At øse ud af finansielle midler til Mahmoud Abbas og Det Palæstinensiske Selvstyre for at opnå fred har været en drivende kraft i vestlig, herunder israelsk, politik, siden Hamas erobrede Gaza i juni. Men denne åbne hane har givet modsatrettede resultater og bør omgående lukkes.
Lidt om baggrunden: Paul Morro fra Congressional Research Service beretter, at EU og dens medlemsstater i 2006 gav 815 millioner dollar til Det Palæstinensiske Selvstyre, mens USA sendte det 468 millioner dollar. Når de øvrige donorer medregnes, kommer det fulde indgåede beløb op på godt 1,5 milliarder dollar.
Og heldet bliver ved med at vokse. Præsident George W. Bush anmodede i oktober om 410 millioner dollar som supplement, ud over en donation på 77 million dollar tidligere på året. Udenrigsministeriet retfærdiggør denne fyrstelige sum med, at den "støtter et afgørende og omgående behov for at støtte en ny ledelse i Det Palæstinensiske Selvstyre (PA), som både USA og Israel betragter som en sand vej til fred." Under en høring for nylig godkendte Gary Ackerman, formand for Repræsentanternes Hus' Underudvalg vedrørende Mellemøsten og Sydasien, den supplerende donation.
Som om hun ikke kunne få nok af at bruge af skatteydernes penge, iværksatte udenrigsminister Condoleezza Rice et "U.S.-Palestinian Public Private Partnership" [amerikansk-palæstinensisk offentligt privat partnerskab] den 3. dec., som omfatter finansielle sværvægtere som Sandy Weill og Lester Crown, til, som Rice udtrykte det, at finansiere "projekter, som når de unge palæstinensere direkte, og som ved at forberede dem på statsborgerskabets og ledelsens ansvar kan få en kolossal, positiv indvirkning."
En rapport angiver, at EU har kanaliseret næsten 2,5 milliarder dollar til palæstinenserne i år.
Kigger vi længere frem, så havde Abbas kundgjort sit mål om at opnå løfter om 5,8 milliarder dollar i nødhjælp over en treårig periode, 2008-10, ved "Donorkonferencen for Det Palæstinensiske Selvstyre", som mere end 90 stater deltog i sidste mandag i Paris. (Anvender man den bedste vurdering af befolkningstallet på 1,35 millioner palæstinensere på Vestbredden, beløber det sig til den forbløffende sum på over 1,400 dollar om året per capita, eller cirka hvad en egypter tjener på et år.) Med tilslutning fra den israelske regering indhentede Abbas løfter om den forbløffende sum af 7,4 milliarder dollar (eller over 1,800 dollar per capita per år) på donorkonferencen.
Nuvel, det er en god handel, hvis det virker, ikke sandt? Nogle få milliarder for at afslutte en farlig, hundredårig konflikt – det er jo næsten et fund for de penge.
Men en nylig undersøgelse ved Steven Stotsky, forskningsanalytiker for Committee for Accuracy in Middle East Reporting in America (CAMERA), har afsløret, at tilflydelse af støttepenge til palæstinenserne historisk set har haft den modsatte virkning. Stotsky, som støtter sig til Verdensbanken, den Internationale Valutafond og andre officielle statistikker, sammenholder to grafiske figurer begyndende med 1999: budgetteret nødhjælp årligt til Det Palæstinensiske Selvstyre og antallet af palæstinensiske drab årligt (herunder både kriminelle og terroraktiviteter og både israelske og palæstinensiske ofre). Grafisk sammenholdt viser de to figurer et uhyggeligt ekko:
Det indbyrdes forhold bliver endnu tydeligere, hvis hjælpen for ét år sammenstilles med antallet af drab året efter:
Kort sagt, hver eneste 1,25 millioner dollar eller deromkring i budgetteret støtte omsættes til et drab i løbet af et år. Som Stotsky bemærker: "Disse statistiske tal betyder ikke, at udenlandsk støtte forårsager vold; men de rejser spørgsmålet om det effektive i at bruge udenlandske donationer til at fremme moderation og bekæmpe terrorisme."
Den palæstinensiske historie passer med et større mønster, sådan som Jean-Paul Azam og Alexandra Delacroix skitserede det i en artikel i 2006, "Aid and the Delegated Fight Against Terrorism." De fandt "et temmelig robust empirisk resultat, som viste, at væksten i terroraktivitet i et hvilket som helst land hænger positivt sammen med mængden af udenlandsk støtte, som det pågældende land har modtaget" – dvs. jo mere udenlandsk hjælp, desto mere terrorisme.
Hvis disse undersøgelser går direkte imod den konventionelle antagelse, at fattigdom, arbejdsløshed, undertrykkelse, "okkupation" og utilfredshed driver palæstinenserne til dødbringende vold, så bekræfter de mit årelange argument om, at den palæstinensiske opstemthed udgør problemet. Jo bedre finansieret palæstinenserne er, desto stærkere bliver de og desto mere inspirerede til at gribe til våben.
Den omvendte verden i forståelsen af krigens økonomi har hersket i Israel siden Oslo-forhandlingerne begyndte i 1993. I stedet for at berøve deres palæstinensiske fjender disses resurser har israelerne fulgt Shimon Peres' mystiske grublerier, og især hans digre værk fra 1993, The New Middle East, for at styrke dem økonomisk. Som jeg skrev i 2001: det "svarer til at tilføre fjenden resurser, mens kampene stadig foregår – ikke nogen særligt strålende idé."
I stedet for yderligere at finansiere palæstinensisk krigeriskhed burde de vestlige stater, begyndende med Israel, afskære al økonomisk støtte til Det Palæstinensiske Selvstyre.
