Den vestlige økonomiske hjælp til palæstinenserne har, som jeg påviste i sidste uge, den fordrejede og uforudsete, modsatte effekt, at den har øget deres antal af drab, herunder terrorrelaterede. I denne uge kommer jeg med endnu to, måske endnu mere mærkværdige nyheder om de mange milliarder af dollar og rekordstore per capita-donationer fra Vesten: For det første har disse gjort palæstinenserne fattigere. For det andet er den palæstinensiske økonomiske forarmelse på langt sigt en positiv udvikling.
Allerførst nogle grundlæggende kendsgerninger om den palæstinensiske økonomi, idet jeg her trækker på en fornem undersøgelse ved Ziv Hellman, "Terminal Situation," [Ekstrem situation] i 24. dec.-udgaven af Jerusalem Report:
- Den palæstinensiske årsindkomst per capita er svundet ind med omkring 40 procent, siden den toppede med 2.000 dollar i 1992 (før Oslo-processen begyndte), til mindre end 1.200 dollar i dag.
- Den israelske årsindkomst per capita, som var 10 gange større end palæstinensernes i 1967, er i dag 23 gange større.
- Dyb fattigdom er øget i Gaza fra 22 procent af befolkningen i 1998 til næsten 35 procent i 2006; den ville være omkring 67 procent uden pengeoverførsler og fødevarehjælp.
- Direkte udenlandske investeringer eksisterer dårligt nok, mens den lokale kapital for det meste sendes til udlandet eller investeres i fast ejendom eller kortsigtet handel.
- Det Palæstinensiske Selvstyres økonomi, skriver Hellman, "er hovedsagelig baseret på monopoler i forskellige industrier, udstedt af Selvstyrets embedsmænd som modydelser ved bestikkelser."
- Selvstyrets lønningsliste er så svulmende, at omkostningerne til lønninger alene langt overstiger alle indtægter.
- Et dårligt fungerende juridisk system i Det Palæstinensiske Selvstyre betyder, at bevæbnede bander sædvanligvis afgør kommercielle stridsspørgsmål.
Ikke overraskende karakteriserer Hellman den palæstinensiske økonomi som "en rodebutik."
Denne rodebutik burde ikke være nogen overraskelse, for som afdøde Lord Bauer og andre har bemærket, så fungerer udenlandsk hjælp ikke. Den korrumperer og fordrejer en økonomi; og jo større beløb, der er involveret, desto større er skaderne. En sigende detalje: i perioder under Yasir Arafats styre gik en tredjedel af Det Palæstinensiske Selvstyres budget til "udgifter under præsidentkontoret," uden yderligere forklaring, revision eller regnskab. Verdensbanken protesterede, men den israelske regering og EU godkendte den korrupte ordning, så den blev bevaret.
 Paris-konferencen for den "palæstinensiske stat" kom op med 7,4 milliarder dollar i tilskud den 17. dec. 2007. © V.Chemla/GIN |
|
Paradoksalt nok kan denne fejltagelse måske være med til at løse den arabisk-israelske konflikt. For at se hvordan, må man overveje de to modeller, strabadser versus opstemthed, som forklarer den palæstinensiske ekstremisme og vold.
Strabadsmodellen, som alle vestlige stater har tilsluttet sig, tilskriver de palæstinensiske handlinger til fattigdom, isolation, israelske vejspærringer, manglen på en stat, osv. Mahmoud Abbas, Det Palæstinensiske Selvstyres leder, opsummerede dette synspunkt ved Annapolis-konferencen i november: "fraværet af håb og overvældende fortvivlelse … giver næring til ekstremisme." Fjern disse genvordigheder, og palæstinenserne vil, antages det, vende deres opmærksomhed mod så konstruktive interesser som økonomisk udvikling og demokrati. Problemet er blot, at forandringen aldrig indfinder sig.
Opstemthedsmodellen vender Abbas' logik på hovedet: fraværet af fortvivlelse og overvældende forhåbninger giver faktisk næring til ekstremisme. For palæstinenserne udspringer håbet af en opfattelse af Israel som svag, hvilket medfører optimisme og begejstret forventning om, at den jødiske stat kan udslettes. Derimod, når palæstinenserne ikke kan få øje på en vej frem imod Israel, så hengiver de sig til mere verdslige opgaver såsom at tjene til dagen og vejen og opfostre deres børn. Bemærk, at den palæstinensiske økonomi toppede i 1992, netop som håbet, efter Sovjetunionen og efter Kuwait-krigen, om at udslette Israel nåede et lavpunkt.
Opstemthed, ikke vanskeligheder, bærer ansvaret for den krigeriske, palæstinensiske adfærd. Derfor er alt, som reducerer den palæstinensiske selvtillid, af det gode. En forfejlet økonomi nedtoner palæstinensernes humør, for ikke at tale om deres militære og andre evner, og bringer således en løsning nærmere.
Palæstinenserne må mærke nederlagets bitre prøvelse, før de dropper deres hæslige mål om at eliminere deres israelske nabo og begynder at opbygge deres egen økonomi, regeringsform, samfundsform og kultur. Der findes ingen genvej til dette lykkelige udfald. Den, der virkelig bekymrer sig om palæstinenserne, må ønske, at deres fortvivlelse indfinder sig hurtigt, så et talentfuldt og værdigt folk kan overvinde sit nuværende barbari og opbygge noget anstændigt.
De kolossale og spildte tilstrømninger af økonomisk hjælp hidfører ironisk nok denne fortvivlelse på to måder: ved at opmuntre terrorismen og ved at ødelægge økonomien, hvilket begge medfører økonomisk svækkelse. Sjældent har loven om utilsigtede konsekvenser fungeret så opfindsomt.
