Efter at have besejret fascister og kommunister, kan Vesten nu besejre islamisterne?
Overfladisk set får den militære overmagt sejren til at virke uundgåelig. Selv hvis Teheran skulle skaffe sig kernevåben, har islamisterne intet, der ligner den militærmaskine, som aksemagterne mønstrede under Anden Verdenskrig eller Sovjetunionen under den kolde krig. Hvad har islamisterne, som kan sammenlignes med Die Wehrmacht eller Den Røde Hær? SS eller Spetznaz? Gestapo eller KGB? Eller for den sags skyld Auschwitz eller gulag?
Alligevel er der ikke så få analytikere, heriblandt også mig, som er bekymrede for, at det måske ikke er så enkelt. Islamisterne (defineret som personer, der kræver en livsførelse efter islams hellige lov, sharia) kunne faktisk klare sig bedre end de tidligere tilhængere af totalitært styre. De kunne endda gå hen og vinde. Grunden er, at uagtet Vestens stærke hardware, indeholder dens software nogle potentielt skæbnesvangre vira. Tre af disse – pacifisme, selvhad, selvtilfredshed – fortjener vores opmærksomhed.
Pacifisme: Blandt de veluddannede har den overbevisning efterhånden slået rod, at "der findes ingen militær løsning" på de nuværende problemer, et mantra som benyttes over for ethvert mellemøstproblem – Libanon, Irak, Iran, Afghanistan, kurderne, terrorisme, og den arabisk-israelske konflikt. Men denne pragmatiske pacifisme overser den kendsgerning, at moderne historie vrimler med militære løsninger. Hvad var akselandenes nederlag, USA's nederlag i Vietnam eller Sovjetunionens i Afghanistan, om ikke militær løsninger?
Selvhad: Betydningsfulde elementer i adskillige vestlige lande – især USA, Storbritannien og Israel – mener, at deres egne regeringer er det ondes skjulested, og betragter terrorismen som en rimelig straf for fortidens synder. Denne holdning, "vi har mødt fjenden, og han er os", erstatter en effektiv reaktion med pacificering, herunder en villighed til at opgive traditioner og resultater. Osama bin Laden fejrer ved navns nævnelse venstreorienterede som Robert Fisk og William Blum. Selvhadende vesterlændinge har en særdeles stor betydning på grund af deres fremtrædende rolle som meningsdannere på universiteterne, i medierne, i de religiøse institutioner og i kunsten. De tjener som islamisternes hjælpe-mujahideener.
Selvtilfredshed: Fraværet af en imponerende islamistisk militærmaskine fylder mange vesterlændinge, især på venstrefløjen, med en følelse af ringeagt. Mens konventionel krig – med dens mænd i uniform, dens skibe, tanks og fly, og dens blodige slag for land og resurser – er enkel at forstå, så er den asymmetriske krig mod den radikale islam mere ubestemmelig. Hobbyknive og selvmordsbælter gør det vanskeligt at opfatte fjenden som en værdig modstander. Ligesom John Kerry afviser alt for mange terrorismen som en blot og bar "gene."
Islamisterne udviser imidlertid nogle formidable kapaciteter, som rækker langt ud over terrorisme i lille skala:
- En mulig adgang til masseødelæggelsesvåben, som kan ødelægge livet i Vesten.
- En religiøs appel, som giver en dybere genklang og har større fastholdende kraft end fascismens eller kommunismens kunstige ideologier.
- Et imponerende planlagt, finansieret og organiseret institutionelt maskineri, som med held opbygger troværdighed, goodwill og valgsucces.
- En ideologi, som er i stand til at appellere til muslimer af alle størrelser og udgaver, fra pjalteproletariat til privilegerede, fra analfabeter til professorer, fra de veltilpassede til psykopaterne, fra yemenitter til canadiere. Bevægelsen unddrager sig næsten en sociologisk definition.
- En ikke-voldelig tilgang – det, jeg kalder for "lovlig islamisme" – som tilstræber islamisering ved hjælp af uddannelsesmæssige, politiske og religiøse midler uden at gribe til ulovligheder eller terrorisme. Lovlig islamisme har vist sig at være succesrig i lande med muslimsk flertal som Algeriet og lande med muslimsk mindretal som England.
- Et stort antal hengivne kadrer. Hvis islamisterne udgør 10-15% af verdens muslimske befolkning, tæller de mellem 125 og 200 millioner mennesker eller samlet et langt større antal end alle de fascister og kommunister, som nogensinde har levet.
Pacifisme, selvhad og selvtilfredshed forlænger krigen mod den radikale islam og forårsager unødige tab. Først når de venstreorienterede vesterlændinge har absorberet katastrofale tab af menneskeliv og ejendom, vil de formentlig overvinde denne trefoldige lidelse og indse truslens sande omfang. Den civiliserede verden vil formentlig til den tid sejre, men forsinket og til en højere pris end nødvendigt.
Skulle islamisterne gå hen og blive kloge og undgå masseødelæggelse, men i stedet holde sig til den lovlige, politiske, ikke-voldelige kurs, og skulle deres bevægelse forblive levende og aktiv, er det vanskeligt at forestille sig, hvad der skulle kunne standse dem.
Mr. Pipes er direktør for Middle East Forum og forfatter til Miniatures (Transaction Publishers). Denne klumme vil ligge stille de kommende 15 uger, indtil midten af april, i hvilken periode Mr. Pipes underviser ved Pepperdine University i Malibu, Californien.
