Israels premierminister, Ariel Sharon, har haft en massiv hjerneblødning; i det mindste synes hans lange politiske karriere at være ovre. Hvad betyder det for israelsk politik og for de arabiske-israelske relationer?
Grundlæggende antyder det en tilbagevenden til normal forretningsgang.
Siden staten Israels oprettelse i 1948 har to synsmåder vedrørende forholdet til araberne domineret landets politiske liv, repræsenteret ved (som de kalder sig i dag) Labour eller Arbejderpartiet på venstre fløj og Likud på højre.
Arbejderpartiet har argumenteret for større fleksibilitet og flere forlig med araberne, Likud har efterlyst en barskere holdning. Alle Israels 11 premierministre er kommet fra disse to, ikke en eneste er kommet fra overfloden af andre partier. De to partier har oplevet en langvarig nedgang i popularitet, men sammen er de forblevet omdrejningspunkterne og kongemagerne i israelsk valgsammenhæng.
Eller det var de i hvert fald indtil for seks uger siden. Den 21. nov. forlod Sharon Likud og dannede sit eget parti, kaldet Kadima. Han tog til dels dette radikale skridt, fordi hans synspunkter vis-à-vis palæstinenserne havde udviklet sig så langt væk fra Likuds nationalistiske politik, sådan som det fremgik af tilbagetrækningen af israelske styrker og civile fra Gaza i midten af 2005, at han ikke længere passede ind der. Han havde også opnået en sådan personlig popularitet, at han havde statur til at grundlægge et parti i sit eget billede.
Hans træk var fortræffeligt timet og kolossalt succesrigt. Straks viste meningsmålingerne, at Kadima effektivt erstattede både Arbejderpartiet og Likud. Den seneste måling, udført af "Dialogue" i mandags og offentliggjort i går, viste, at Kadima stod til at vinde 42 af de 120 pladser i Knesset, Israels parlament. Arbejderpartiet fulgte efter med 19 pladser, og Likud hinkede bagefter med sørgelige 14 pladser.
Kadimas overvældende succes vendte op og ned på israelsk politik. De historiske krigsheste var i den grad blevet skubbet ud på et sidespor, at man kunne forestille sig Sharon danne regering uden overhovedet at skulle bekymre sig om at alliere sig med nogen af dem.
Endnu mere forbløffende var Sharons personlige autoritet i Kadima; aldrig før har Israel været vidne til skabelsen af en så stærk leder. (Og det sker også sjældent i andre modne demokratier; Pim Fortuyn i Holland fremstår måske som den eneste undtagelse.) Sharon lokkede hurtigt fremstående politikere fra Arbejderpartiet og Likud over til Kadima og også andre politikere, som kun havde meget lidt til fælles bortset fra en villighed til at følge ham.
Det var et dumdristigt, højtflyvende, bravurnummer og akrobatisk gilde uden sikkerhedsnet, som kun ville vare, så længe Sharon bevarede sin magiske føling. Eller sit helbred.
Jeg var skeptisk over for Kadima lige fra begyndelsen, idet jeg affærdigede det blot en uge efter, at det var dannet, som et eskapistisk foretagende, som "vil (1) falde næsten lige så pludseligt, som det er opstået og (2) efterlade sig en mager arv." Hvis Sharons karriere er ovre nu, så er Kadimas det også. Han skabte partiet, han kørte det, han afgjorde dets politik, og ingen anden kan i dag styre dets cellespaltede elementer. Uden Sharon vil Kadimas konstituerende elementer vende tilbage til deres gamle hjem i Arbejderpartiet, Likud og andetsteds. Med et bump vender israelsk politik tilbage til det normale.
Likud, som forventedes at glide ned på en tredjeplads ved afstemningen i marts, står til at vinde mest ved Sharons afgang. Kadimas medlemmer kom i uforholdsmæssigt stort antal fra dette partis rækker, og nu kan Likud, under Benjamin Netanyahus stærke ledelse, formentlig klare sig godt nok til at blive ved magten. Likuds udsigter ser så meget desto lysere ud, eftersom Arbejderpartiet netop har valgt en radikal og uprøvet, ny leder, Amir Peretz.
Mere bredt betragtet vil den pludselige venstredrejning i israelsk politik i kølvandet på Sharons personlige venstredrejning standse og måske endda give bagslag.
I forbindelse med Israels forhold til palæstinenserne begik Sharon nogle kolossale fejltagelser i de seneste måneder. Især bekræftede tilbagetrækningen af alle israelere fra Gaza for palæstinenserne, at volden betaler sig, hvilket fik dem til at udløse en sand byge af raketter over israelsk territorium og opflamme den politiske temperatur.
Når Israel vender tilbage til mere normale tilstande uden politikere, som nyder Sharons overdimensionerede popularitet, vil regeringens handlinger atter komme under nøjere granskning. Resultatet vil sandsynligvis være en mindre eskapistisk og mere realistisk politik over for palæstinenserne og måske endda en vis bevægelse frem mod en løsning af den israelske-palæstinensiske krig.
