Bølgen af amerikanske tropper i Baghdad har succes, men nogle dybe, strukturelle problemer plager fortsat den amerikanske tilstedeværelse i Irak. Landets største dæmning, 40 kilometer nordvest for Mosul, nær den tyrkiske grænse, er et bemærkelsesværdigt symbol på denne knibe.
Umiddelbart efter besættelsen af Irak i april 2003 berettede en rapport, at Mosul-dæmningens fundament "lækkede som en si og var tæt på at styrte sammen." En nyere, hemmeligstemplet rapport fra den amerikanske hærs ingeniørkorps konkluderer, at "Dæmningen vurderes at have en uacceptabelt stor årlig uheldsandsynlighed." Udtrykt mere klart, korpset finder, at den nuværende sandsynlighed for uheld er "usædvanligt stor." En ledende hjælpearbejder kalder dæmningen for "en tidsindstillet bombe, der venter på at gå af."
 Mosul-dæmningen, tidligere kendt som Saddam-dæmningen (arabisk: "Sadd Saddam"), står i fare for at styrte sammen. |
|
Trods disse anstrengelser bliver dæmningens tilstand stadig mere forværret og øger udsigten til en total kollaps. Skulle dette ske med et reservoir fuldt af vand, spår Engineering News-Record, så vil "så meget som 12,5 milliarder kubikmeter vand, som er dæmmet op bag den 3,2 km lange jordfyldte vold, [komme] tordnende ned gennem Tigris-floddalen mod Mosul, den næststørste by i Irak. Bølgen bag den 110 meter høje kam vil være omkring to timer om at nå byen med dens 1,7 millioner indbyggere." Desuden vil dele af Baghdad (med en befolkning på 7 million) komme under 5 meter vand.
Hærens ingeniørkorps vurderer, at flodbølgen vil dræbe en halv million mennesker øjeblikkeligt, mens eftervirkninger såsom el-mangel og tørlægning vil dræbe mange flere. (Det er ikke noget tilfælde, at Irak var hjemsted for Noahs ark.) Der vil sandsynligvis blive tale om det største menneskeskabte, enkeltstående tab af menneskeliv i historien.
Mange irakiske embedsmænd udviser desværre en nonchalant holdning til denne fare, hvilket yderligere skærper problemet. De afviser f.eks. ingeniørtroppernes anbefaling af at bygge en ny dæmning længere nede ad floden som sikringsforanstaltning som værende unødvendigt.
Men skulle katastrofen indtræffe, hvem vil så få skylden for dette uhørte tab af menneskeliv? Amerikanerne, selvfølgelig. Og forståeligt nok, for Bush-regeringen har selv påtaget sig opgaven med at give den irakiske tilværelse en overhaling, herunder også Mosul-dæmningen. Især har de amerikanske skatteydere finansieret forsøgene på at afstive den med en forbedret cementpudsning til en pris af 27 millioner dollar. Den Særlige Generalinspektør vedrørende Iraks Genopbygning har imidlertid vurderet disse bestræbelser til at være dårligt ledede og ineffektive.
Massive irakiske dødstal ville helt sikkert frembringe konspirationsteorier om amerikansk ondsindethed, inspirere til et raseri imod den amerikanske regering af historiske dimensioner og fremkalde en dyb skyldfølelse blandt amerikanerne selv. Men denne anklage og anger vil være fuldkommen fejlanbragt.
Saudisk og anden arabisk bistand – ikke amerikanske pengesummer – har finansieret det, der oprindelig blev kaldt for "Saddam-dæmningen." Et tysk-italiensk konsortium, med Hochtief Aktiengesellschaft i spidsen, opførte det 1,5 milliarder dollar dyre bygningsværk i 1981-84. Det havde primært et politisk mål, nemlig at afstive Saddam Husseins regime under Iran-Irak-krigen. Dæmningen havde med andre ord intet at gøre med USA – hverken med hensyn til finansiering, konstruktion eller formål. Alligevel har en elendig amerikansk politik gjort den til en amerikansk hovedpine.
Mosuls dæmning gentager en hel myriade af mindre problemer i den irakiske tilværelse, som er landet i skødet på amerikanerne (og, i langt mindre grad, deres koalitionspartnere), såsom forsyningen af brændsel og elektricitet, funktionsdygtige skoler og hospitaler, et retfærdigt politisk og lovretsligt system og et miljø, som er sikret imod terrorisme.
Siden april 2003 har jeg fremført, at denne ansvarsbyrde vedrørende Iraks indenrigssituation har skadet både amerikanere og irakere. Den påfører amerikanerne uønskede og unødvendige tab af liv, økonomiske forpligtelser og politiske byrder. For irakerne opmuntrer den, som dæmningens eksempel antyder, til en ansvarsløshed med potentielt ødelæggende konsekvenser.
En kursændring er nødvendig, og det hurtigt. Bush-regeringen må give ansvaret for Iraks dårligdomme, herunder og især Mosul-dæmningen, tilbage. Mere bredt forstået bør den forlade sin dybt fejlbehæftede og omvendte holdning til "krig som socialt arbejde," hvor det amerikanske militærs indsats primært vurderes ud fra de goder, det bringer den slagne fjende frem for amerikanerne selv.
