Da Dwight D. Eisenhower indviede Islamic Center i Washington, D.C., i juni 1957, strømmede hans 500-ords tale over af velvilje ("Civilisationen skylder den islamiske verden nogle af sine vigtigste redskaber og resultater"), selvom den amerikanske præsident kludrede beskæmmende i det (muslimer i USA, erklærede han, har ret til deres "egen kirke"). Det var påfaldende, at han ikke inkludere et eneste ord om politik.
Nøjagtigt halvtreds år senere genindviede George W. Bush, som stod uden sko, centeret i sidste uge. Hans 1600-ords tale roste ligeledes middelalderens islamiske kultur ("Vi er kommet for at udtrykke vores påskønnelse af en tro, som har beriget civilisationen gennem århundreder"), men han kendte forskel på en moske og en kirke – og han havde mere på dagsordenen end smiger.
Mest fængslende var så afgjort hans udtalelse om, at "jeg har lagt præsidentembedets hjerte i at hjælpe muslimer med at bekæmpe terrorisme, kræve deres frihed og finde deres egne unikke veje til fremgang og fred." Dette cri du coeur signalerede, hvor godt Mr. Bush forstår, i hvor høj grad muslimske handlinger kommer til at definere den arv, han efterlader sig.
Skulle de lytte til hans drøm "og finde deres egne unikke veje til fremgang og fred," så vil hans præsidentperiode, uanset hvor hærget den måtte forekomme i øjeblikket, være renset. Som med Harry S Truman vil historikerne erkende, at han så længere end sine samtidige. Skulle muslimerne imidlertid blive "ladt bagud i den globale bevægelse mod fremgang og fred," vil historikerne sandsynligvis dømme hans to embedsperioder lige så hårdt, som hans amerikanske medborgere gør det i dag.
Hvordan muslimerne klarer sig afhænger selvfølgelig for en stor del af den radikale islams fremtidige kurs, som igen til en vis grad afhænger af den amerikanske præsidents forståelse af den. Gennem årene har Mr. Bush generelt udvist en stigende forståelse af dette emne. Han begyndte med floskelagtige, undskyldende henvisninger til islam som en "fredens religion," en sætning han anvendte så sent som i 2006. Tidligt belærte han endda muslimerne om deres religions sande natur, en arrogant ambition, som i 2001 fik mig til at kalde ham for "imam Bush."
Efterhånden som Mr. Bush' forståelse voksede, talte han om kalifatet, "islamisk ekstremisme" og "islamfascisme." Det, som han i 2001 eufemistisk kaldte for "krigen mod terror", henviste han til i 2006 med det hårdtslående udtryk "krig mod islamiske fascister." Det lysnede. Måske forstod det officielle Washington alligevel truslen.
Men den slags analyser vakte muslimsk modstand, og nu hvor Mr. Bush nærmer sig sit politiske tusmørke, har han trukket sig tilbage til mere sikker grund, idet han i sidste uge vendte tilbage til nogle afsvækkede, billedlige udtryk, som gik på listesko med hensyn til enhver nævnelse af islam. I stedet talte han uelegant om "den store kamp mod ekstremisme, som nu udspiller sig over store dele af Mellemøsten," og i vage vendinger om "en gruppe ekstremister, som forsøger at bruge religionen som en vej til magten og et middel til dominans."
Hvad værre er, talen slog på tromme for udnævnelsen af en amerikansk særudsending til Den islamiske Konferenceorganisation (Organization of the Islamic Conference, OIC) og rådede denne udsending til at "lytte til og lære af" sin muslimske modpart. Men OIC er en saudisk sponsoreret organisation til fremme af den wahhabske dagsorden under staffage af et udelukkende muslimsk FN. Som modterrorismespecialisten Steven Emerson har bemærket, fremstår Bush' talentløse initiativ ud fra en "komplet uvidenhed om den yderligtgående radikalisme og de pro-terrorististiske og anti-amerikanske udtryk, som regelmæssigt forekommer i udtalelser fra OIC og dennes ledere."
 Anbragt på forreste række i Islamic Center den 27. juni 2007 bar ledende medarbejdere i Bush-administrationen Frances Townsend (til venstre) og Karen Hughes midlertidig hijab. |
|
Kort sagt, det føles som et "déjà vu all over again." Eller som kommentator Diana West udtrykker det: "Næsten seks år efter 11. september — næsten seks år efter sit første besøg i Islamic Center og sin erklæring om, at ‘Islam betyder fred' — har Mr. Bush intet lært." Men i dag rummer vi færre forhåbninger end i 2001 om, at han stadig kan lære, absorbere og reflektere en forståelse af fjendens islamistiske natur.
Idet vi må konkludere, at det grundlæggende er mislykkedes for Mr. Bush at forholde sig til dette centrale emne, må vi i stedet hæfte os ved hans mulige efterfølgere og håbe på, at de vil vende tilbage til hans lejlighedsvise robusthed og genoptage de vanskelige koncepter om islamisk ekstremisme, shariah og kalifatet. Flere republikanere – Rudy Giuliani, Mitt Romney og (frem for alt) Fred Thompson – gør netop det. De demokratiske kandidater foretrækker desværre at forblive næsten fuldkommen tavse vedrørende dette emne.
Næsten tredive år efter, at islamister første gang angreb amerikanere, og på aftenen for tre større forsøg på terroristangreb i Storbritannien afslører præsidentens tale, hvor forvirret Washington stadig er.
