"Hvis vore dages arabiske anti-Israel og anti-jødiske propaganda minder stærkt om den fra Das Dritte Reich, er der en god grund til det." Sådan skriver Joel Fishman fra Jerusalem Center for Public Affairs i "The Big Lie and the Media War against Israel" (Den store løgn og mediekrigen mod Israel), en indsigtsfuld historisk undersøgelse.
Fishman begynder med at bemærke vores dages omvendte verden, hvor Israel opfattes som en farlig og røverisk stat i forsvaret af sine borgere mod terrorisme, konventionel krigsførelse og masseødelæggelsesvåben. En undersøgelse fra 2003 afslørede for eksempel, at mange europæere betragter Israel som "den største trussel" mod verdensfreden. Hvordan er denne vanvittige, omvendte fortolkning af virkeligheden – Mellemøstens eneste absolut frie og demokratiske land opfattet som førende global trussel – opstået?
Fishmans svar vender tilbage til Første Verdenskrig, hvilket ikke er overraskende, eftersom analytikere efter Den Kolde Krig i stigende grad erkender, i hvor høj grad Europa stadig lever i skyggen af denne katastrofe, hvad enten det drejer sig om dets fornyede forsoningspolitik eller dets holdning til egen kultur. Dengang benyttede den britiske regering for første gang fremsættelser i massemedier og reklame rettet både mod fjendens og dets egen civilbefolkning i håbet om at forme begges tankegang.
Centralmagtens offentlighed hørte budskaber, som var udformet til at undergrave støtten til dens regering, mens Alliancens offentlighed blev fodret med nyhedsreportager om ugerninger, hvoraf nogle var falske. Det bemærkes således, at briterne hævdede, at Det Imperialistiske Tyskland havde en "Corpse Conversion Factory" (Kadaververwerkungsanstalt) [kadavergenbrugsanstalt), som stjal døde, fjendtlige soldaters lig for at fremstille sæbe og andre produkter af dem. Efter krigens afslutning, da briterne lærte sandheden at kende, efterlod disse løgne et reservoir af, hvad Fishman kalder "skepsis, bedrag og en stemning af efterkrigsnihilisme."
Denne britiske misinformationskampagne fik to katastrofale følger for Anden Verdenskrig. For det første gjorde den de allieredes offentlighed skeptisk over for de tyske rædselsgerninger mod jøderne, som bragte stærke mindelser om de indbildte rædsler, som briterne havde udbredt, således at beretninger fra nazi-besatte områder regelmæssigt blev ladet ude af betragtning. (Det forklarer, hvorfor Dwight D. Eisenhower arrangerede et besøg i koncentrationslejrene umiddelbart efter deres befrielse for at bevidne og dokumentere deres realitet.)
For det andet bemærkede Hitler med beundring det britiske fortilfælde i sin bog, Mein Kampf (1925): "I begyndelsen var denne [britiske] propagandas påstande så skamløse, at folk fandt dem vanvittige; siden begyndte de at gå folk på nerverne; og til sidst blev de troet." Ti år senere blev denne beundring omsat i den nazistiske "store løgn," som vendte virkeligheden på hovedet og gjorde jøderne til forfølgere og tyskerne til deres ofre. Et kæmpemæssigt propagandamaskineri bankede derefter, med stor succes, disse løgne ind i den tysktalendes psyke.
Tysklands besejring bragte midlertidigt den slags metoder med at vende virkeligheden på hovedet i vanry. Men nogle undslupne nazister førte deres gamle antisemitiske ambitioner med til lande, som nu var i krig med Israel og forsøgte at myrde dets jødiske befolkning. Tusindvis af nazister fandt et fristed i Egypten, mens et mindre antal nåede frem til andre arabisktalende lande, især Syrien.
 En af Johann von Leers' antisemitiske traktater, "Juden sehen dich an" (Jøder betragter dig). |
|
Dette grundarbejde viste sit værd efter Israels historiske sejr i Seksdageskrigen i 1967, et ydmygende nederlag for både Sovjetunionen og dets arabiske allierede. Den efterfølgende sovjetisk-arabiske propagandakampagne nægtede Israel retten til at forsvare sig og vendte virkeligheden på hovedet ved uforsonligt at beskylde det for aggression. Det gik præcist, som Hitler havde analyseret sig frem til i Mein Kampf, skønt disse skamløse påstande i begyndelse blev anset for vanvittige, blev de til sidst troet.
Vore dages politiske vanvid er med andre ord direkte forbundet med gårsdagens. Vil nogle af vore dages anti-zionister mon føle sig skamfulde ved at måtte indse, at deres tankegang, uanset dens nye indpakning, blot er en videreudvikling af de folkemordsbedrag, som Hitler, Goebbels og Himmler gjorde sig til talsmænd for? Vil de mon så forlade disse synspunkter?
