Den muslimske vold som reaktion på nogle kommentarer fra paven passer ind i et mønster, som har bygget sig op og er accellereret siden 1989. Seks gange siden da har vesterlændinge gjort eller sagt noget, som har udløst dødstrusler og vold i den muslimske verden. Et samlet blik på disse begivenheder giver en nyttig indsigt.
-
1989 – Salman Rushdies roman, De Sataniske Vers, foranledigede Ayatollah Khomeini til at udstede en dødsdom over ham og hans forlæggere med den begrundelse, at bogen "er imod islam, profeten og koranen." De efterfølgende optøjer førte til mere end 20 døde, de fleste i Indien.
-
1997 – USA's højesteret nægtede at fjerne en frise fra 1930'erne, som viste Muhammed som lovgiver, og som prydede det vigtigste retslokale; Council on American-Islamic Relations (Rådet vedrørende amerikansk-islamiske relationer) gjorde en sag ud af det, hvilket førte til optøjer og tilskadekomne i Indien.
-
2002 – Den amerikanske evangeliske leder Jerry Falwell kaldte Muhammed for en "terrorist," hvilket affødte kirkeafbrændinger og mindst 10 døde i Indien.
-
2005 – En ukorrekt historie i Newsweek, som berettede, at amerikanske forhørsledere i Guantánamo Bay "i et forsøg på at gøre nogle mistænkte nervøse skyllede en Qur'an ud i toilettet," blev samlet op af den berømte pakistanske cricketspiller, Imran Khan, og udløste protester rundt om i den muslimske verden, hvilket medførte mindst 15 døde.
-
Februar 2006 – Den danske avis Jyllands-Posten offentliggjorde tolv karikaturtegninger af Muhammed, hvilket ansporede en palæstinensisk arabisk imam i København, Ahmed Abdel Rahman Abu Laban, til at ophidse den muslimske del af offentligheden imod den danske regering. Det lykkedes ham i en sådan grad, at hundreder døde, de fleste i Nigeria.
-
September 2006 – Pave Benedict XVI citerede en byzantinsk kejsers synspunkt om, at hvad der er nyt i islam, er "ondt og umenneskeligt," hvilket udløste brandbomber mod kirker og mord på flere kristne.
Disse seks runder viser næsten en fordobling af hyppigheden: 8 år mellem første og anden runde, derefter 5, så 3, 1 og ½.
Det første tilfælde – Ayatollah Khomeinis dødsdom over Mr. Rushdie – kom som et fuldkomment chok, for ingen havde indtil da forestillet sig, at en muslimsk diktator kunne fortælle en britisk borger, som boede i London, hvad han ikke kunne skrive om. Sytten år senere havde opfordringerne til at henrette paven (herunder en ved Westminster Cathedral i London) fået en alt for velkendt klang. Det oprørende var blevet rutine, næsten forudsigeligt. Efterhånden som den muslimske følsomhed blev mere ophidset, blev den vestlige mere flegmatisk.
De hændelser, som begyndte i Europa (Mr. Rushdie, danske tegninger, pave Benedict), har vokset sig langt større end dem, der var baserede i USA (højesteret, pastor Falwell, koran-udskylning), hvilket afspejler den islamistiske aggressions større virkning over for europæerne end over for amerikanerne.
Islamisterne ignorerer alle finere detaljer. Mr. Rushdies magiske realisme, de positive hensigter bag frisen i højesteret, det falske i historien om koran-udskylningen (har I nogensinde forsøgt at proppe en bog ned i et toilet?), de danske tegningers venligtsindede natur, eller spidsfindighederne i Benedicts tale – intet af dette havde nogen betydning.
Hvad der vækker de muslimske masser til dåd, og hvad der ikke gør det, er temmelig uforudsigeligt.De Sataniske Vers var ikke nær så krænkende over for muslimske følelser som en sværm af andre skrifter, middelalderlige, moderne og nutidige. Andre amerikanske evangelister har sagt værre ting om Muhammed, end pastor Falwell gjorde; sydstatsprædikanten Jerry Vines har kaldt den muslimske profet for "en dæmonbesat pædofil, som havde 12 koner," uden at dette afstedkom nogen vold. Hvorfor forblev den norske prædikant Runar Søgaards vurdering af Muhammed som "en forvirret pædofil" en lokal disput, mens de danske tegninger gik verden rundt?
Et af svarene er, at islamister med international indflydelse (Ayatollah Khomeini, CAIR, Mr. Khan, Abu Laban) sædvanligvis spiller en nøglerolle ved forvandlingen af en generel følelse af ubehag til kampklart raseri. Hvis ingen islamister ophidser gemytterne, forbliver emnet relativt afdæmpet.
Omfanget af volden er endnu mere uforudsigelig – man kunne ikke forudse, at tegningerne ville afstedkomme de fleste dødsofre og pavens citat de færreste. Og hvorfor så megen vold i Indien?
Disse hændelser retter også søgelyset mod den totale mangel på muslimsk gensidighed. Den saudiske regering bandlyser bibler, kors og davidsstjerner, mens mulimerne helt rutinemæssigt offentliggør de mest afskyelige karakaturtegninger af jøder.
Der ligger ingen konspirationer bag disse seks runder af opildnen og aggression, men betragtet i bakspejlet flyder de sammen og danner en eneste, vedvarende skræmmekampagne, og der vil med sikkerhed komme mere. Det basale budskab – "I vesterlændinge har ikke længere det privilegium at kunne sige, hvad I vil om islam, profeten, og Qur'an (koranen), islamisk lov hersker også over jer" – vil vende tilbage om og om igen, indtil Vesten underkaster sig, eller muslimerne indser, at deres anstrengelser er mislykkedes.
