldige, svorne fjender, og fejderne varer ofte ved gennem generationer.
Stammeautonomi har styret Mellemøstens historie, sådan som den store historiker Ibn Khaldun observerede det for over seks hundrede år siden. Når en regering begyndte at vakle, opstod der store stammeforbund, som forlod deres udtørrede ørkenområder og tog kontrol med byerne og det opdyrkede land. Når stammerne havde overtaget staten, udnyttede de ufortrødent deres magt til at fremme deres egne interesser og udbyttede brutalt den underkuede befolkning, indtil de selv begyndte at vakle, og kredsløbet begyndte forfra.
Salzmans kraftpræstation ligger i hans opdatering af Ibn Khaldun, idet han viser, hvordan det dobbelte mønster med stammeselvstyre og tyrannisk centralisme fortsat kendetegner tilværelsen i Mellemøsten, og bruger det til at forklare regionens mest karakteristiske fænomener, såsom autokrati, politisk ubarmhjertighed og økonomisk stagnation. Det gælder ligeledes udslettelseskrigen imod Israel og, mere generelt, islams "blodige grænser" – det udbredte fjendskab imod ikke-muslimer.
Dette dobbelte mønster forklarer endda nogle af kerneaspekterne ved det mellemøstlige familieliv. Den bydende nødvendighed af at opbyde flere agnater end naboen betyder, ifølge Salzman, at der udvikles taktiske manøvrer til at overgå denne i antal af mandligt afkom. Dette har flere implikationer:
- At man lader sine døtre ægte deres fætre som en vej til, at familien får gavn af deres frugtbarhed.
- At man praktiserer polygami for på denne måde at nyde godt af flere kvinders frugtbarhed.
- At man holder øje med de andre familiers kvinder i håbet om at gribe disse i en umoralsk handling og dermed tvinge deres mandlige slægtninge til at dræbe dem og således gå glip af deres frugtbarhed.
Det sidste punkt antyder, at balanceret modsætning i det store og hele bærer ansvaret for den velkendte, mellemøstlige skik med "æresdrab," hvor brødre myrder søstre, fætre myrder kusiner, fædre myrder døtre, og sønner myrder mødre. Det er bemærkelsesværdigt, at kvindens indiskretion tolereres inden for familien og næsten udelukkende fører til mord, når den kommer til omverdenens kendskab uden for familien.
I bredere forstand betyder balanceret modsætning, at Mellemøsten mangler de abstrakte principper, hvormed man måler menneskelige handlinger "efter almene kriterier, uafhængigt af de berørte udøveres slægtskab." I stedet kræver den intense partikularisme, at et familiemedlem støtter en nær slægtning imod en fjernere, uanset hvem der bærer skylden. Stammefolk og underkuede, ikke borgere, befolker regionen. Det faktum, at størstedelen af Mellemøstens befolkninger fastholder denne os-imod-dem-mentalitet, dødsdømmer al universalisme, retssikkerhed og konstitutionalisme. Da de mellemøstlige samfund er fanget i disse ældgamle mønstre, skriver Salzman, "klarer de sig dårligt efter de fleste sociale, kulturelle, økonomiske og politiske kriterier." Og efterhånden som regionen undlader at modernisere, sakker den stadig længere agterud.
Den kan kun vinde frem ved at bryde med slægtssolidaritetens arkaiske system. "Dette lader sig ikke gøre ved at erstatte traditionelle grupper med nydannede grupper [såsom politiske partier], men ved at erstatte grupper med individer." Individualismen vil imidlertid kun kunne gøre fremskridt blandt de mellemøstlige befolkninger, når "det, de er for, er vigtigere, end hvem de er imod."
Denne fundamentale ændring kan det tage årtier, endda århundrede at nå. Men Salzmans dybtgående analyse gør det muligt at forstå regionens besynderlige plage og finde dens løsning.
