Er adlingen til ridder af Salman Rushdie, 60, ved Englands dronning "et tegn på den ændrede indstilling" til britiske muslimer, sådan som Observer-klummeskribenten Nick Cohen har skrevet? Er det "et velkomment eksempel på … britisk rygrad," sådan som islamisme-specialisten Sadanand Dhume har beskrevet det i Wall Street Journal?
Jeg tror det ikke. Adlingen til ridder, som blev bekendtgjort den 16. juni, skete snarere uden opmærksomhed på dens implikationer.
Størsteparten af tumulterne imod denne ære finder sted i Pakistan, sådan som det også skete i 1988, da Sir Salmans roman, De Sataniske Vers, oprindelig blev udgivet. "Vi begræder den britiske regerings beslutning om at slå ham til ridder," udtalte en talskvinde for udenrigsministeriet. Underhuset i parlamentet vedtog enstemmigt en regeringsstøttet resolution, som kaldte Rushdie for en "gudsbespotter."
Helt ekstraordinært bifaldt Pakistans minister for religiøse anliggender, Mohammed Ijaz ul-Haq, selvmordsbomber mod England. "Hvis en eller anden bragte en bombe på sin krop til sprængning, ville det være rigtigt af ham at gøre det, medmindre den britiske regering undskylder og trækker titlen ‘sir' tilbage." Ijaz ul-Haq tilføjede senere, at "Hvis nogen udløser en selvmordsbombe for at beskytte profeten Muhammads ære, vil hans handling være retfærdiggjort."
En fagforening tilbød en belønning på 160.000 dollar til den, der kapper hovedet af Rushdie. Irans parlamentsformand, Gholamali Haddadadel, truede med, at muslimer "ikke vil undlade at reagere på denne ubetænksomme og skamløse handling."
 Islamister demonstrerer i Pakistan. |
|
Heldigvis var der muslimer, som fordømte disse reaktioner. Den canadiske forfatter Irshad Manji bemærkede, at den pakistanske regering intet havde at sige i forbindelse med "angreb på medtroende" i Kabul og Baghdad, hvor islamistisk terrorisme dræbte mere end 100 muslimer. "Jeg er krænket over, at midt i det interne, ødelæggende blodbad, er det en erklæret ateist ved navn Salman Rushdie, der topper aktionslisten," skrev hun.
Disse islamistiske trusler forlænger et drama, som begyndte Valentinsdag 1989, hvor Ayatollah Khomeini udsendte sit dødsedikt imod Rushdie, hvori han erklærede, at "forfatteren til bogen med titlen De Sataniske Vers – som er blevet udarbejdet, trykt og udgivet imod islam, profeten og Qur'an [Koranen] – og alle dem, der var involveret i dens udgivelse, vel vidende om dens indhold, dømmes til døden. Jeg opfordrer alle nidkære muslimer til hurtigt at henrette dem."
Samme dag var jeg i fjernsynet og spåede, at forfatteren aldrig ville undslippe ediktet. Han eksperimenterede imidlertid med formildelse i 1990 og med selvbedrag siden 1998, hvor den iranske udenrigsminister erklærede, at hans regering ikke længere havde til hensigt at myrde ham. Rushdie anså i sin ønsketænkning dette for at være "et gennembrud" og konkluderede, at Khomeinis edikt "vil få lov til at hænge og visne på sin stok."
Jeg advarede Rushdie i 1998 mod hans kåde insisteren på at være uden for fare. For det første stod ediktet stadig ved magt; de iranske ledere mener ikke, at de er kompetente til at ophæve det (et punkt som netop forleden blev gentaget af en ayatollah, Ahmad Khatami). For det andet kan freelancere rundt om på kloden stadig udnævne sig selv til at fuldbyde Khomeinis opfordring til handling.
Men Rushdie og hans venner ignorerede denne frygt. Christopher Hitchens mente for eksempel, at Rushdie var vendt tilbage til en normal tilværelse. Det blev den konventionelle antagelse; en sådan ubekymrethed og naivitet – snarere end "rygrad" – kan bedst forklare adlingen til ridder.
Jeg hilser adlingen velkommen, for trods alle sine politiske fejltagelser er Rushdie bestemt en glimrende forfatter. Jeg ville ønske, at jeg kunne være enig med Dhume i, at denne anerkendelse af ham antyder, at "pendulet er begyndt at svinge" i England, væk fra en formildelse af den radikale islam.
Men det kan jeg ikke. I stedet drager jeg to konklusioner: For det første, at Rushdie bør planlægge ud fra den kendsgerning, at Khomeinis edikt er permanent og først dør, når han gør det. For det andet, at den britiske regering bør tage den officielle pakistanske trussel om selvmordsterrorisme alvorligt, idet den er ensbetydende med en krigserklæring og en operationel godkendelse. Hidtil har den ikke gjort det.
Bortset fra en ambassadørudtalelse af "dyb bekymring" insisterer Whitehall på, at ministerens trussel ikke vil skade et "rigtig godt forhold" til Pakistan. Det bliver endda antydet, at Ijaz ul-Haq er velkommen i England på privat besøg. (Er selvmordsbombere også velkomne, så længe de ikke er regeringens gæster?) Indtil de pakistanske myndigheder tilbagekalder og undskylder Ijaz ul-Haqs uhyrlige udtalelse, bør London ikke udøve business-as-usual med Islamabad.
Det ville være at udvise "britisk rygrad."
Mr. Pipes, direktør for the Middle East Forum, er forfatter til bogen The Rushdie Affair fra 1990.
