Det store mysterium om krigen i Irak i 2003 - "Hvad med WMD [Hvad med masseødelæggelsesvåbnene]?" er omsider blevet løst. Det korte svar lyder: Saddam Husseins vedholdende ry for at lyve betød, at ingen troede på ham, da han i sidste øjeblik faktisk fjernede landets masseødelæggelsesvåben.
I en fængslende boglang rapport udgivet af Pentagons fælles kommandostyrke, Iraqi Perspectives Project, har amerikanske forskere fremlagt resultaterne af et systematisk to-årigt studium af de kræfter og motiver, som formede Saddam og hans regime. Rapporten, som er velskrevet, indskrevet i en historisk kontekst og fyldig med afslørende detaljer, rangerer sammen med Kanan Makiya's Republic of Fear som den mest mesterlige beskrivelse af dette regime. (For en sammenfattet version, se maj-juni-udgaven af Foreign Affairs.)
Den viser, hvordan Saddams Irak, ligesom Hitlers Tyskland eller Stalins Sovjetunionen, udgjorde en verden af uforudsigeligt fordrejet virkelighed. Især undergik Saddam en forandring i midten af 1990'erne, hvor han udviklede en delusorisk fornemmelse af sit eget militære geni, ja faktisk sin ufejlbarlighed. I denne fantasiverden talte soldaternes troskab og bravur langt mere end teknologi eller materiel. Tyrannen, som ringeagtede den amerikanske militærindsats lige fra Vietnam til Ørkenstorm og fra Somalia til Balkan, anså amerikanerne for en fej og uværdig fjende.
Omkring samme tidspunkt begyndte Saddam også at insistere udelukkende på de gode nyheder og isolerede sig endnu mere fra den ofte barske virkelighed. Efterhånden som stadig færre af hans undersåtter vovede at modsige bossens opfattelse, bredte hans overbeviste selvbedrag sig ødelæggende fra præsidentpaladset til hele den irakiske regering og endnu længere. Den ledende skribent i Iraqi Perspectives Project, Kevin M. Woods, og hans fire medskribenter bemærker, "Ved midten af 1990'erne indså de fleste af dem, der befandt sig tæt på styrets indercirkel, at alle løj for alle andre." Bedragerierne blev forstærket og udviklet. Med en luftværnsofficers ord, "Den ene [officer] løj for den anden lige fra førsteløjtnanten og opad, indtil det nåede Saddam."
At ingen i virkeligheden vidste, hvad der foregik, blev symboliseret ved den udbredte tiltro til det krigstidssludder, som blev sprøjtet ud af den irakiske informationsminister (der spottende blev kaldt for Baghdad Bob af de vestlige journalister), når han underholdt verden med sine strålende beretninger om de irakiske sejre; "set fra de irakiske lederes synspunkt rapporterede Baghdad Bob stort set, hvad de hørte fra fronten." En militærkommandant indrømmede, at han var blevet "absolut forbløffet" over at møde en amerikansk tank i Baghdad.
Samme situation bredte sig til den militær-industrielle infrastruktur. For det første konstaterer rapporten, at for Saddam var "selve dette at udstede et dekret tilstrækkeligt til at få planen til at fungere." For det andet afgav alle de involverede, som frygtede for deres liv, strålende fremskridtsbulletiner. Især "fortalte videnskabsfolkene altid, at det næste vidundervåben var lige om hjørnet." Hvem kunne i sådanne omgivelser vide noget som helst om den faktiske situation vedrørende landets masseødelæggelsesvåben? Selv for Saddam var det sådan, at "når det kom til WMD, var der altid et element af tvivl om sandheden."
Iraks strategiske dilemma komplicerede sagen yderligere. Saddam, der indså, at oplevelsen af Iraks svaghed kunne invitere til angreb, især fra Iran, ønskede, at verden skulle tro, at han var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Men til sidst indså han, at for at afværge koalitionen måtte han overbevise de vestlige stater om, at hans regime ikke længere besad disse våben. Da koalitionsstyrkerne gearede op til krig i slutningen af 2002, besluttede Saddam at samarbejde med FN for at fastslå, at hans land var fri for masseødelæggelsesvåben, for, som han udtrykte det, "ikke at give præsident Bush en undskyldning for at indlede en krig."
Men dette lysende øjeblik blev ironisk nok et offer for hans langvarige historie med at bedrage FN; de irakiske tiltag for at samarbejde med inspektionsstyrkerne havde den paradoksale virkning, at de bekræftede den vestlige verdens tvivl på, hvorvidt samarbejdet var et kneb. De opfangede ordrer "til at fjerne alle spor af tidligere WMD-programmer" blev for eksempel mistolket som endnu et spil for galleriet og ikke opfattet som den ægte indsats, de faktisk var.
Saddams forsinkede forsøg på at opnå gennemsigtighed gav bagslag, hvilket medførte det, som rapportens forfattere kalder for "en diplomatisk og propagandamæssig Catch-22." Det blev efterfulgt af en omfattende forvirring. Tilfangetagne ledende irakiske embedsmænd fortsatte i mange måneder efter krigen i 2003 "at tro på muligheden af, … at Irak stadig havde masseødelæggelsesmidler liggende skjult et eller andet sted." Koalitionens efterretningsstyrker overså, ikke overraskende, den endegyldige og uventede drejning i et langvarigt drama. Hverken disse styrker eller de vestlige politikere løj; Saddam var en ondsindet svindler, hvis bedragerier til sidst forvirrede og truede alle, herunder også ham selv.
