"Det må være nok nu med denne venden den anden kind til! Det er vores pligt at beskytte os selv." Sådan sagde Monsignor Velasio De Paolis, sekretær ved Vatikanets højesteret, med henvisning til muslimer. Idet han forklarede sin tilsyneladende afvisning af Jesu formaning til dem, der fulgte ham, om at "vende den anden kind til," bemærkede De Paolis, at "Vesten har haft forbindelser til de arabiske lande i et halvt århundrede … og har ikke været i stand til at opnå selv den mindste indrømmelse med hensyn til menneskerettigheder."
De Paolis er næppe alene med sin tankegang; den katolske kirke undergår et dramatisk skifte, væk fra en flere årtier gammel politik med at beskytte katolikker, som lever under muslimsk styre. De gamle metoder med stille diplomati og neddæmpet pacificering har tydeligvis fejlet. De anslået 40 millioner kristne i Dar al-Islam, bemærker Barnabas-fondens Patrick Sookhdeo, oplever sig i stigende grad som en kampberedt minoritet, der står konfronteret med økonomisk nedgang, indskrænkede rettigheder og fysisk fare. De fleste af dem, fortsætter han, er foragtede og mistænkeliggjorte andenrangsborgere, som møder diskrimination inden for uddannelse, jobs og retsvæsen.
Disse barske vilkår får kristne til at flygte fra deres slægtslande til fordel for Vestens mere gæstfrie miljøer. Følgelig befinder de kristne befolkninger i den muslimske verden sig i et frit fald. To små, men tankevækkende eksempler på dette mønster: for første gang i næsten to tusind år har Nazareth og Bethlehem ikke længere et kristent befolkningsflertal.
Denne virkelighed i form af undertrykkelse og tilbagegang står i en dramatisk kontrast til den stigende muslimske minoritet i Vesten. Selvom denne tæller mindre end 20 millioner og mest består af immigranter og disses børn og børnebørn, udgør den en tiltagende veletableret og højrøstet minoritet, som er blevet tildelt udstrakte rettigheder og beskyttelse, selv nu hvor den vinder nye lovmæssige, kulturelle og politiske særrettigheder.
Denne voksende ulighed har vakt opmærksomhed i kirken, som for første gang peger på den radikale islam, i stedet for på handlinger begået af Israel, som det centrale problem, som kristne, der lever sammen med muslimer, står over for.
Rumlen herom kunne høres allerede i John Paul II's tid. For eksempel bemærkede kardinal Jean-Louis Tauran, som tidligere var Vatikanets ækvivalent til en minister for udlandsrelationer, nu arkivar og bibliotekar i den Romersk Katolske Kirke, i slutningen af 2003, at "Der er alt for mange lande med muslimsk befolkningsflertal, hvor ikke-muslimer er andenklassesborgere." Tauran pressede på til fordel for gensidighed: "Ligesom muslimer kan opføre deres bedehuse overalt i verden, burde troende inden for andre religioner kunne gøre det samme."
Det katolske krav om gensidighed er vokset, især efter indsættelsen af pave Benedict XVI i april 2005, for hvem islam udgør en central bekymring. I februar betonede paven nødvendigheden af at respektere "andres overbevisning og religiøse praksis, således at udøvelsen af frit religionsvalg, på gensidig vis, i sandhed er sikret for alle." I maj understregede han igen nødvendigheden af gensidighed: kristne bør elske immigranter, og muslimer bør behandle deres kristne medborgere godt.
Lavererangerende præster er som altid mere åbenhjertige. "Islams radikalisering er hovedårsagen til den kristne exodus," hævder Monsignor Philippe Brizard, generaldirektør for Oeuvre d'Orient, en fransk organisation, som fokuserer på mellemøstlige kristne. Biskop Rino Fisichella, rektor for Lateran-universitetet i Rom, råder kirken til at opgive sin "diplomatiske tavshed" og i stedet "lægge pres på de internationale organisationer for at få samfund og stater med muslimsk befolkningsflertal til at leve op til deres ansvar."
Krisen i forbindelse med de danske Muhammed-tegninger bød på et typisk eksempel på katolsk desillusionering. Kirkens ledere kritiserede i begyndelsen offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne. Men da muslimerne reagerede med at myrde katolske præster i Tyrkiet og Nigeria, for ikke at tale om de snesevise af kristne, som blev dræbt under fem døgns optøjer i Nigeria, reagerede kirken med at advare muslimerne. "Hvis vi fortæller vore folk, at de ikke har ret til at fornærme nogen, så må vi også fortælle de andre, at de ikke har ret til at udslette os, " sagde kardinal Angelo Sodano, Vatikanets udenrigsminister. "Vi bør altid understrege vores krav om gensidighed i den politiske kontakt med myndighederne i islamiske lande og endnu mere ved kulturelle kontakter," tilføjede ærkebiskop Giovanni Lajolo, Vatikanets nuværende minister for udlandsrelationer.
Opnåelsen af de samme rettigheder for kristne i islamiske lande, som muslimer nyder i kristne, er blevet nøglen til Vatikanets diplomati over for muslimer. Denne afbalancerede, seriøse holdning markerer en uddybet og forbedret forståelse, som kan få følger langt udover kirkens grænser, når man betænker, hvor mange lægpolitikere, der lytter til dens lederskab i inter-religiøse spørgsmål. Hvis de vestlige stater også gav sig til at fremme princippet om gensidighed, kunne følgerne virkelig blive interessante.
