Virkningerne af nationalsocialismen i Mellemøsten er normalt forekommet kortvarige og overfladiske. Ulig kommunismen, hvis lokale partier og ydre indflydelse gennem sovjetblokken holdt sig gennem mange årtier, så varede nazisternes øjeblik godt seks år, 1939-45, og de havde kun beskeden regional tilstedeværelse bortset fra Rommels hære i Nordafrika og et flydende pro-nazistisk regime i Irak.
Men to imponerende og betydningsfulde bøger har rettet op på historien. Djihad und Judenhass (2002) af Matthias Küntzel, oversat til engelsk i 2007 som Jihad and Jew-Hatred: Islamism, Nazism and the Roots of 9/11 [Jihad og jødehad: Islamisme, nazisme og roden til 11.sept.], påviser det nazistiske tankegods' fortsatte indflydelse på islamisterne. Nazi Propaganda for the Arab World [Nazi-propaganda for den arabiske verden] af Jeffrey Herf fokuserer på en tidligere periode, 1930-40'erne, og Hitlers og hans kumpaners store bestræbelser på at overføre deres ideer til Mellemøsten. Efter at have læst Küntzel og Herf indser jeg, at min uddannelse i det moderne Mellemøsten har manglet en afgørende ingrediens, den nazistiske.
Herf, som er specialist i moderne tysk historie ved University of Maryland, bringer en helt ny samling af informationer frem i lyset: sammendrag af nazistisk kortbølgeradioudsendelser på arabisk, som blev indsamlet gennem tre år ved den amerikanske ambassade i Cairo. Dette depot afslører for første gang til fulde, hvad Berlin fortalte araberne (og i mindre omfang iranerne). Som det fremgår side efter side i Nazi Propaganda for the Arab World af hjernelammende, men nødvendige detaljer, så forfulgte tyskerne først og fremmest to emner: standsning af zionismen og fremme af islamismen. Hver især fortjener de en nøjere granskning.
Den nazistiske propaganda på arabisk skildrede Anden Verdenskrig, historiens største og mest ødelæggende krig, som om den primært handlede om landstriben mellem Middelhavet og Jordan-floden. Denne fortolkning smigrede araberne og videreførte samtidig Hitlers store idé om, at jøderne ønskede at overtage de arabiske lande og i sidste ende hele verden, at de allierede styrker blot var brikker i denne zionistiske sammensværgelse, og at Tyskland førte an i modstanden mod dem.
Palæstina udgjorde nøglen, ifølge disse radioudsendelser. Hvis zionisterne tog over, ville de "kontrollere de tre kontinenter: Europa, Asien og Afrika. Dermed ville de være i stand til at styre hele verden og sprede den jødiske kapitalisme." I det tilfælde ville araberne blive undertrykt og islam funktionsløs. "Hvis bolsjevismen og demokratiet går af med sejren," erklærede den nazistiske radio, "vil araberne være for evigt underlagt og alle spor af islam vil blive visket bort." For at undgå denne skæbne måtte araberne slutte sig sammen med akselandene.
 Jeffrey Herf |
Samtidig udviklede det nazistiske regime en tilgang til muslimerne, som stort set ignorerede Protocols of the Elders of Zion, Mein Kampf og andre europæiske kilder til fordel for udvalgte passager fra Koranen.
Hitlers propagandister forsikrede for det første muslimerne om, at akselandene "respekterer Koranen, sanktionerer moskeer som helligdomme og hylder islams profet." Man henviste til de tyske orientalisters respektfulde arbejde som et vigtigt tegn på velvilje. For det andet argumenterede man for det, som Heinrich Himmler kaldte for islams og nationalsocialismens "fælles mål og fælles idealer." Disse omfattede monoteisme, fromhed, lydighed, disciplin, selvopofrelse, mod, ære, gavmildhed, fællesskab, enhed, anti-kapitalisme og en dyrkelse af arbejde og krigsførelse.
Desuden fik muslimerne at vide, at de og nazisterne angiveligt begge kæmpede en "storslået kamp for frihed" imod englænderne, den vigtigste kolonimagt i Mellemøsten. Regimet trak en parallel mellem Muhammad og Hitler og præsenterede umma'en som stort set analog til dets eget begreb om et totalitært Volksgemeinschaft ("folkefællesskab").
