Hamas' sejr over Fatah i Gaza den 14. juni har stor betydning for palæstinenserne, for den islamistiske bevægelse og for USA. Den har noget mindre betydning for Israel.
Spændingerne mellem Fatah og Hamas vil sandsynligvis vare ved og med dem splittelsen mellem Vestbredden og Gaza. Opdukkelsen af to rivaliserende enheder, "Hamastan" og "Fatahland," er kulminationen på en konflikt, som længe har været undertrykt; i en kommentar til de to regioners spaltningstendenser i 2001 forudså Jonathan Schanzer, at det "ikke ville overraske synderligt", hvis Det Palæstinensiske Selvstyre (PA) blev splittet op geografisk. De senere begivenheder har faktisk trukket dem fra hinanden:
- Anarkiet, som startede i begyndelsen af 2004, udspyede palæstinensiske klanledere og kriminelle krigsherrer.
- Yasir Arafats død i november 2004 fjernede denne visionært onde figur, som alene kunne bygge bro mellem de to regioner.
- Israels tilbagetrækning fra Gaza i midten af 2005 berøvede Gaza dets eneste stabiliserende element.
- Hamas' sejr ved selvstyrevalgene i januar 2006 skabte en stærk base, hvorfra de kunne udfordre Fatah.
Hvis man antager, at Fatah bevarer kontrollen på Vestbredden (hvor det har arresteret 1500 Hamas-operatører), så har to rivaliserende fraktioner erstattet et enkelt Palæstinensisk Selvstyre. Når man betænker den palæstinensiske nationalismes opportunistiske natur og dens nyere oprindelse (den daterer sig specifikt tilbage til 1920), har denne tvedeling potentielt stor betydning. Som jeg har bemærket, er palæstinianismen så overfladisk, at den kunne "ophøre, måske lige så hurtigt, som den begyndte." Andre tilhørsforhold omfatter pan-islamisme, pan-arabisk nationalisme, Egypten, Jordan eller deres egne stammer og klaner.
Internationalt betyder dette, at Fatah og Hamas kaster sig ud i krigsforbrydelser mod hinanden, at der prikkes hul på en enestående myte i moderne politik – palæstinensisk offergørelse. Når endvidere to "Palæstinaer" skændes om kontrollen over f.eks. det FN-sæde, som i 1974 blev tildelt Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), så skader de en anden myte – om en palæstinensisk stat. "Palæstinenserne er tæt på helt alene at have hamret det sidste søm i den palæstinensiske sags kiste," bemærkede den saudi-arabiske udenrigsminister Saud al-Faisal. En palæstinensisk journalist bemærker sarkastisk: "Tostatsløsningen fungerer omsider."
Derimod vinder den islamistiske bevægelse herved. Opførelsen af et bolværk i Gaza-striben giver den et brohoved i hjertet af Mellemøsten, hvorfra den kan infiltrere Egypten, Israel og Vestbredden. Hamas' triumf er også en psykologisk styrkelse af islamisterne globalt. Af samme grund er den et tegn på vestligt nederlag i "krigen mod terror," som brutalt afslører den israelske premierminister Ariel Sharon's kortsigtede og uansvarlige, ensidige tilbagetrækningspolitik i Gaza, samt Bush-regeringens ubesindige jagt på et valg.
Hvad angår Israel, står det over for den samme eksistentielle trussel som før. Det vinder ved Hamas' næsten totale isolation fra Vesten, ved fraktioneringen af den palæstinensiske bevægelse og ved at have én enkelt modpart i Gaza. Det har også gavn af at have en fjende, Hamas, som er åben med hensyn til sine intentioner om at eliminere den jødiske stat i stedet for at hykle, sådan som Fatah gør. (Fatah fører samtaler med Jerusalem samtidig med, at de slår israelere ihjel, Hamas slår israelere ihjel uden forhandlinger; Fatah er ikke moderat, men snu; Hamas er helt og aldeles ideologisk.) Men Israel mister noget, når den totalitære islams glød, disciplin og strenge vedholdenhed erstatter Fatahs usammenhængende arafatiske misk-mask.
 Revolvermand fra Hamas slapper af i et Fatah-anlæg. |
|
Fatahs villighed til at spille et uredeligt, diplomatisk spil har lokket forvirrede og godtroende vesterlændinge, herunder israelere, til at investere i dem. Den seneste tåbelighed var Washingtons beslutning om at lytte til sin sikkerhedskoordinator i regionen, generalløjtnant Keith Dayton, og tilsende Fatah 59 millioner dollar i militærhjælp til kampen mod Hamas – en politik, som viste sig endnu mere kvajpandet, da Hamas prompte beslaglagde sendingen til eget brug.
En skønne dag vil disse idiot-savant (idiotiske lærde) "fredsmagere" måske lægge mærke til det spor af ulykker, som deres værk har afstedkommet. I stedet for stædigt at arbejde på at få Fatah og Jerusalem tilbage til forhandlingsbordet kunne de jo koncentrere sig om at opnå en sindelagsændring blandt de godt 80 procent af palæstinenserne, som stadig forsøger at ophæve resultatet af krigen i 1948-49 ved at bekæmpe zionismen og konstruere en arabisk stat nummer 22 oven på Israels lig.
Ehud Barak, Israels spritnye forsvarsminister, har efter sigende planer om at angribe Hamas inden for nogle uger; men hvis Jerusalem fortsætter med at opmuntre et korrupt og irredentistisk Fatah (som premierminister Ehud Olmert netop har kaldt for sin "partner"), øger det blot muligheden for, at Hamastan til sidst indlemmer Vestbredden.
