Hvordan går "krigen mod terror"? Man skulle tro, at fraværet af et succesrigt, dramatisk terroristangreb mod vesterlændinge siden London-bombningerne i juli 2005 ville være opmuntrende. Men der hersker en dyster stemning. En nylig meningsmåling, offentliggjort i magasinet Foreign Policy, blandt 108 amerikanske specialister, mig selv indbefattet, viste blot 6%, som var enige i, at "USA er ved at vinde krigen mod terror." Et dundrende flertal på 84% erklærede sig uenige heri.
Denne negativitet afspejler to sammenhængende virkeligheder: Islamismen (uden for Iran) vokser overalt, mens den civiliserede verden begår alvorlige fejl — bebrejder sig selv for det muslimske had, undervurderer og formilder fjenden. Flere tendenser:
- Regeringer forhandler med islamistiske terrororganisationer som Hizbollah og Hamas.
- Førende institutioner (pressen, den lærde verden osv.) accepterer ikke-voldelige islamister som en del af løsningen.
- Venstrefløjen gør fælles sag med islamismen imod den kapitalistiske/jødisk-kristne modstander.
Men der er også gode nyheder fra krigen, og de handler om tiltagende uddannelse og en stadig mere udbredt bevidstgørelse hos et voksende antal vesterlændinge, især på højrefløjen, om krigens og fjendens karakter. Amerikanerne læser bøger, ser dokumentarprogrammer, følger med i nyhederne og involverer sig aktivt.
For eksempel bliver vendingen "krigen mod terror," som var bredt accepteret for seks år siden, nu generelt opfattet som forældet, fordi den forveksler en taktik med en fjende (selvom udtrykket fortsat bliver anvendt på grund af den manglende konsensus vedrørende et erstatningsudtryk).
Ej heller ville nogen højtstående, amerikansk embedsmand i dag gentage noget i stil med daværende udenrigsminister Powells analyse dagen efter 11.september 2001 af, at terroristangrebene "ikke bør opfattes som noget, der er begået af arabere eller islamister; de er noget, der blev begået af terrorister."
I stedet for at gendrive den slags dumheder drøfter de konservative et forhold, som knap nok fandtes før 11. september, men som bør overvåges nøje på grund af dets politiske implikationer. På den ene side står de af os, som ser den muslimske verden gennemgå en midlertidig krise, og som søger efter måder, hvorpå man kan hjælpe med at modernisere dens religion, så muslimerne kan blomstre. På den anden side står de, der ser islam som en uforbederlig dødskult og søger at forbyde islam og at frigøre sig fra muslimerne.
 NYPD-rapporten. |
|
New York City Police Department udsendte i sidste måned en imponerende rapport, "Radicalization in the West: The Homegrown Threat" (Radikalisering i Vesten: den hjemmeavlede trussel), som viser, at terrorismen er et resultat af islamiske, intellektuelle budbringere. Hvorfra, ifølge NYPD, kommer denne radikaliseringsproces? "Jihadisk eller jihadisk-salafisk ideologi er drivkraften, der motiverer" unge vestligt fødte muslimer til at engagere sig i terrorisme imod deres egne lande.
For seks år siden ville ingen politirapport have fremsat sådan en erklæring — og endnu mindre brugt begreber som "jihadisk-salafisk ideologi." Interessant nok erkender NYPD, at man havde brug for tid for at nå frem til dette forfinelsesniveau: "Hvor vi engang ville have fastsat den indledende trusselsindikator til det tidspunkt, hvor en terrorist eller en gruppe af terrorister faktisk planlagde et angreb, har vi i dag rettet fokus mod et langt tidligere tidspunkt," hvor radikaliseringsprocessen begynder.
 Rabbiner Eric H. Yoffie, præsident for Union for Reform Judaism. |
|
Udfaldet af "krigen mod terror" vil, erkender jeg, have mindre at gøre med gennembrud inden for fly-elektronik eller efterretningskup end med, i hvilken grad civiliserede mennesker forstår karakteren af deres fjende og slutter sig sammen for at bekæmpe ham. Det betyder, at de liberale, sådan som Canadas Salim Mansur har udtrykt det, bør huske, at "Liberalt demokrati er en væbnet ideologi i ikke mindre grad, end islamistisk ideologi [er det]." Hvad rummer fremtiden: 2001's slogan "United We Stand" eller mere af vore dages dybe opsplitning?
Svaret kan meget vel blive afgørende. Historien giver mig en vis grund til optimisme, eftersom de vestlige demokratier indtil nu har været fremherskende. Hvis det skal kunne ske igen, må viden om islam og muslimer udgøre en del af den fornødne forberedelse.