Nazisterne beskrev islam som en allieret og efterlyste derfor dens genopståen samtidig med, at man opfordrede muslimerne til at handle gudfrygtigt og efterligne Muhammad. Radio Berlin på arabisk gik så langt som til at erklære "Allahu akbar! Æret være araberne, æret være islam." Tyskerne erklærede, at de muslimer, som ikke var tilstrækkeligt retskafne (dvs. ikke efterfulgte den nazistiske ideologiske model), fik umma'en til at sygne hen: "Muslimer, I er i dag tilbagestående, fordi I ikke har vist Gud en passende gudsfrygt og ikke frygter ham." Og ikke blot tilbagestående, men tillige "invaderet af nådesløse tyranner." Især over for shi'iterne antydede nazisterne, at Hitler var den længe ventede Tolvte Imam eller den muslimske dommedagspendant til Jesus, som skulle bekæmpe anti-krist (nemlig jøderne) og udvirke verdens ende.
Nazisterne bemærkede parallellen mellem vers fra Koranen (Sura 5:82, "I vil ikke møde nogen større fjende af de troende end jøderne") og Hitlers ord ("Ved at modstå jøderne overalt kæmper jeg for Herrens værk") og gjorde Koranen til et anti-semitisk skrift, hvis primære formål var at opildne til evigt had mod jøder. De hævdede endda fejlagtigt, at Muhammad beordrede muslimerne til at bekæmpe jøderne, "indtil de er udslettet."
I den nazistiske udgave stammede det jødisk-muslimske fjendskab tilbage til det 7. årh. "Siden Mohameds tid har jøderne været fjendtlige mod islam" lød det i en udsendelse. "Hver eneste muslim ved, at det jødiske fjendskab mod araberne daterer sig tilbage til islams fødsel" erklærede en anden. "Der har altid været fjendskab mellem arabere og jøder siden de ældste tider" insisterede en tredje. Nazisterne byggede på denne forudsætning, da de skabte grundlaget for en Endegyldig Løsning i Mellemøsten, og påbød araberne at "gøre enhver mulig indsats for, at der ikke er én eneste jøde ... tilbage i de arabiske lande."
Herf betoner den bemærkelsesværdige symbiose af tyske og mellemøstlige elementer: "Som et resultat af deres fælles lidenskab og interesser frembragte de tekster og radioudsendelser, som grupperne hver især ikke havde kunnet frembringe alene." Især lærte araberne "de finere pointer i anti-semitisk konspirationstænkning," mens nazisterne lærte værdien af at fokusere på Palæstina. Han beskriver sammenføringen af nazistiske og islamiske temaer i Berlin som "en af de vigtigste kulturelle udvekslinger i det 20. århundrede."
Efter detaljeret at have gjort rede for den nazistiske propaganda på arabisk, følger Herf derpå sporene efter dens indflydelse. Han indleder med at dokumentere den store energi og de store udgifter, som blev viet til disse budskaber - kvaliteten af det personale, som var viet til dette arbejde, deres nazistiske støtter på højt niveau, de tusindvis af timer med radiotransmission og de millioner af pamfletter.
Han fremlægger derefter et sammendrag af vurderingerne af akselandenes indflydelse, og alt peger på deres succes. De allieredes vurderinger fra 1942 fandt for eksempel, at "folk blev gennemfodret med aksesnak," at "mere end trefjerdedele af den muslimske verden er tilhængere af aksen" og at "90% af egypterne, herunder deres regering, mener, at jøderne bærer hovedansvaret for vareknaphed og høje priser på dagligvarer." En rapport fra 1944 berettede, at "praktisk taget alle arabere, som har en radio - lytter til Berlin."
De allieredes tøven med hensyn til at imødegå den nazistiske propaganda peger også på succes for akselandene. De allierede, som var bange for at skubbe Mellemøstens befolkninger fra sig, forholdt sig ydmygende tavst til det folkemord, som fandt sted på jøder; de undlod at gendrive påstandene om, at jøderne dominerede London, Washington og Moskva; de diskuterede ikke de fordrejede Koran-fortolkninger; og de veg tilbage for at støtte zionismen. Blot dette at diskutere nazisternes beskyldninger ville, forestillede de allierede sig ængsteligt, blot bekræfte nazisternes påstande om, at England, Amerika og Rusland var marionetter for jødisk magt. Et internt amerikansk direktiv i slutningen af 1942 erkender, at "emnet zionistiske aspirationer ikke kan nævnes, eftersom ... [dette] ville bringe vores strategi i det østlige Middelhav i fare."
