Bombningerne af Londons transportsystem i juli 2005 udløste ikke mindre end otte undersøgelser af den muslimske opinion i England i det forgangne år. Når de bliver føjet til to undersøgelser fra 2004, giver disse tilsammen et enestående indblik i tankegangen hos næsten 2 millioner muslimer i "Londonistan." Den fjendtlige indstilling, de afbilder, er specielt alarmerende, når man husker, at Londons politikommissær, Sir Ian Blair, for nylig udtalte, at truslen om terrorisme "er meget uhyggelig" fordi der, "som vi taler her, findes mennesker i England, som planlægger flere rædsler."
Angrebene den 7. juli: Godt én ud af 20 britiske muslimer har udtrykt åbenlys sympati for bombningerne for et år siden. Indbyrdes uafhængige meningsmålinger viser, at mellem 2% og 6% bifalder angrebene, 4% nægter at fordømme dem, 5% mener, at Koranen retfærdiggør dem, og 6% siger, at selvmordsbombemændene handlede ifølge islams principper.
Uden at bifalde angrebene viser et langt større antal forståelse for dem: Tretten procent siger, at selvmordsbombemændene fra den 7. juli bør anses for "martyrer," 16% siger, at angrebene var forkerte, men sagen var rigtig, mens 20% føler sympati for angribernes "følelser og motiver." Hele 56% kan forstå, "hvorfor nogle mennesker opfører sig sådan."
Hjælpe politiet? Et bekymrende antal muslimer ville ikke hjælpe politiet, hvis de fik mistanke om, at en med-muslim planlagde et terroristangreb, strækkende sig i de forskellige undersøgelser fra 5% til 14% til 18%.
Vold acceptabel? Før 7/7 fandt 11% det acceptabelt "for religiøse eller politiske grupper at bruge vold for at nå politiske mål," men kun 4% mente dette efter angrebene, hvilket viser en sjælden forbedring. To meningsmålinger fremviste identiske tal på 7% af muslimer, som bifalder selvmordsangreb på civile i England. (Blandt de 18-24-årige, de der med størst sandsynlighed ville udføre sådan et angreb, sprang tallet op på 12%.) Hvad med selvmordsangreb på militæret i England? Positive besvarelser lå på 16% og 21% (med 28% hos de 18-24-årige). Er svarerne selv villige til at begå vold for at bringe en ende på "dekadente og umoralske" vestlige samfund? Én procent, eller godt 16.000 personer, svarede bekræftende.
Muslim eller brite: Meningsmålingerne indikerer, at flertallet af muslimer oplever en konflikt mellem deres britiske og muslimske identitet. To meningsmålinger viser, at kun en lille procentdel identificerer sig først og fremmest som briter (7% og 12%), mens de viser meget forskellige tal for antallet, som først og fremmest identificerer sig med deres religion (81% og 46%).
Implementering af islamisk lov: Muslimer udtaler i vidt omfang, at shariah bør herske i England. Fyrre procent bifalder, at shariah bliver anvendt i overvejende muslimske områder, og 61% ønsker shariah-domstole til at afgøre civilsager blandt muslimer. Hele 58% ønsker, at de, der kritiserer eller fornærmer islam, skal lide kriminel retsforfølgelse. Der bør nedlægges forbud mod, at skoler forbyder kvindelige elever at bære hijab, siger 55%, mens 88% insisterer på, at skoler og arbejdspladser bør tilpasses de muslimske bedetider.
Integration i England: Næsten som et spejlbillede af hinanden siger 65%, at muslimerne bør gøre mere for at blive integreret i den almindelige, britiske kultur, og 36% siger, at de moderne britiske værdier truer den islamiske livsstil. Syvogtyve procent føler sig i konflikt mellem at være loyale over for deres med-muslimer og over for England. Blandt de, der afskyr den vestlige civilisation og mener, at muslimerne "bør søge at bringe den til ophør," bifalder 32% ikke-voldelige midler og 7% voldelige midler.
Holdninger til jøder: Meningsmålingerne viser, at antisemitismen, som er vidt udbredt i den muslimske verden, også stikker sit hoved frem i England. Omkring halvdelen af de adspurgte muslimer mener, at jøderne i England har alt for stor indflydelse på Englands udenrigspolitik og er i ledtog med Frimurerne om at styre landets presse og politik. Godt 37% anser jøder i England for "legitime mål som led i den fortsatte kamp for retfærdighed i Mellemøsten," og 16% udtaler, at selvmordsbombninger er berettigede i Israel. (Blandt de 18-24-årige stiger dette tal til 21%.)
Sammenlagt ønsker mere end halvdelen af de britiske muslimer islamisk lov, og 5% bifalder brugen af vold for at nå dette mål. Disse resultater viser, at Englands potentielle terrorister lever i et særdeles næringsgivende samfund.