Redaktørens indledning: I en forsinket reaktion på nogle tegninger af profeten Mohammed, som er blevet offentliggjort i en dansk avis og efterfølgende gengivet overalt i Europa, har der været vist oprørte scener fra blandt andet byer som London, Beirut og Damascus i den forløbne weekend. Afbrænding af flag og ambassader. Plakater (i London!) med teksten: "Kap hovedet af dem, der fornærmer islam."
I lyset af den udløste vrede bad National Review Online nogle eksperter i islam og/eller Mellemøsten om deres tolkning af, hvad det er, der foregår, og hvad der kan/bør gøres. Vi spurgte hver enkelt: "Er det et sammenstød mellem civilisationer, vi er vidne til? Hvad kan der gøres? Af muslimer? Af alle andre?"
Daniel Pipes' indledning: Klik her for at se svarene fra Mustafa Akyol, Zeyno Baran, Rachel Ehrenfeld, Mohamed Eljahmi, Basma Fakri, Farid Ghadry, Mansoor Ijaz, Judith Apter Klinghoffer, Clifford May, Ramin Parham, Nina Shea, og Bat Ye'or.
Det føles bestemt som et sammenstød mellem civilisationer. Men det er det ikke.
Lad mig for at illustrere dette minde om en lignende muslimsk-vestlig konfrontation, som fandt sted i 1989 over udgivelsen af Salman Rushdies roman De Sataniske Vers og det efterfølgende dødsedikt fra Irans ayatollah Khomeini. I begyndelsen virkede det, som nu, som om Vesten stod solidt forenet imod ediktet, og den muslimske verden stod lige så fast for det. Da stormen havde lagt sig, dukkede der imidlertid en langt mere nuanceret situation frem.
Betydningsfulde stemmer i Vesten udtrykte sympati for Khomeini. Tidligere præsident Jimmy Carter reagerede ved at opfordre amerikanerne til at være "følsomme over for bekymringen og vreden" hos muslimerne. Direktøren for Near East Studies Center (Nærøststudiecenteret) ved UCLA, Georges Sabbagh, erklærede, at Khomeini "havde fuldkommen ret" til at dømme Rushdie til døden. Immanuel Jakobovits, overrabbiner i England, skrev, at "bogen burde ikke være blevet udgivet," og efterlyste en lovgivning, som kunne forbyde den slags "overdrivelser i forbindelse med ytringsfriheden."
Som kontrast var der betydningsfulde muslimer, som modsatte sig ediktet. Erdal Inönü, leder af Tyrkiets oppositionsparti Social Democratic Party, erklærede, at "drab på en person på grund af noget, som vedkommende har skrevet, er ganske enkelt mord." Naguib Mahfouz, Egyptens vinder af Nobelprisen i litteratur i 1988, kaldte Khomeini for en "terrorist." En palæstinensisk journalist i Israel, Abdullatif Younis, roste De Sataniske Vers som "en stor tjeneste."
Samme opsplitning findes allerede i den nuværende krise. Mellemøststudie-professorer tager afstand til tegningerne samtidig med, at to jordanske redaktører er smidt i fængsel for at have gengivet dem.
Det er en tragisk misforståelse at forbinde alle muslimer over én kam med mørkets kræfter. Moderate, oplyste, frit tænkende muslimer findes. Jagede i deres egne kredse, søger de undsætning og støtte fra Vesten. Og uanset hvor svage de kan synes i øjeblikket, så vil de i sidste instans komme til at spille en afgørende rolle i forbindelse med en modernisering af den muslimske verden.