Så da to førende amerikanske senatorer, Robert Taft fra Ohio og Robert Wagner fra New York, i 1944 foreslog en resolution, som støttede et jødisk nationalt hjem i Palæstina, kaldte Berlins radio på arabisk dette for et forsøg på "at udradere den islamiske civilisation" og "udviske Koranen." Panikslagen væltede hele vægten af Executive Branch ned over senatorerne, som følte sig tvunget til at trække deres resolution tilbage. Det var helt tydeligt, at nazisternes fremstillinger vakte en dyb genklang i Mellemøsten.
De fortsatte med at klare sig godt efter nazismens sammenbrud og krigens afslutning. Nedkæmpningen af nazigeneral Erwin Rommels aggressive fremstød ind i Nordafrika betød, at nazisternes ambitioner i Mellemøsten, især den Endegyldige Løsning om at udslette regionens ene million jøder, eller deromkring, aldrig blev iværksat. Men de mange års had fra radioudsendelser og pamfletter og det gentagne groteske, ambitiøse, anti-semitiske og islam-baserede budskab, som er detaljeret beskrevet af Herf, havde slået rod. Ikke blot viste Mellemøstens nazister sig næsten usårlige over for retsforfølgelse, men de nød endda fremgang, og der blev gjort stads af dem. Et eksempel: i 1946 roste Hasan al-Banna, grundlæggeren af Det Muslimske Broderskab, Hitlers yndlingsaraber, Haj Amin el-Husseini, til skyerne og kaldte ham for "en helt ... et mirakel af en mand." Banna tilføjede for god ordens skyld: "Tyskland og Hitler er borte, men Amin el-Husseini vil fortsætte kampen." I en erkendelse af el-Husseinis ophøjede status beskrev en britisk officer ham i 1948 som "helten i den arabiske verden."
De ideer, som nazisterne udbredte i Mellemøsten, har efterladt sig en varig, tvefoldig arv. For det første bygger de, ligesom i Europa, på allerede eksisterende fordomme imod jøder blot for at omdanne disse fordomme til noget langt mere paranoidt, aggressivt og morderisk. En amerikansk efterretningsrapport fra 1944 anslog, at anti-jødisk materiale udgjorde i hvert fald halvdelen af den tyske propaganda beregnet for Mellemøsten. Nazisterne så praktisk taget alle foreteelser i regionen gennem den jødiske linse og eksporterede denne besættelse.
Frugterne af disse bestræbelser ses ikke kun i form af årtiers rasende muslimsk anti-zionisme, personificeret i Arafat og Ahmadinejad, men også i form af forfølgelse af ældgamle jødiske samfund i lande som Egypten og Irak, samfund som nu er skrumpet ind til noget nær udslettelse, plus ansættelse af nazister så som Johann van Leers og Aloïs Brunner i vigtige regeringsstillinger. Således har den nazistiske arv også undertrykt jøder i Mellemøsten efter 1945.
For det andet antog islamismen en nazistisk karakter. Som en, der har kritiseret betegnelsen islamofascisme med den begrundelse, at den unødigt indarbejder to forskellige fænomener i hinanden, må jeg sige, at Herfs beviser i dag leder mig til en erkendelse af en dybtgående, fascistisk indflydelse på islam. Dette omfatter det islamistiske had til demokrati og liberalisme og dets foragt for mange politiske partier, dets forkærlighed for enhed frem for deling, dets ungdomskult og militarisme, dets autoritære moralisme, kulturelle undertrykkelse og illiberale økonomi.
Det er helt afgjort, at denne indflydelse udtrykker det, som Herf kalder for en "evne til at introducere et radikalt budskab på en måde, som vækker genklang, omend dybere og mere radikaliseret, i allerede eksisterende følelser." Selvom Herf er en europæisk trænet akademiker, har hans detektivarbejde i de amerikanske arkiver åbnet for et nyt syn på den arabisk-israelske konflikt og på islamismen, samt ydet et milepælsbidrag mere bredt til en forståelse af det moderne Mellemøsten.
