Den aktuelle omgang fjendtligheder mellem Israel og dets fjender adskiller sig fra de tidligere derved, at der ikke er tale om en arabisk-israelsk krig, men en krig mellem Iran og dettes islamistiske stedfortrædere, Hamas og Hizbollah, imod Israel.
Dette peger for det første på den radikale islams øgede magt. Da israelske tropper sidst i denne størrelsesorden konfronterede en terroristgruppe i Libanon i 1982, kæmpede de imod Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation (PLO), en nationalistisk, venstreorienteret organisation, som var bakket op af Sovjetunionen og de arabiske stater. I dag forsøger Hizbollah at indføre islamisk lov og at udslette Israel gennem jihad, med den Islamiske Iranske Republik lurende i baggrunden, ivrigt i færd med at opbygge kernevåben.
Ikke-islamistiske arabere og muslimer oplever at blive skubbet ud på et sidespor. Frygten for islamisternes fremmarch – hvad enten det gælder omstyrtelse i deres egne lande eller aggression fra Teheran – betyder, at de står konfronteret med de samme dæmoner som Israel . Følgelig er deres refleksbetonede, anti-zionistiske respons blevet holdt i ave. Uanset dens flygtighed, så er det, som The Jerusalem Posts Khaled Abu Toameh kalder for "en anti-Hizbollah-koalition," og dermed gunstig for Israel, blevet skabt.
Det begyndte den 13. juli med en overraskende saudi-arabisk erklæring, som fordømte "forhastede eventyr", som fremkaldte "en særdeles farlig situation." Uddybende klagede Riyadh over, at arabiske lande blev udsat for ødelæggelse, "uden at disse lande havde noget at skulle have sagt." Kongedømmet konkluderede, at "disse elementer bærer alene det fulde ansvar for disse uansvarlige handlinger og bør alene bære byrden ved at afslutte den krise, de har skabt." George W. Bushs talsmand, Tony Snow, beskrev dagen efter præsidenten som "tilfreds" med erklæringen.
Den 15. juli fordømte saudierne og adskillige andre arabiske stater ved et hasteindkaldt møde i Den Arabiske Liga Hizbollah ved navns nævnelse for dens "uventede, upassende og uansvarlige handlinger." Den 17. juli advarede Jordans kong Abdullah imod "eventyr, som ikke tjener arabiske interesser."
En række kommentatorer begyndte at benytte den samme argumentation, mest iøjnefaldende Ahmed Al-Jarallah, hovedredaktør ved Kuwaits Arab Times og forfatter til en af de mest bemærkelsesværdige sætninger, der nogensinde er blevet trykt i en arabisk avis: "Israels operationer i Gaza og Libanon er i de arabiske landes befolkningers og det internationale samfunds interesse." I et interview på Dream2 television fordømte Khaled Salah, en egyptisk journalist, Hassan Nasrallah fra Hizbollah: "Arabisk blod og de libanesiske børns blod er langt mere værdifuldt end at hejse [Hizbollahs] gule flag og billeder af [Irans øverste leder] Khamene'i."
En førende wahhabi-figur i Saudi Arabien erklærede det endda ulovligt for sunnimuslimer at støtte, ansøge om optagelse i eller tilslutte sig Hizbollah. Ingen større arabiske olieeksporterende stater synes at have nogen intentioner om at holde igen på olie- eller gaseksporten i solidaritet med Hizbollah.
Mange libanesere har udtrykt tilfredshed med, at den arrogante og hensynsløse Hizbollah-organisation er blevet angrebet. En libanesisk politiker betroede privat Michael Young fra Beiruts Daily Star, at "Israel må ikke stoppe nu … hvis situationen skal blive bedre i Libanon, skal Nasrallah svækkes yderligere." Premierminister Fuad Saniora blev citeret for at beklage sig over, at Hizbollah var blevet "en stat i staten." En BBC-beretning citerede en indbygger i den libanesiske kristne by Bikfaya, som anslog, at 95 procent af byens befolkning var rasende på Hizbollah.
Den Palæstinensiske Lovgivende Forsamling udtrykte sin bestyrtelse over disse dæmpede, arabiske reaktioner, mens en kvindegruppe afbrændte arabiske landes flag i Gazas gader. Nasrallah beklagede sig over, at "Nogle arabere har opmuntret Israel til at blive ved med at kæmpe", og beskyldte dem for at forlænge krigens varighed.
I en gennemgang af denne opinion skrev Youssef Ibrahim i sin klumme i New York Sun om en "intifada" imod de "små turbanklædte, skæggede mænd" og et rungende "nej" til Hizbollahs bestræbelse på at indlede en altomfattende krig imod Israel. Han konkluderede, at "Israel oplever til sin overraskelse, at et meget stort og slet ikke så tavst flertal af arabere er enige i, at nu må det være nok."
Man kan kun håbe på, at Ibrahim har ret, men jeg er forsigtig. For det første nyder Hizbollah stadig udbredt støtte. For det andet kan denne kritik nemt blive forladt, efterhånden som den folkelige vrede mod Israel stiger, eller krisen går over. Og endelige, som Michael Rubin bemærker i Wall Street Journal, så betyder kølighed over for Hizbollah ikke accept af Israel: "Man har ikke grundlæggende ændret indstilling i Riyadh, Cairo eller Kuwait." Især finansierer de saudiske prinser stadig islamistisk terrorisme.
Den arabiske undsigelse af Hizbollah udgør ikke en platform, som man kan bygge på, kun et velkomment strejf af realisme i en epoke præget af irrationalitet.
