Liberal fascisme lyder som et oxymoron – eller en betegnelse, som de konservative kan fornærme de liberale med. I virkeligheden blev den opfundet af en socialistisk forfatter, nemlig ingen ringere end den respekterede og indflydelsesrige venstreorienterede H.G. Wells, som i 1931 opfordrede sine progressive fæller til at blive "liberale fascister" og "oplyste nazister." Det er sandt.
Hans ord passer faktisk ind i et langt større mønster med at sammensmelte socialisme med fascisme: Mussolini var en førende socialistisk skikkelse, som under den anden verdenskrig vendte sig væk fra internationalismen til fordel for italiensk nationalisme og kaldte blandingen for fascisme. Ligeledes stod Hitler i spidsen for det nationalsocialistiske tyske arbejderparti.
Disse kendsgerninger skurrer, fordi de modsiger det politiske spektrum, som har formet vores verdenssyn siden slutningen af 1930'erne, hvor kommunismen anbringes længst til venstre, efterfulgt af socialisme, liberalisme i midten, konservatisme og derefter fascisme længst til højre. Men Jonah Goldberg påpeger i sin glimrende, dybsindige og originale nye bog, Liberal Fascism: The Secret History of the American Left from Mussolini to the Politics of Meaning (Doubleday), at dette spektrum afspejler Stalins brug af ordet fascist som en nedsættende betegnelse over for enhver, som han ønskede at bringe i miskredit – Trotskij, Churchill, russiske bønder – og fordrejer virkeligheden. Allerede i 1946 bemærkede George Orwell, at fascismen var degenereret til at betyde "noget ikke ønskeligt."
For at forstå fascismen i dens fulde udtryk kræves, at man skubber Stalins forfejlede tolkning af begrebet til side og ligeledes ser hinsides Holocaust, og i stedet vender tilbage til den periode, som Goldberg betegner som det "fascistiske øjeblik," groft set 1910-35. Som statscentralistisk ideologi bruger fascismen politik som et middel til at forvandle samfundet fra en samling adskilte individer til et organisk hele. Den gør det ved at hæve staten over individet, ekspertviden over demokrati, påtvunget konsensus over debat og socialisme over kapitalisme. Den er totalitær i Mussolinis oprindelige brug af begrebet i form af "Alt i staten, intet uden for staten, intet imod staten." Fascismens budskab kan koges ned til: "Der er snakket nok, lad os få mere handling!" Dens varige appel er at få tingene gjort.
Konservatismen, derimod, opfordrer til begrænset regeringsmagt, individualisme, demokratisk debat og kapitalisme. Dens appel er frihed og at lade borgerne være i fred.
Goldbergs trumf er etableringen af et slægtskab mellem kommunisme, fascisme og liberalisme. De stammer alle fra den samme tradition, som går tilbage til jakobinerne fra den franske revolution. Hans reviderede politiske spektrum ville fokusere på statens rolle og gå fra libertarianisme til konservatisme til fascisme i dennes mange forklædninger – amerikansk, italiensk, tysk, russisk, kinesisk, cubansk osv.
 Mussolini og Hitler var begge socialister. |
For det første tilbyder han "den amerikanske venstrefløjs hemmelige historie":
- Woodrow Wilsons progressivisme (fremskridtsideologi) indeholdt et "militaristisk, fanatisk nationalistisk, imperialistisk, racistisk" program, muliggjort af første verdenskrigs krisesituation.
- Franklin D. Roosevelts "fascistiske New Deal" (Nye Aftale) byggede på og videreførte Wilsons regering.
- Lyndon B. Johnsons Great Society (Store Samfund) skabte den moderne velfærdsstat, "den ultimative frugt" (foreløbig) af denne statscentralistiske tradition.
- Det unge Nye Venstres revolutionære fra 1960'erne afstedkom "en amerikaniseret opdatering" af det europæiske Gamle Højre.
- Hillary Clinton håber på "at indplacere staten dybt i familielivet," et væsentligt skridt i det totalitære projekt.
For at opsummere næsten et helt århundredes historie: hvor det amerikanske politiske system traditionelt opfordrede til at jagte lykken, "ønsker flere og flere af os at holde op med at jagte den og få den leveret."
For det andet dissekerer Goldberg flere amerikanske, liberale programmer – racemæssige, økonomiske, miljømæssige, ja endda "kulten vedrørende økologi" – og påviser disses slægtskab med Mussolinis og Hitlers.
Hvis denne opsummering lyder tankelammende usandsynlig, så læs Liberal Fascism i dens helhed på grund af dens farverige citater og overbevisende dokumentation. Forfatteren, som hidtil har været kendt som en dygtig polemiker med skarpe albuer, har bevist, at han er en stor, politisk tænker.
Ud over at tilbyde en radikalt anderledes måde at forstå moderne politik på, hvor ordet fascist ikke er mere ærekrænkende end ordet socialist, forsyner Goldbergs usædvanlige bog de konservative med nogle redskaber, hvormed de kan imødegå deres liberale plageånder og omsider gå i offensiven. Hvis de liberale i én uendelighed kan genopvække Joseph McCarthys spøgelse, så kan de konservative imødegå dette med Benito Mussolinis.
* Ordet "liberalisme" henviser her til socialdemokratiske og tilsvarende demokratiske midterpartier, ikke til den klassiske politiske filosofi om en minimalstat.
