James Bakers skrækkelige Irak-rapport

Den Iraq Study Group Report (Irak-Studiegruppens Rapport), som er samlet af ti personer uden specialviden om Irak, fremgraver tidligere mislykkede udgaver af amerikansk politik i Mellemøsten og ønsker dem opkastet til aktuel politik.

Med den største dybsindighed lander rapporten med hensyn til den amerikanske rolle i Irak på tåbelig vis midtvejs mellem, at tropperne skal blive eller forlade landet, uden nogensinde at undersøge de basale præmisser for, at den amerikanske regering påtager sig ansvaret for landets bagatelområder såsom planlægningen af dets offentlige arbejdsprojekter. I stedet accepterer rapporten tankeløst denne strategiske antagelse og justerer blot taktikken i kanterne.

En latterligt lang liste af 79 anbefalinger udgør rapportens kerne. Disse omfatter perler såsom at hidkalde (den saudisk sponserede) Islamisk Konferenceorganisation eller Den Arabiske Liga (nr. 3) til at afgøre Iraks fremtid. En anden skaber en "International Støttegruppe for Irak", som inkluderer Iran, Syrien (nr. 5) og FN's generalsekretær (nr. 7).

Andre strålende anbefalinger opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at klare det iranske atomspørgsmål (nr. 10) og Støttegruppen til at overtale Teheran til at "tage specifikke skridt til at forbedre situationen i Irak" (nr. 11). Altså. Det iranske regime, hvis præsident forestiller sig en "verden uden Amerika," skal redde Washingtons skind. Den slags råd smager i bedste fald af det, som Jerusalem Post kalder for en "chokerende naivitet", og i værste fald en skrækindjagende dumhed.

De mindre hoveder hævder selvfølgelig, at problemerne i Irak er "uløseligt forbundet" med den arabisk-israelske konflikt – og gentager dermed præcist den fejltagelse, som ledende medformand James A. Baker, III, begik i 1991. Han ledte dengang bestræbelserne for at forlade Den Persiske Golf og vende opmærksomheden mod palæstinenserne, hvorved man efterlod Saddam Hussein ved magten i endnu tolv år og bidrog direkte til det nuværende rod. I den nye rapport opfordrer Mr. Baker og hans kolleger til dannelsen af en palæstinensisk stat (nr. 12) og kræver endda, at en endelig løsning forholder sig til den palæstinensiske "ret til tilbagevenden" (nr. 17) – hvilket er koden til afvikling af den jødiske stat. De erklærer indiskutabelt, at "israelerne bør aflevere Golanhøjderne" til gengæld for en amerikansk sikkerhedsgaranti (nr. 16).

Ud over den forbløffende indbildskhed i disse olympiske erklæringer må man spekulere på, hvordan den irakiske borgerkrig helt præcist skulle kunne ophøre ved at behage de palæstinensiske arabere. Eller hvorfor den uløste arabisk-israelske konflikt er mere relevant for Irak end den uløste azerisk-armenske konflikt, som er tættere på Irak.

	James A. Baker, III, instruerer præsidenten i, hvordan han skal bruge "Irak Studiegruppens Rapport."

For at gøre det hele endnu værre, så har Mr. Baker den frækhed at formane Bush-administrationen om ikke at behandle rapportens 79 anbefalinger "som en frugtsalat" ved at vælge én idé og afvise en anden, men at acceptere den i dens helhed. Selv i Washington, en by der en berømt for sin arrogance, fik denne bemærkning hovederne til at rotere. At Mr. Baker og hans medformand, Lee Hamilton, lod sig fotografere af den berømte fotograf Annie Liebovitz og billedet sprede via Men's Vogue, et modeblad, bekræfter blot tomhjernetheden i deres bestræbelser, og det samme gør den kendsgerning, at de hyrede det gigantiske public relations-firma Edelman.

Alt i alt byder Irak-Studiegruppens Rapport på en enestående kombination af bureaukratisk forsigtighed, falsk dobbeltpartiskhed, banal analyse og konventionelle floskler.

Selvom pressen reagerede på denne omgang sludder, med ordene fra Daniel Henninger der skriver i Wall Street Journal, med "neurotisk oprømthed," dømte Robert Kagan og William Kristol den "død ved ankomsten," og Iraks præsident, Jalal Talabani, kaldte den for "død i vandet." Man må håbe, at de får ret, at præsident George W. Bush ignorerer dens anbefalinger, og at denne "nye læbestift på en meget gammel gris" (Spencer Ackerman) hurtigt forsvinder ud af syne.

Dermed være ikke sagt, at Mr. Bush bør "fastholde kursen," for den kurs har ikke fungeret. Et væld af kreative ideer er flydt fra individer, som har kendskab til Irak, som har forståelse for regeringens mål om at opbygge et frit, demokratisk og blomstrende Irak, og som ikke har følt sig fristet til at betragte deres rolle som en øvelse i at pudse egne fjer. Det Hvide Hus bør invitere disse begavede individer til at brainstorme, diskutere og fremkomme med nogle brugbare ideer til den fremtidige amerikanske rolle i Irak.

Ved at gøre det, bryder man med en præsident-tradition, som går tilbage i hvert fald til 1919, med hvad jeg plejer at kalde for et "intetanende" Mellemøst-diplomati. Woodrow Wilson udnævnte to komplet ukvalificerede amerikanere to at lede en undersøgelseskommission til Levanten med den begrundelse, forklarede en støtte, at Wilson "følte, at disse to mænd var særligt kvalificerede til at tage til Syrien, fordi de intet kendte til det." Denne intetanende tilnærmelse fejlede for Amerika for 87 år siden, og den har fejlet nu igen.