Islam og muslimerne forventes at udgøre en prioritet for Pave Benedict XVI, men han har offentligt været temmelig neddæmpet vedrørende disse emner i sine første ni måneder i embedet. En enkelt rapport giver dog nogle vigtige nøgler til hans aktuelle tankegang.
Fader Joseph D. Fessio, SJ, genkaldte sig i et Hugh Hewitt Show detaljerne fra et seminar om islam, som han havde deltaget i sammen med paven i september 2005. Deltagerne havde hørt om den pakistanskfødte, liberale teolog Fazlur Rahmans (1919-88) ideer, som gik ud på, at hvis muslimerne genfortolker Koranen omhyggeligt, så kan islam blive moderniseret. Han opfordrede til, at man fokuserede på principperne bag Koran-lovgivning som jihad, afhugning af tyveknægtes hænder eller tilladelse af flerkoneri med henblik på at modificere disse skikke, så de passer til nutidige behov. Når muslimerne gør dette, konkluderede han, kan de komme til at blomstre og leve i harmoni med ikke-muslimer.
Pave Benedict reagerede kraftigt imod dette argument. Han har ledet denne type årlige seminarer siden 1977, men lader altid andre tale først og venter med sine kommentarer til hen imod slutningen. Men da paven hørte om Fazlur Rahmans analyse, genkaldte Fader Fessio sig med forbavselse, kunne han ikke holde sig tilbage:
Det er første gang, jeg erindrer, at han er kommet med en omgående udtalelse. Og det slår mig stadig, hvor kraftig den var. … den Hellige Fader sagde på sin smukke og rolige, men klare måde, at nå ja, der er et fundamentalt problem med den [analyse], fordi, sagde han, i den islamiske tradition har Gud givet Sit ord til Muhammad, men det er et evigt ord. Det er ikke Muhammads ord. Det står der til evig tid sådan, som det er. Det er ikke muligt at tilpasse det eller tolke det.
Denne grundlæggende forskel, fortsatte Pave Benedict, gør islam anderledes end kristendommen og jødedommen. I de to sidstnævnte religioner "har Gud virket gennem Sine skabninger. Og derfor er det ikke bare Guds ord, det er Esajas' ord, ikke bare Guds ord, men Markus' ord. Han benyttede Sine menneskelige skabninger og inspirerede dem til at tale Hans ord til verden." Jøder og kristne "kan tage det, der er godt" i deres tradition og forme den. Der findes med andre ord "en indre logik i den kristne Bibel, som tillader og kræver, at den bliver justeret og tilpasset nye situationer."
Mens Bibelen, for Benedict, er "Guds ord, som kommer via det menneskelige samfund," forstår han Koranen som "noget, der er faldet ned fra Himlen, og som ikke kan justeres eller tilpasses." Denne urokkelighed har kolossale konsekvenser: den betyder, at "islam er fastlåst. Den er fastlåst med en tekst, som ikke kan tilpasses."
Fader Fessios overraskende beretning kalder på to reaktioner. For det første blev disse kommentarer fremsat under et privat seminar med tidligere elever, ikke offentligt. Som "Spengler" i Asia Times påpeger, så må selv paven "hviske," når islam bliver drøftet. Det er et tidens tegn.
For det andet må jeg ytre min respektfulde uenighed. Koranen kan bestemt fortolkes. Muslimer fortolker Koranen i lige så høj grad, som jøder og kristne fortolker Bibelen, og disse fortolkninger har gennemgået lige så mange forandringer gennem tiderne. Koranen har en historie, ligesom Bibelen.
Ét eksempel herpå er den sudanesiske teolog Mahmud Muhammad Taha's (1909-85) originale tænkning. Taha byggede sin fortolkning på den konventionelle opdeling af Koranen i to dele. De indledende vers kom til jorden, dengang Muhammad som profet uden indflydelse boede i Mekka, og har tendens til at være kosmologiske. Senere vers kom til jorden, dengang Muhammad herskede i Medina, og rummede mange specifikke lovregler. Disse bud kom i sidste instans til at tjene som grundlag for shari'a eller islamisk lov.
Taha brugte som argument, at de specifikke Koran-lovbud kun gjaldt Medina, ikke andre tider og steder. Han håbede, at vor tids muslimer ville skubbe dem til side og leve efter de almene principper, som blev givet i Mekka. Hvis Tahas ideer blev accepteret, ville det meste af shari'a forsvinde, herunder forældede anvisninger vedrørende krigsførelse, tyveri og kvinder. Muslimerne kunne da få nemmere ved at modernisere.
Selv uden accept af en storslået plan, sådan som Taha har foreslået, foretager muslimer allerede små skridt i samme retning. De islamiske domstole i det reaktionære Iran har f.eks. brudt med islamisk tradition og giver nu kvinder ret til at søge skilsmisse og yder et mord på en kristen samme erstatning som et mord på en muslim.
Som dette antyder, så er islam ikke fastlåst. Men der skal en meget stor indsats til for at få den i bevægelse igen.
