Med offentliggørelsen d. 3. dec. af en fuldkommen uventet frigivet National Intelligence Estimate (NIE), "Iran: Nuclear Intentions and Capabilities" (Iran: Nukleare intentioner og evner), er der opstået en bred konsensus om, at krig med Iran "nu synes at være taget af dagsordenen." Faktisk har Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, hævdet, at rapporten har tildelt landets fjender et "afgørende stød," mens hans talsmand for udenrigsministeriet har kaldt den for en "stor sejr."
Jeg er uenig i denne konsensus og mener, at en militær aktion mod Iran nu er mere sandsynlig, end før NIE-rapporten udkom.
NIE-rapportens hovedsynspunkt, som er indeholdt i dens allerførste linje, udtrykker klart følgende: "Vi vurderer med stor sikkerhed, at Teheran i efteråret 2003 standsede sit kernevåbenprogram." Andre kommentatorer – John Bolton, Patrick Clawson, Valerie Lincy og Gary Milhollin, Caroline Glick, Claudia Rossett, Michael Rubin og Gerald Steinberg – har dygtigt dissekeret og gendrevet denne tarvelige, politiserende, oprørende parodi på et stykke propaganda, så det behøver jeg ikke at dvæle ved her. Desuden er førende medlemmer af kongressen "ikke overbeviste" om NIE-rapportens konklusioner. Franske og tyske ledere har affærdiget den ligesom den Nordatlantiske Handelsorganisation, og selv det Internationale Atomenergiagentur har udtrykt tvivl. Det britiske efterretningsvæsen mente, at dets amerikanske modpart var blevet narret, mens det israelske efterretningsvæsen reagerede med chok og skuffelse.
Lad os da springe frem i tiden og spørge, hvad der vil blive de langvarige konsekvenser af 2007-rapporten?
Lad os for diskussionens skyld antage, at NIE-rapporten fra maj 2005 var korrekt, hvori seksten amerikanske efterretningsagenturer vurderede "med stor sikkerhed, at Iran i øjeblikket er fast besluttet på at udvikle kernevåben." Lad os også antage, at der eksisterer tre mulige amerikanske reaktioner på den iranske atomopbygning:
- At overbevise iranerne om, at de på egen foranledning må standse deres kernevåbenprogram.
- At standse det for dem gennem militær indgriben (som ikke behøver at være et direkte angreb på den nukleare infrastruktur, men kunne være mere indirekte, såsom en embargo mod import af raffinerede petrokemikalier).
- At lade det hele kulminere, indtil Iran har udviklet en atombombe.
Med hensyn til valgmulighed #3, så bemærkede præsident Bush for nylig, at enhver, der er "interesseret i at undgå en tredje verdenskrig, … bør være interesseret i at forhindre [iranerne] i at erhverve den nødvendige viden til udvikling af kernevåben." Foreløbig har den usle NIE-rapport ikke ændret hans opfattelse. Han synes at dele John McCains synspunkt, at "Der findes kun én ting, der er værre, end at USA griber til den militære løsning. Det er et atombevæbnet Iran."
Derfor er det egentlig ikke et spørgsmål, om Iran vil blive standset, men hvordan.
NIE-rapporten fra 2007 har effektivt fjernet valgmulighed #1, at overbevise iranerne om, at de selv må standse deres kerneprogram, for denne vej kræver bred, ydre enighed. Da nøglelandene enedes om at vedtage Sikkerhedsrådets resolution 1737 i december 2006, fik dette den iranske ledelse til at reagere med forsigtighed og frygt; men NIE-rapportens beroligende konklusion undergraver et sådant bredt samarbejde og pres. Når Washington lægger pres på vestlige stater, Rusland, Kina og det Internationale Atomenergiagentur, IAEA, så kan disse nu trække rapporten op af skuffen, vifte amerikanerne om næsen med den og nægte at samarbejde. Og hvad værre er, NIE-rapporten har udsendt et signal til den apokalyptisk sindede ledelse i Teheran om, at faren for ydre sanktioner er ovre, at den uforstyrret kan fortsætte sit arbejde med at udvikle bomben.
Dette efterlader os med valgmulighed #2, direkte indgriben af en eller anden art. Javist, dette forekommer usandsynligt lige nu, hvor NIE-rapporten er landet som en granat og har ændret debatten. Men vil denne kolossalt kritiserede, ordrige skriftøvelse virkelig fortsætte med at præge den amerikanske forståelse af problemet? Vil den ændre George W. Bush' opfattelse? Vil dens indflydelse holde et år frem? Vil den holde endnu længere, til den næste præsident?
Det er højst usandsynligt, for disse udsigter forudsætter stagnation – at denne ene rapport kan gendrive alle andre fortolkninger, at der ikke vil finde yderligere udvikling sted i Iran, at diskussionen om iranske nukleare intentioner blev lukket ned i begyndelsen af december 2007, for aldrig mere at genopstå. Debatten vil helt sikkert fortsat udfolde sig, og indvirkningen fra denne NIE-rapport vil blegne og blot blive en af mange vurderinger, tekniske og ikke-tekniske, officielle og uofficielle, amerikanske og ikke-amerikanske.
Kort sagt, med valgmulighed #1 undergravet og valgmulighed #3 uacceptabel, bliver valgmulighed #2 – krig udført enten af amerikanske eller israelske styrker – så meget desto mere sandsynlig. Således har nogle kortsynede, smalsporede, skamløst partisanagtige efterretningsbureaukrater, som forsøgte at skjule den ubehagelige virkelighed, hjulpet med at iscenesætte deres eget mareridt.
