Så er det quiz-tid: Hvilket mellemøstligt land forsvandt for ikke så længe siden fra landkortet i mere end seks måneder?
Svar: Kuwait, som forsvandt fra august 1990 til februar 1991, hvor det blev til Iraks 19. provins. Denne brutale erobring ved Saddam Hussein udgjorde kulminationen på nogle periodisk tilbagevendende, irakiske krav helt tilbage til 1930'erne. Genoprettelsen af Kuwaits suverænitet krævede en kolossal, amerikansk ledet, udsendt styrke på mere end en halv million soldater.
Denne historie rinder i hu, fordi en iransk talsmand for nylig fremsatte en noget lignende trussel mod Bahrain. Hossein Shariatmadari, som er ven med Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, og redaktør ved dagbladet Kayhan, offentliggjorde den 9. juli en kommentar til avisens leder, hvori han erklærede: "Bahrain er en del af Irans jord, som er blevet adskilt fra dette gennem en ulovlig sammensværgelse [udklækket ] af ... shahen [Mohammed Reza Pahlavi, sammen med] den amerikanske og britiske regering." Idet han henviste til Bahrains shiitiske majoritetsbefolkning, fortsatte Mr. Shariatmadari med at hævde følgende, uden nogen form for beviser: "Det væsentligste krav i Bahrains befolkning i dag er, at denne provins skal vende tilbage … til sin moder, det islamiske Iran."
Disse udtalelser, beretter Middle East Media and Research Institute (MEMRI), "fremkaldte en storm i Bahrain" med protesterende demonstranter uden for den iranske ambassade, skarpe kommentarer fra regeringen, ophidsede resolutioner i begge parlamentets kamre og endda en fatwa, som foreskrev døden for de bahrainere, som måtte bifalde denne iranske irredentisme. Andre stater omkring Den Persiske Golf kom til med lige så svidende udtalelser.
Emnet er følsomt. Teherans krav på Bahrain går tilbage til 1958, hvor man erklærede øen for at være Irans 14. provins og endda tildelte den to pladser i det nationale parlament. Selvom shahen formelt anerkendte Bahrains uafhængighed i 1970, er krav som Mr. Shariatmadaris dukket op med korte mellemrum og vækker mindelser om de tilbagevendende, irakiske krav på Kuwait før 1990.
 Bahrain, Irans 14. provins? Det siger nogle. |
|
 Kuwait var Iraks 19. provins i mere end seks måneder. |
|
Kuwait forsvandt altså rent faktisk ned i det irakiske svælg, og Bahrain kunne komme til at lide en lignende skæbne. Og de er ikke alene, eftersom tre andre mellemøstlige stater også er truet af udslettelse.
-
Jordan har altid været usikker, anbragt som det er mellem flere større, stærkere og ofte aggressive stater. I en mindeværdig formulering af denne frygt, på højdepunktet af Kuwait-krisen i november 1990, udtrykte daværende kronprins Hassan sin bekymring for, at hans "lille land på 3,5 millioner befinder sig på kanten af udslettelse."
-
Libanons uafhængighed har været tvivlsom, lige siden statens oprettelse i 1926, fordi dets syriske nabo aldrig har forsonet sig med tabet af Libanons landområder. Damaskus har flere gange udtrykt denne ulyst kartografisk (grænsen til Libanon er blevet vist som "regional," ikke international), diplomatisk (der er aldrig blevet åbnet en syrisk ambassade i Beirut) og politisk (gennem mere end tre årtiers dominans over indre, libanesiske anliggender).
-
Israels eksistens som jødisk stat var truet allerede på selve dagen for dets uafhængighedserklæring i 1948. Ved at gå sejrrigt ud af mange krigsrunder gennem de følgende årtier opnåede det en vis afskrækkelse og bestandighed, men et retningsløst vælgerkorps og en uduelig ledelse siden 1992 betyder, at landet står over for trusler mod dets eksistens, som kan sammenlignes med dem fra før krigen i 1967.
Eksistensen af denne kvintet af truede mellemøstlige stater vækker flere overvejelser. For det første peger deres knibe på det politiske livs ekstraordinært ondskabsfulde, omskiftelige og højtsatsende karakter i denne region; så vidt jeg ved, findes der ingen stat uden for Mellemøsten, hvis selve overlevelse i den grad er tvivlsom.
For det andet er dette enestående mønster til dels et resultat af et udbredt problem med ikke fastlagte grænser. Med kun en håndfuld undtagelser — ironisk nok herunder to af Israels internationale grænser — er de fleste grænser i Mellemøsten hverken nedtegnet eller fremkommet ved enighed. Denne lavere form for revisionisme giver næring til nogle mere storslåede ambitioner om rent faktisk at eliminere en statsdannelse som sådan.
For det tredje sætter denne situation Israels dilemma i perspektiv. Uanset hvor unormal truslen om udslettelse er på verdensplan, er den triviel i denne region. Israels vanskeligheder er måske i overvældende grad de bedst kendte i gruppen, med hundrede gange større pressedækning og flere bøger end de andre fire lande tilsammen, men alle fem står over for den samme trussel. Denne kontekst betyder, at Israels uafgjorte status vil fortsætte i lang tid.
Endelig peger disse dybe, uløste spændinger i hele Mellemøsten endnu engang på det absurde i at betragte den arabisk-israelske konflikt som den drivende kraft bag hele regionens problemer. Hver eneste af de truede stater står over for sine egne, unikke omstændigheder; ingen af dem styrer regionens politik i dens helhed. En løsning af den arabisk-israelske konflikt betyder ikke andet og mere end en løsning af netop denne specifikke konflikt.
