Forestil dig, at der eksisterer en islamistisk centralkommando — og at du er dens chefstrateg med mandat til at udbrede fuld anvendelse af shariah, eller islamisk lov, med alle til rådighed stående midler og med et verdenskalifat som ultimativt mål. Hvilket råd ville du give dine kammerater efter de otte dages opstand i den Røde Moske i Islamabad, Pakistans hovedstad?
Formentlig ville du kaste et blik på de seneste seks årtiers islamistiske bestræbelser og konkludere, at der eksisterer tre hovedvalg: at vælte regeringen, at arbejde gennem systemet eller en kombination af de to.
Islamisterne kan benytte flere forskellige midler til at gribe magten. (Jeg trækker her på "Waiting for the Other Shoe to Drop: How Inevitable is an Islamist Future?" af Cameron Brown.)
- Revolution, i betydningen omfattende social revolte: Lykkedes kun i Iran, i 1978–79, for det kræver særlige omstændigheder.
- Statskup: Lykkedes kun i Sudan, i 1989, for regenter ved almindeligvis, hvordan de skal beskytte sig.
- Borgerkrig: Lykkedes kun i Afghanistan, i 1996, for herskende, brutale stater slår almindeligvis opstande ned (som i Algeriet, Egypten og Syrien).
- Terrorisme: Er aldrig lykkedes og vil næppe nogensinde lykkes. Den kan volde kolossale skader, men uden at ændre regimer. Kan man virkelig forestille sig, at et folk hejser det hvide flag og giver efter for terroristtrusler? Det skete ikke efter attentatet på Anwar Sadat i Egypten i 1981, eller efter angrebene den 11. september 2001 i Amerika, eller selv efter Madrid-bomberne i 2004.
En klog strateg burde ud fra denne oversigt konkludere, at omstyrtelse af en regering sjældent fører til sejr. Derimod viser de seneste begivenheder, at arbejdet via systemet giver større chancer — bemærk den islamistiske valgsucces i Algeriet (1992), Bangladesh (2001), Tyrkiet (2002) og Irak (2005). Men arbejdet inden for systemet har, hvad disse eksempler antyder, sine begrænsninger. Det bedste er en kombination af blødgøring af fjenden ved lovlige midler og derefter at gribe magten. Det Palæstinensiske Selvstyre (2006) er et eksempel på, hvordan denne to-punkts strategi kan lykkes, med Hamas som vinder valget og derefter iscenesætter en opstand. Et ganske anderledes eksempel på denne kombination har netop fundet sted i Pakistan.
Det kolossale kompleks omkring den Røde Moske, også kendt som Lal Masjid, Pakistans styrende institutioner, kan bryste sig af langvarige forbindelser til regimets elite og omfatter enorme mands- og kvindemadrassa'er. Men kalashnikovbevæbnede, burkaklædte studerende vendte sig i januar 2007 imod deres velgørere og konfronterede politiet for at forhindre dette i at tilintetgøre en illegalt opført bygning.
I april kundgjorde den mega store moskes viceimam, Abdul Rashid Ghazi, et påbud om shariah "i de områder, som vi kontrollerer", og dannede en islamisk domstol, der udstedte dekreter og domme, som rivaliserede med regeringens.
Moskeen sendte derefter nogle af sine mange tusinde madrassa-studerende ud for at tjene som moralsk politistyrke i Islamabad og således styrke et lokalt talibanlignende regime med det ultimative mål at sprede det til hele landet. Studenterne lukkede barbersaloner, besatte et børnebibliotek, plyndrede musik- og videoforretninger, angreb påståede bordeller og torturerede de påståede bordelmutre. De kidnappede endda nogle politifolk.
Den Røde Moskes ledelse truede med selvmordsbombninger, hvis Pervez Musharrafs regering forsøgte at bremse dens bud på delvist selvstyre. Sikkerhedsstyrkerne holdt sig behørigt væk. Det seks måneder lange dødvande kulminerede den 3. juli, da studenter fra moskeen, hvoraf nogle var maskerede og bevæbnede, foretog et stormløb på et af politiets checkpoints, plyndrede nogle nærliggende regeringsministerier og satte ild på biler, med 16 døde som resultat.
Denne konfrontation med regeringen sigtede mod intet mindre end at vælte den, bekendtgjorde moskeens viceimam den 7. juli: "Vi nærer en fast tro på, at vores blod ved Guds hjælp vil føre til en [islamisk] revolution." Regeringen, som følte sig truet, angreb den store moske tidligt den 10. juli. Det 36-timers angreb afslørede et oplagret arsenal af selvmordsveste, maskingeværer, brandbomber, affyringsramper til raketstyrede granater, anti-tank-miner — og breve med instruktioner fra Al-Qaedas ledelse.
Mr. Musharraf kaldte madrassa'en for en "krigsfæstning." Alt i alt forårsagede opstanden direkte mere end 100 døde.
Moskeer er tidligere blevet brugt som steder, hvor man ophidser til vold, planlægger operationer og oplagrer våben, men at anvende en moske som base med henblik på at omstyrte regeringen, det skaber præcedens. Den Røde Moskes model tilbyder islamisterne en modig taktik, en som de sandsynligvis vil bruge igen, især hvis den seneste episode, som har rystet landet, får held til at fjerne Mr. Musharraf fra embedet.
Vores imaginære islamistiske strateg kan kort sagt nu anvende endnu en taktik til erobring af magten.
