Det er en stor begivenhed, når en ny israelsk premierminister aflægger et tiltrædelsesbesøg i Washington. Han mødes typisk med præsidenten, taler ved en forsamling i kongressen, dukker op i fede tv-shows, taler til inflydelsesrige tilhørere og konsulterer privat en lang række førende skikkelser. Personlighed, pomp og substans blandes, når de to regeringsoverhoveder etablerer et arbejdsfællesskab, båndet mellem USA og Israel bliver bekræftet, og spørgsmålene i forbindelse med den arabisk-israelske konflikt bliver gennemgået.
Når Ehud Olmert ankommer om få dage, vil det politiske kernetema handle om det, som han kalder for "konvergeringsplanen," en opfølgning på tilbagetrækningen fra Gaza i midten af 2005 med en sammenlignelig, men mere omfattende fjernelse af israelske soldater og beboere fra Vestbredden.
David Makovsky har sammendraget de mange elementer i denne vidtrækkende plan i en nylig undersøgelse fra Washington Institute for Near East Policy, Olmert's Unilateral Option: An Early Assessment (Olmerts ensidige valg: En tidlig vurdering). Disse omfatter:
Israels sikkerhedshegn vil komme til at tjene som basislinje for en grænse til Vestbredden, hvoraf 92% vil komme under de palæstinensiske myndigheders kontrol. Israel vil beholde tre bebyggelsesblokke (Gush Etzion, Maale Adumim og Ariel) med skønnede 193.000 israelske borgere, men mindst 60.000 israelske borgere vil senest i 2010 være blevet evakueret fra Vestbredden, om nødvendigt med magtanvendelse. Arabiske kvarterer i Jerusalem vil blive inkorporeret i Vestbredden, hvilket vil reducere byens arabiske befolkning med 140.000. Det er påfaldende, at planen ikke behandler fremtiden for Israels militære tilstedeværelse.
Den israelske plan er måske nok ensidig i sin karakter, men Mr. Makovsky bemærker, at selv ensidighed kræver forhandlinger. Mr. Olmert vil derfor forsøge at opnå amerikanernes diplomatiske og økonomiske støtte til tilbagetrækningen under sit forestående Washington-besøg. Denne støtte synes uundgåelig, for USA's regering modsætter sig aldrig israelsk tilbagetrækning fra landområder.
Men før præsidenten og kongressen blåstempler Mr. Olmerts initiativ, kunne de måske overveje nogle af dets negative følger for amerikansk sikkerhed, sådan som det bliver forklaret i en vigtig rapport af Caroline Glick fra Center for Security Policy. I Ehud Olmert's "Convergence" Plan for the West Bank and U.S. Middle East Policy (Ehud Olmerts "konvergeringsplan" for Vestbredden og USA's Mellemøst-politik) advarer Caroline Glick om, at Mr. Olmerts plan sandsynligvis vil komme til at skade amerikanske sikkerhedsinteresser ved at destabilisere Israel og Jordan.
I udførlige detaljer dokumenterer hun, hvordan den israelske tilbagetrækning fra Gaza i 2005 radikaliserede det palæstinensisk arabiske samfund, bevirkede, at Gaza henfaldt i anarki, åbnede det for globale terrorkræfter, bragte Israels nationale infrastruktur i fare, lagde beslag på israelske tropper, tillod opbygningen af et betydeligt palæstinensiske våbenarsenal og skabte en lang række nye israelske problemer med Egypten.
Hun forudser, at overgivelsen af landområder på Vestbredden til de palæstinensiske myndigheder på tilsvarende vis vil destabilisere Vestbredden, skade Israel og "direkte true hashemitternes overlevelse" i Jordan. Denne skade vil få mange negative følger for USA, hævder hun, ved at:
- bringe amerikanske militære aktiver, opstaldet i Israel og Jordan, i fare.
- øge prestigen for de stater, som sponsorerer de palæstinensiske arabiske terrorister.
- styrke de Hamas-ledede palæstinensiske myndigheder, som med deres syriske, iranske og hizbollah-hjemmehørende allierede vil skabe det, som Ms. Glick kalder for "en træningsmæssig, logistisk og informationsmæssig krigsførelsesbase" for terroristgrupper, som er i krig med USA.
- true landruterne gennem Israel og Jordan, som forsyner de amerikanske styrker i Irak.
- gøre det muligt for terrorister, der kæmper mod amerikanske styrker i Irak, at etablere træningsbaser på Vestbredden.
- fremkalde en oplevelse af svaghed, idet Israel i vidt omfang anses for at være agent for Washington.
- frivilligt give en sejr til islamisterne og jihadisterne.
Den amerikanske regering har siden 1950'erne ufravigeligt opmuntret israelske regeringer til at trække sig tilbage fra territorier, og jeg forventer, at dette mønster fortsætter. Men det bør bemærkes, at adskillige medlemmer af kongressen – herunder senatorerne Charles Schumer og Jesse Helms – har udtrykt deres bekymring, når de har set Jerusalem bringe sin egen sikkerhed i fare ved at opgive for meget land. Kunne samme forsigtighed mon ikke tænkes også at finde fodfæste i de ledende regeringskontorer?
Imod alle forhåbninger appellerede jeg i december 2000 til Clinton-regeringen om at rette op på sin vaklende forbundsfælle ved at foretage forskellige tiltag, især fraråde yderligere israelske territoriale indrømmelser. I dag appellerer jeg til Bush-regeringen om at erkende, hvor ulykkeligt tilbagetrækningen fra Gaza udvikler sig, at se længere end til den nemme tiltrækning ved endnu en israelsk tilbagetrækning, og at være opmærksom på farerne ved en ensidig israelsk tilbagetrækning på Vestbredden, for landet selv, for Jordan og for USA.
