Rusland, Kina & Israel mod islamismen?

To nylige foreteelser - Vladimir Putins seneste rejse til Mellemøsten og den kinesiske regerings finansiering af en israelsk godsjernbane – antyder en omrokering i alliancerne i regionen.

Den opdeling af Mellemøsten, som har de mest dybtgående konsekvenser, er ikke længere den arabisk/israelske, men den islamistisk/ikke-islamistiske, med Iran i det ene hjørne, Israel i det andet og andre stater et eller andet sted derimellem. Der er langt fra tale om en lineær opstilling, men en med masser af uoverensstemmelser; de revolutionære islamister i Teheran og de evolutionære i Ankara er for eksempel i stigende grad på kant med hinanden, hvorimod Teheran-Damaskus-aksen blomstrer som aldrig før.

Vladimir Putin besøgte Vestmuren, iført kippa og ledsaget af rabbinere, kl. 2 om morgenen, hvor han oplæste bønner og to salmer.

De russiske og kinesiske handlinger antyder, at disse alliancer også former de omgivende magters udenrigspolitik. Mens EU og den amerikanske regering i stigende grad er imødekommende over for islamismen, til dels som en metode til at tæmme deres egne muslimske befolkninger, så har Moskva og Beijing en historie præget af åben konflikt med deres egne muslimske befolkninger og derfor anlæggelse af en politik, der er mere fjendtlig over for islamismen i Mellemøsten.

Hvilket fører os frem til præsidenten for Den Russiske Føderation. Pinhas Inbari skriver i "Efter Putins besøg: Er Israel og Rusland ved at rykke tættere sammen?", at Putins "beslutning om at påbegynde sin rundrejse i Israel, sammenholdt med størrelsen på hans delegation, tydede på, at Israel var besøgets kernepunkt, mens Det Palæstinensiske Selvstyre og Jordan var af sekundær betydning." Grunden hertil er, at de to regeringer, trods deres store forskelle når det gælder Syrien og Iran, er "enige i et andet og ikke mindre relevant spørgsmål, som dominerer den politiske diskurs i Mellemøsten: bekymringen over opkomsten af Det Muslimske Broderskabs magt."

Inbari bemærker, i hvor høj grad Putins rejse afspejlede Obamas forskellige rejser, både i stil (de hellige steder han besøgte) og i substans (taktisk enig med Netanyahu om palæstinensisk diplomati). Han konkluderer:

Man bør ikke forledes til at tro, at Israel og Rusland pludselig er blevet venner og strategisk allierede. Desværre er Ruslands bedste venner i regionen slyngelstaterne Iran og Syrien. Men den fælles bekymring over opkomsten af Det Muslimske Broderskab og det faktum, at denne er blevet hilst velkommen af USA, fører Rusland og Israel en lille smule nærmere hinanden.

Dagens kinesiske aftale passer ind i det samme mønster.

Israel og Kina underskrev i dag en historiske samarbejdsaftale om opførelse af Eilat-jernbanen og andre fremtidige projekter, herunder den indenlandske kanalhavn nord for Eilat. … Hovedprojektet på dagsordenen er opførelsen af en godsjernbanelinie, som vil forbinde Israels middelhavshavne i Ashdod og Haifa med havnen i Eilat. Der er også planer om at udvide linjen til Jordans Aqaba-havn. … [israelske kilder antyder, at kineserne] anser projektet for at være vigtigt, eftersom det passer ind i Kinas globale strategi om at styrke udsatte handelsveje. … I aften vil den israelske delegation være gæster ved en særlig middag, afholdt af den kinesiske regering. Maden vil være kosher lemehadrin (strengt kosher, dvs. nøje følgende jødiske religiøse forskrifter).

Kommentarer: (1) Dette er blot to foreteelser, som peger på det nye islamistisk-orienterede diplomati, der udfolder sig. (2) Det bliver interessant at se, hvor langt Jerusalem vil gå for at afbalancere sin svækkede position i Obama-regeringen.

Beslægtede emner:  Israel, Kina, Mellemøst-mønstre, Militant islam, Rusland/Sovjetunionen tilmelding til daniel pipes' gratis danske ugentlige email-liste Denne tekst kan gengives eller videresendes, blot den bliver præsenteret i sin sammenhængende helhed og med fuldstændige oplysninger vedrørende forfatter, dato, sted for offentliggørelse og oprindelig URL.